Afkastet i AktieUgebrevets Pensionsportefølje har i denne uge overhalet samtlige 34 investeringsforeninger med danske aktier.
Vi har et stykke tid ligget lige efter Fundamental Invest og BIL Danmark Danske Small Cap aktier, der også har præsteret flot i starten af 2017. Pensionsporteføljen har den første måned af det nye år givet et afkast på 8,5 procent, hvilket næsten er det dobbelte af Copenhagen Benchmark indeks.
Afkastet er opnået med en forsigtig og defensiv strategi, hvor vi periodisk har afdækket noget af aktierisikoen med shortpositioner. Aktuelt er 20% af kapitalen placeret i Bear DAX certifikater, som ved lukketid fredag har givet et lille positivt afkast. Fredag efter dansk lukketid steg de internationale aktiemarkeder, hvorved der umiddelbart er lagt op til en positiv åbning på det danske aktiemarked mandag morgen. Læs mere herom under ”Langers Skarpe Aktietips.”
Timingen i de seneste køb i henholdsvis SAS og Vestas har vist sig at være glimrende. Opkøbene skete for en uge siden, og de har begge givet et afkast indtil nu på 7-8%. For Vestas skete opkø-bet alene, fordi vi for en uge siden kunne se, at de udenlandske finanshuse var på vej tilbage som nettokøbere i aktien. De seneste dage har de igen været nettosælgere, og hvis dette mønster fortsætter, er vi ude igen.
SAS ser vi som en mere varig investering, da værdiansættelsen var attraktiv. Og samtidig synes vi, at ledelsens melding om, at flytte noget af organisationen til udlandet lød kommercielt fornuftig – og nødvendig. I denne uge kom så den konkrete beslutning, hvilket løftede aktien markant. Det indikerer, at ledelsen er parat til at gøre, hvad der skal til for at genskabe en solid lønsomhed. Det er positivt. Vi forventer et løft i aktien på 20-30% over de næste måneder.
Morten W. Langer
Hvad er Pensionsporteføljen?
Pensionsporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 år for sine handler. Porteføljens mål er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.