Med et 3. kvartalsregnskab og en kapitalmarkedsdag er der lagt op til en spændende afslutning på oktober for Netcompanys investorer. Efter lang tids kursmæssigt dødvande kan det blive begyndelsen på en ny tid, hvis man overbevisende kan fremlægge potentialet i SDC-opkøbet, men i høj også i den eksisterende forretnings europæiske platform.
Spænding, gys og overraskelser i slutningen af oktober er normalt forbeholdt Halloween, men for Netcompanys aktionærer kan det komme fra to vigtige annonceringer lige efter hinanden.
Den 30. oktober fremlægges regnskabet for 3. kvartal, og dagen efter afholder Netcompany kapitalmarkedsdag, hvor agendaen bl.a. byder på indsigt i strategien frem til 2030. Herunder hvordan man kan åbne for vækstpotentialet i Europa.
Her tænkes der givetvis på de helt store linjer, og hvordan Netcompany kan profitere af sine stærke relationer i EU, og hvordan man som dansk/europæisk selskab kan være et alternativ til non-europæiske virksomheder, systemer og platforme.
Med den geopolitiske udvikling er det åbenlyst, at der kan ligge et endog meget stort marked i Europa og vente på primært europæiske virksomheder, som et kærkomment alternativ til globale giganter. På telefonkonferencen ovenpå 2. kvartal blev et nyt begreb ”Digital sovereignty” bragt på banen, og det vil formentlig være et ord, vi kommer til at høre på kapitalmarkedsdagen også.
Forhåbentligt vil de to travle dage give investorerne svar på alle de spørgsmål og usikkerheder, der efterhånden har hængt længe i luften, og som formentlig også er en årsag til aktiens vage performance gennem snart flere år.
De sidste tre-fire år har budt på stilstand i aktien, og investorerne mangler stadig at se egentligt bevis for, at de mange opkøb, herunder nylige SDC og Intrasoftopkøbet i 2022, kan spille sammen og skabe en solid platform for vækst i både omsætning og indtjening. Også ved skalafordele, der vil bringe forretningen væk fra groft sagt bare at være en timebaseretforretning.
Helt overordnet handler det om, at investorerne gerne snart vil se, hvilket projekt de store anstrengelser med byggeklodserne munder ud i. Og ikke mindst hvilke behov projektet kan opfylde i fremtidens Europa.
Ved den aktuelle kurs er værdien af Netcompany 12,2 mia. kr. Det skal i lyset af en omsætning, der på 12 måneders basis vil være tæt på 8 mia. kr. og med et resultat før skat, der nærmer sig 1 mia. kr. i 2026.
Alt taget i betragtning ligner det et attraktivt køb. Især hvis Netcompany, når oktober er slut, har kunnet fortælle en overbevisende væksthistorie frem til 2030, der løfter både omsætning og indtjening markant på basis af den forretningsmæssige platform, man nu har brugt en håndfuld år på at skabe.
Vort hidtidige kursmål på 300 fastholdes, indtil vi er forbi regnskab og kapitalmarkedsdag.
Konklusion
Aktuel kurs 271,80
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 300,00
Steen Albrechtsen
SA og/eller nærtstående ejer aktier i Netcompany
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.