Med det pludselige byggestop for norske Equinors store 900 MW projekt Empire Wind 1 er der skabt usikkerhed om Ørsteds allerede godkendte byggeprojekter i USA. Problemerne i USA er ikke de eneste, og de sorte skyer trækker op omkring havvindmøllesektoren som helhed. Indtil der er bedring på den front er det svært at se markant investorinteresse og længevarende medvind til aktien.
Ørsteds aktuelle problemer er næppe gået mange investorers næse forbi, for aktien flirter igen med lavpunktet i nærheden af kurs 250, ligesom det var tilfældet i januar, da de amerikanske projekter igen tiltvang sig fokus med nye nedskrivninger og ”budgetoverskridelser”.
Siden præsidentvalget i USA har der ikke været stor tillid til, at nye havvindmølleprojekter ville blive godkendt i USA de næste par år, fordi den nye præsident er en tydelig modstander af vindmøller. Projekter i udviklingsfasen uden alle tilladelser har dermed i mere eller mindre grad været sat i bero.
Til gengæld har der været rimelig tiltro til, at allerede godkendte projekter ville fortsætte, hvis byggeriet var i gang, og projektøkonomien derudover stadig var holdbar efter de senere par års inflationschok.
Men med denne uges ministerielle ordre om byggestop på et af norske Equinors projekter er der på ny skabt usikkerhed om de amerikanske offshore-projekter. Endnu er der ikke nogen blokering af Ørsteds to projekter på 700 MW og 924 MW, men det er klart en risiko, som investorerne nu begynder at indregne.
Uanset de eventuelle juridiske og erstatningsretlige muligheder overfor den amerikanske stat, hvis et fuldt godkendt projekt stoppes eller forsinkes, så rykker det yderligere ved investortilliden.
Usikkerheden på kort sigt og i venteperioden kan blive voldsom, fordi Ørsted i yderste tilfælde kan få brug for at polstre sig finansielt, hvis man pludselig står i samme position som Equinor med byggestop.
Med staten i ryggen truer det ikke selskabets overlevelse, men en kapitaludvidelse kan blive dyr for aktionærerne. Endnu har ingen for alvor nævnt dette som en mulighed, men kreditratingbureauer og långivere vil blive nødt til at reagere, hvis en tocifret milliardinvestering i USA begynder at smuldre for alvor.
I det store perspektiv er Ørsteds aktie nu ikke langt fra børsintroduktionskursen på 235 i 2016. Kursmæssigt er vi, bortset fra udbytte, altså tæt på, at et helt årti er gået tabt, selvom Ørsted er en anden og større virksomhed end ved introduktionen.
Hen over 1. kvartalsregnskabet synes aktien at have en ganske høj risiko. På 6-12 måneders sigt sætter vi et kursmål på 300 i forventning om, at den amerikanske administration med tiden trækker lidt i land og indtager en mere pragmatisk tilgang til havmøllerne. Og i hvert fald lader de godkendte projekter være.
Præcis som vi også har set med ”truslerne” mod centralbankchefen Powell og Kina-tolden.
Konklusion
Aktuel kurs 258,10
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 300,00
Steen Albrechtsen
SA – og/eller nærtstående ejer aktier i Ørsted
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.