North Media vurderes for meget på minimale kortsigtede afvigelser fra det forventede, og for lidt på indtjeningspotentialet i koncernens kvart milliard kroners indkøb i Sverige.
North Medias aktiekurs holdt sig gennem september og oktober stabilt indenfor kursintervallet 48-51, men så gik det galt. 3. kvartalsregnskabet udløste et stejlt kursfald, som indtil videre har høvlet 11 pct. af selskabets markedsværdi.
Det har også sendt kursen ned gennem bunden i det nævnte kursinterval for første gang i 3½ måned.
Man kan diskutere, om det stejle kursfald har været en overreaktion, eller om det blot har tilpasset kursen til virkeligheden. Eftersom vi i ØU Formue 26/2025 satte North Medias kursmål til 45 på et tidspunkt, hvor kursen var 48,40, er vi mest tilbøjelige til at mene det sidste.
Derfor faldt kursen
Det er nærliggende at give tre oplysninger om North Medias finansielle resultater i 3. kvartal skylden for det tocifrede kursfald:
- Omsætningen i 3. kvartal var en smule svagere end forventet.
- EBITDA afspejlede en smule lavere aktivitet i den dominerende Last Mile-division, mens Digital Services viste fremgang.
- EBIT faldt en smule som følge af udviklingen i omsætning og EBITDA, men ligger stadig indenfor de finansielle forventninger til året. North Medias regnskab er på engelsk, og selskabet bruger formuleringerne ”slightly weaker than expected”, ”slightly lower level in business activity” og ”slight decline in EBIT”.
Det er næppe tilfældigt, at ordet ”slighty” bruges konsekvent i beskrivelsen af et kvartal, som ikke helt levede op til forventningerne. Og det får os til at overveje, om investorernes reaktion var for voldsom.
Konsekvensen af udviklingen i 3. kvartal var nemlig kun en særdeles beskeden reduktion i helårsforventningerne til både omsætning, EBITDA og EBIT. For EBITDA forventes f.eks. nu et resultat i intervallet 105-126 mio. kr. mod tidligere 105-130 mio. kr.
Vi kan selvfølgelig ikke indvende noget imod, at investorerne nu værdiansætter North Media i overensstemmelse med vores kursmål i ØU Formue 26/2025.
Men det er vanskeligt at se, hvordan 3. kvartalsregnskabet kan begrunde en 180 graders vending i forhold til North Medias værdi. I stedet bør man overveje, om ikke 3. kvartalsregnskabet faktisk var positivt.
Det lyder måske mærkeligt i betragtning af rækken af ”slightly” dårligere resultater end forventet. Men hvis man kun ser på de faktuelle tal, overser man det vigtigste: Nemlig hvordan integrationen af svenske SDR Svensk Direktreklam går.
SDR blev købt for 238 mio. kr., og var et markant eksempel på, at North Media ikke blot ønsker at være en investeringsforening i forklædning med værdipapirer til en aktuel kursværdi på 860 mio. kr.
Forsøget på at få pengene til at arbejde gennem købet af SDR startede imidlertid ikke godt, og medførte ret hurtigt en nedjustering på 155 mio. kr.
Men det betyder ikke, at købet af SDR kan afskrives som en fiasko. Det oplyses, at ”On the Swedish market, despite reduced volumes, the third quarter exceeded expectations slightly. This was attributable to the initial positive signs of the effect of transforming SDR’s production model”.
Et andet sted i regnskabet betegnes gennemførelsen af automatisk pakning i SDR ved udgangen af oktober som en betydelig milepæl.
Der er ingen garanti for, at North Media får SDR til at levere som forventet, og vi noterer os da også denne sætning omkring fremgangen i SDR: ”…it will still take some time before the full effect is reflected in the financial figures”.
Men det er ikke ensbetydende med, at den positive udvikling i SDR kan ignoreres, sådan som det store kursfald indikerer, at investorerne gør i øjeblikket.
Med henvisning til North Medias udtalelse om, at der endnu er et stykke vej til målet for SDR, fastholder vi vores kursmål, mens vi i spænding venter på selskabets forventninger til 2026.
Konklusion
Aktuel kurs 43,50
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 45,00
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Hvem er North Media?
North Medias selskaber udvikler og driver platforme til transaktioner mellem erhvervslivet og forbrugerne indenfor tilbud fra detailhandlen, lejeboliger, jobannoncer og digitale adgangssystemer.
Selskaberne er alle skalérbare volumenforretninger, der er specialister i at håndtere store mængder materiale og data ensartet, hurtigt, sikkert og til en lav enhedspris. North Media A/S er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen, og vores fokus er langsigtet værdiskabelse samt et stabilt afkast på den investerede kapital, som giver mulighed for årlige udbyttebetalinger og et stærkt kapitalberedskab, så vi kan udnytte nye forretningsmuligheder.
Kilde: https://www.northmedia.dk/presse/
Ledelse
Chair of the Board Ole Elverdam Borch
CEO Lasse Ingemann Brodt
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






