Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Formue

Pandora mistænkes for talfusk med Kasi earn-out

Lars Abild

fredag 30. august 2024 kl. 11:55

Pandora mistænkes for talfusk med Kasi earn-out

Tilbage i 2021 tabte Jesper Laustrup Nielsen, også kendt som Kasi-Jesper, en tvist med Pandora om en milliardudbetaling i earn-out for salg af sin ejerandel i det tyske datterselskab. Men nu søges konkursboet genåbnet med henblik på at få en ny voldgift med krav om knap to mia. kr. Journalist Lars Abild har set de nye dokumenter i sagen, som bakkes op af centrale tidligere Pandora-ansatte. Pandora afviser, at der er grundlag for en ny sag.

Tvisten mellem Kasi-Jesper og Pandora har i mange år været landskendt. Den går i korthed ud på, at Kasi-Jesper som chef for og delejer af den store tyske forretning tilbage i 2014 havde en aftale med Pandora om udbetaling af en kæmpestor earn-out, hvis han leverede et stort overskud op til salget af sin ejerandel i datterselskabet, Central Western Europa, CWE.

Efter flere års tvist tabte Kasi-Jesper i oktober 2021 sagen mod Pandora med den begrundelse, at der ikke var grund til at betale earn-out ud over en tidligere betaling på 400 mio. kr.

Mistanke om tal-fusk

Nu viser det sig, at andre Pandora-ansatte dengang netop fik udbetalt store bonusser baseret på et driftsoverskud (EBITDA) i det europæiske selskab, der var markant højere end det beregningsgrundlag, som Kasi-familien senere blev præsenteret for af Pandora.

Økonomisk Ugebrev har dokumenter, der viser, at de ansattes overskudsgrundlag (målt som EBITDA) var knap 600 mio. kr., mens Kasi-Jesper fik earn-out på grundlag af lidt over 150 mio. kr. Det rejser mistanke om, at Pandora har fusket med tallene for at slippe for at betale den store earn-out-betaling til Kasi-Jesper. Pandora afviser, at der er noget galt, og oplyser, at der er tale om to forskellige kontraktformer, hvor driftsoverskuddet beregnes forskelligt.

Mistanken går på, at Pandora har ændret beregningsgrundlaget, så der ikke var noget til Kasi-familien ud over den oprindelige betaling på 400 mio. kr. Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af dokumenter, der viser store forskelle i de to EBITDA-tal.

Udløst 800 mio. kr. ekstra

Ifølge et notat var Kasi ApS ikke berettiget til en ekstrabetaling med det officielle EBITDA-overskud i CWE på 151 mio. kr. i 2014. Det fremgår af en fortrolig earn-out opgørelse fra advokatfirmaet Kromann Reumert fra 27. marts 2015.

Men ifølge et andet internt Pandora-dokument ”Pandora CWE – FY 2014 Financial Key Figures”, som Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af, oplyses EBITDA-resultat i 2014 til 76,2 mio. euro – altså knap 570 mio. kr. Altså over 400 mio. kr. mere.

Var dette beløb anvendt i Kasi-Jespers earn-out beregning, havde det udløst omkring 800 mio. kr. ekstra i earn-out til Kasi ApS, der ejes af Jesper, hans søster og svoger.

Økonomisk Ugebrev har talt med en stribe tidligere topchefer og kilder rundt om Pandora, som bekræfter, at de fik udbetalt bonus og udbytte på et helt andet og meget højere EBITDA-grundlag, end Kasi-familien fik.

Flere af de tidligere Pandora-chefer har tilkendegivet, at de pågældende over for en dommer i voldsgiftsagen vil fortælle, at Kasi-familien sandsynligvis er blevet snydt på det groveste. Indtil videre ønsker de pågældende at være anonyme.

Økonomisk Ugebrev har på et møde med de tidligere centrale Pandora-chefer fået fremvist afregningspapirer, hvor der åbenlyst påvises stor forskel på de forskellige EBIDTA-tal, som cheferne fik beregnet bonus ud fra, og som Kasi-familien fik beregnet earn-out ud fra.

Men hvordan kunne der være to vidt forskellige beløb for EBITDA-overskuddet i 2014? Ifølge et udkast til klageskrift til Voldgiftsretten, som Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af, købte det europæiske Pandora-selskab CWE smykke-returvarer hjem fra hele verden for et stort millionbeløb og nedskrev dem derefter til nul.

Fjerner retmæssig betaling

Det har kostet et regnskabsmæssigt tab på flere hundrede millioner kroner, som altså betragteligt reducerede årets overskud, og det kan også være forklaringen på forskelle i de to EBITDA-beløb.

