Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 5685,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 6082,00
APM er steget tre af de seneste fire børsdage, og det er sket under lidt højere omsætning end under torsdagens fald. På kort sigt lægger det op til en fortsat stigning, men med stor risiko.
Ambu – Hold Aktuel kurs: 122,00
Ambu har standset faldet midt i intervallet 110-130, og det naturlige skridt vil være et forsøg på at komme tilbage på den rigtige side af 130. Afvent dette gennembrud, før et køb overvejes.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 745,00
Carlsbergs stigning fredag var den første i seks dage, og set i forhold til den generelle stigning i aktiekurserne var den kun moderat. Men en høj omsætning løfter anbefalingen til Hold.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 437,10
Chr. Hansen har klaret sig bedre end gennemsnittet i den forløbne uge, men fredagens kursfald betyder, at aktien ikke får en købsanbefaling. Aktien faldt fredag tredjemest af alle C25-aktier.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 856,60
Coloplast er nu faldet seks dage i træk, og blev ikke trukket op af den løftede stemning fredag. Faldet var dog kun marginalt, men tilstrækkeligt til at vi nøjes med at sige Hold.
Danske Bank – Hold Aktuel kurs: 77,80
Danske Bank kan være en købsmulighed for den kortsigtede spekulant, da aktien steg fredag med en omsætning på højde med de foregående dages fald. Den forsigtige investor holder sig på afstand.
Demant – Sælg Aktuel kurs: 158,75
Demant faldt fredag for ottende dage i træk, og der er tilsyneladende ikke samme kræfter i aktien, som i de fleste øvrige C25-aktier. Det udløser en salgsanbefaling.
DSV – Hold Aktuel kurs: 610,40
DSV sluttede ugen med at angribe den brudte støttelinje ved 620. Angrebet vil vi se resultatet af i den kommende uge, og indtil da får DSV kun en Holdanbefaling.
FLSmidth – Sælg Aktuel kurs: 161,60
FLSmidth steg ganske vist fredag, men set i forhold til de forudgående syv dages kursfald var det kun en krusning på overfladen. FLSmidth får derfor indtil videre en salgsanbefaling.
Genmab – Køb Aktuel kurs: 1240,50
Genmab ramte torsdag støttelinjen ved 1225, og den generelt positive stemning løftede fredag kursen op fra den grænse under pæn omsætning. Her kan der spekuleres i en fortsat stigning.
GN Store Nord – Sælg Aktuel kurs: 272,80
GN Store Nord faldt fredag for ottende dag i træk, og den rekord deler man med branchekollegaen Demant. En kommende korrektion bør benyttes som en salgsmulighed.
H. Lundbeck – Hold Aktuel kurs: 185,15
Medicinalaktier burde være en sikker havn i krisetider, og Lundbeck steg da også under en høj omsætning fredag. Men det er for tidligt at betragte torsdagens lukkekurs som en bund.
ISS – Sælg Aktuel kurs: 89,22
ISS faldt allerede inden corona-virussen trak tæppet væk under markedet, og det er vanskeligt at se, hvilken af de bagvedliggende årsager, som fortsat presser kursen. Den forsigtige investor sælger derfor.
Jyske Bank – Sælg Aktuel kurs: 185,00
Jyske Bank er faldet 14 af de seneste 16 dage, og faldet fortsatte fredag. Det kalder på en snarlig korrektion, men der er endnu ikke grund til at tro på en trendvending. Det udløser en salgsanbefaling.
Novo Nordisk B – Køb Aktuel kurs: 363,40
Novo Nordisk har fulgt markedet ned, men under en ret moderat omsætning uden paniktendenser. Kursen rammer nu støttelinjen ved 360, og det kan forsvares at købe her.
Novozymes B – Sælg Aktuel kurs: 276,30
Novozymes har ikke klaret sig så godt som storebror Novo Nordisk, og den stigning, som vi forventer efter seks negative børsdage, bør benyttes som en salgsmulighed.
Pandora – Sælg Aktuel kurs: 203,20
Pandoras fald begyndte allerede den 6. februar, og coronavirussen forstærkede dermed blot en igangværende nedtur. I et nervøst marked er det svært at se optimismen løfte Pandora på kort sigt.
Rockwool – Køb Aktuel kurs: 1278,00
Rockwool blev i denne uge sendt tilbage til bundniveauet fra oktober 2019, og efter et fald på 30% siden den 20. februar er der plads til en stigning væk fra det niveau.
Royal Unibrew – Sælg Aktuel kurs: 437,40
Royal Unibrew steg 9% fredag, men det skete under en lavere omsætning end de foregående to dages store kursfald. Det indikerer, at fundamentet under stigningen er svagt.
SimCorp – Hold Aktuel kurs: 536,50
SimCorp er faldet ned under støttelinjen ved 575, og kursen har sat mere end et års stigning over styr. Vi forventer et forsøg på at komme tilbage over kurs 575, men afvent den stigning før et køb.
Topdanmark – Hold Aktuel kurs: 239,60
Topdanmarks stigning fredag var beskeden i forhold til det forudgående fald, men omsætningen var til gengæld høj. Følg aktien fra sidelinjen et stykke tid endnu.
Tryg – Sælg Aktuel kurs: 164,70
I modsætning til Topdanmark var Trygs omsætning under fredagens stigning lavere end under torsdagens fald. Derfor når Tryg i denne uge ikke op på samme anbefaling som kollegaen Topdanmark.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 555,80
Vestas’ kursfald i løbet af ugen er sket under en moderat omsætning, og det er positivt. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi modstandslinjen ved 590, før et køb overvejes.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 592,00
Ørsted startede faldet efter en dobbelt-top ved kurs 760, men rammer nu niveauet fra kursfaldet i efteråret 2019. Afvent en stigning forbi modstandslinjen ved 615, før et køb overvejes.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her