”Denne forskel er fremkommet ved to øvelser udelukkende med det formål at fjerne den retmæssige betaling til Kasi ApS. Forskellen i EBITDA er ydermere frem til dags dato holdt skjult for Kasi ApS, Voldgiftsinstituttet og den uafhængige revisor”, hedder det i udkastet til Voldgiftsretten, hvor sagen vil blive ført af advokat Dan Terkildsen for Kasi-familien.

Videre hedder det i dokumentet, at det handler om: ”1) Returvarer fra hele verden sendt til Pandora CWE og derefter nedskrevet til nul. Pandora CWE er derved påført et fiktivt tab, der udelukkede bruges i forbindelse med afregning af earn-out til Kasi ApS. Denne øvelse er planlagt over lang tid, og gennemførslen har været krævende både tidsmæssigt og planlægningsmæssigt.”

For at gøre det endnu mere mudret fik de ansatte angiveligt ordre om, at de ikke måtte sælge eller sende regninger ud i december måned 2014 med henblik på at holde EBITDA-resultatet kunstigt nede. Også dette forhold bliver fremhævet i Voldgiftsdokumentet.

Ikke nye oplysninger

Jesper Nielsen siger om sagen til Økonomisk Ugebrev: ”Med den foreliggende dokumentation synes jeg, vi står meget stærkt i en ny voldgift mod Pandora. Jeg er ikke overrasket over, at de tal, Pandora har fremvist til os, vores rådgivere og den uafhængige revisor i den foregående voldgift, ikke er korrekte.”

Pandora oplyser til Økonomisk Ugebrev, at der efter selskabets opfattelse ikke er nye oplysninger i forhold til, hvad der blev fremlagt i den første voldgiftssag.

Den økonomiske del af sagen er beskrevet i et fortroligt dokument udarbejdet af revisionshuset EY i marts 2015 til Pandora A/S. Dokumentet, som Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af, viser, hvordan Pandora er kommet frem til, at Kasi-Jesper ikke skal have yderligere betalinger, baseret på et EBITDA på 151 mio. kr.

I EY-notatet fralægger revisionshuset sig dog ethvert ansvar for beregningen og tallene i regnestykket. EY skriver: ”Because the above procedures do not constitute either an audit or a reviev made in accordance with International Standards on Review Engagement, we do not express any assurance on earn-out calculation”.

Konkursboet efter Kasi ApS søges nu genåbnet, og der ligger desuden en anmodning fra en kreditor i konkursboet, som har bedt Sø- og Handelsretten om at genåbne konkursboet og tage stilling til en eventuel ny voldgiftssag.

Økonomisk Ugebrev har fremsendt artiklen til Pandora, hvorfra advokat i Pandora, Jeppe Jensen, siger: “Det er stærke anklager, som vi tager skarpt afstand fra. Jesper Nielsen fortsætter tilsyneladende med at fremsætte fatamorgana-krav og påstande om uhæderlig adfærd fra Pandoras side. Hans hjemmestrikkede klageskrift indeholder intet nyt, og hans såkaldt nye afsløringer er kendt viden, der alt sammen blev behandlet af voldgiftsretten, som har afgjort sagen. Vi betragter den på alle måder som lukket.”

Kapitalfonden Axcel var tilbage i 2015 storaktionær i Pandora. Dengang var finansmanden Christian Frigast direktør for Axcel, mens han i dag er formand for kapitalfonden. Han har også siddet i Pandoras bestyrelse siden 2010, i dag som næstformand.

Christian Frigast har udnævnt Pandora til en af de absolut bedste investeringer for kapitalfonden, hvor der var blevet udbetalt udbytte for 20 mia. kr., som han sagde til TV 2 News i december 2014, samme år som Kasi-Jesper skulle have sin earn-out udbetalt.

Konklusion

Aktuel kurs 1143,50
Kortsigtet (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 1175

Lars Abild

Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Pandora - aktuelle signaler

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Dagens Nyheder Middag - Investering

Vær et skridt foran. Få de vigtigste analyser af danske aktier og aktiemarkedet
Udkommer hver dag kl. 12.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

Finance Controller – få sparringspartnere fra hele Europa (fuldtid)
Region Syddanmark
Er du økonom, og drømmer du om at bidrage til et bedre sundhedsvæsen og være tæt på beslutningerne på en af landets største børne- og ungeafdelinger?
Region Hovedstaden

Mere fra ØU Formue

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank