Prisen for krigsoprustning: Offentlige besparelser, øgede skatter, mere inflation og højere renter

Uddrag fra ØU Finans og  ØU Formue

Kære læser

Verden under forandring med Trump:  Den seneste måned har været en af de mest urolige og omvæltende for global geopolitik, toldpolitik, makroøkonomi og finansmarkeder i flere årtier. Økonomisk Ugebrev har gravet i analyser fra de tyve største globale finanshuse for at kortlægge, hvordan de udlægger teksten. Danske Bank vurderer, at blot en forhøjelse af de danske forsvarsudgifter fra 2 til 3 procent af BNP på sigt vil kræve offentlige besparelser eller skatteforhøjelser.

Vi gennemgår her analyserne med korte konkluderende resuméer, med tilhørende links til de konkrete analyser.

Finanshuset Julius Bär skriver i sin indledning, bearbejdet til dansk: ”Mens verden ser på, bliver det stadig mere klart, at Trump-administrationens politikker har vidtrækkende konsekvenser. Fra eskalerende handelsspændinger, toldmeddelelser og det tumultariske møde mellem præsident Trump og Ukraines præsident Zelensky tyder de seneste udviklinger på, at USA’s position på verdensscenen gennemgår et betydeligt skift. Dette kan især ses, da de europæiske markeder fortsætter med at stige, og Kina fokuserer på økonomisk udvikling.”

I en aktuel analyse fra finanshuset Julius Bär ses nærmere på, hvordan den globale økonomi ændrer sig, og hvad dette betyder for investorer.

Finanshuset skriver blandt andet, at mødet sidste fredag mellem USA’s og Ukraines præsidenter i Det Hvide Hus vil være svært at glemme. Den såkaldte ‘råvareaftale’ blev ikke underskrevet, og i stedet skiltes de to parter i uoverensstemmelse. Aftalen, baseret på ukendte detaljer, var vag og usandsynlig at have nogen betydelig effekt, lyder vurderingen.

Ukraine er ganske vist rigt på såkaldte ‘kritiske mineraler’, men verden lider ikke under mangel på disse råstoffer i dag, hvilket de seneste års prisfald på sjældne jordarter og lithium bekræfter. Vigtigt er det også, at Ukraine tidligere ikke har haft nogen nævneværdig produktion, og at det relevante ressourceøkosystem mangler, hvilket gør det uklart, om Ukraines potentielle forsyninger kan konkurrere på de globale markeder, vurderer finanshuset.

Desuden handler verdens afhængighed af Kina ikke om minedrift, men om forarbejdning af disse kritiske mineraler til batterier eller magneter. Aftalen nævnte hverken præferenceadgang til ressourcer for amerikanske virksomheder eller en indtægtsdeling med den amerikanske regering og var derfor sandsynligvis mere et spørgsmål om show.

Danske Bank skriver under overskriften ”Arming Ukraine is the cheap option for Europe”, at ”den samlede amerikanske støtte til Ukraine udgør indtil videre EUR 114 mia., langt mindre end hvad USA’s tidligere præsident Trump ved flere lejligheder har påstået. Faktisk anslog en nylig undersøgelse fra en uafhængig forskningsgruppe, at den samlede økonomiske værdi af den amerikanske støtte til Ukraine ville være endnu lavere, nemlig EUR 49 mia. (USD 50,9 mia.). Ikke desto mindre har USA været en kritisk vigtig leverandør af militær støtte til Ukraine, og nu vokser risikoen for, at USA fuldstændigt vil afbryde støtten til Ukraine i alle former. Europa har brug for en plan til at udfylde dette tomrum.”

Videre hedder det, at ”I år forventes NATO-medlemslandene at hæve det nuværende mål for forsvarsudgifter fra 2 % til over 3 %. Trump har foreslået, at målet snarere burde sættes til 5 %. At fastsætte målet til 3,5 % ville kræve ca. EUR 240 mia. i yderligere udgifter årligt på tværs af EU/NATO-medlemslande. En forhøjelse til 5 % ville betyde yderligere udgifter på mere end EUR 490 mia. hvert år. Hvis man leger med tanken om, at Europa fremover skulle dække omkostningerne ved at støtte Ukraine på vegne af USA og tager den gennemsnitlige amerikanske bidragssum på EUR 16-38 mia. årligt (afhængigt af hvilket tal man stoler på), så ser det ud til, at det ville være en billigere løsning at betale USA sammenlignet med en hurtig opskalering af forsvarsudgifterne.”

BNPparibas ser europæisk økonomi vil blive boostet af øgede investeringer i militærudstyr, og at de offentlige udgifter langt hen ad vejen skal hentes ved andre offentlige besparelser: Finanshuset vurderer, a den suverænt største økonomiske drivkraft i Europa vil være øgede forsvarsudgifter. Indtil for få dage siden fremhævede skøn over de økonomiske fordele ved fred den tillidsopbygning, det ville medføre for Europa. Men dette vil nu blive opvejet af det tidligere utænkelige perspektiv om et fundamentalt geostrategisk skifte fra USA væk fra Europa. Skøn over, hvad der kræves for at kompensere for denne tilbagetrækning, ligger på omkring 250-300 mia. USD om året, hvilket vil bringe de samlede forsvarsudgifter op på 3,5 % af BNP (fra de nuværende 2 %).

Analytikerne vurderer, at skøn tyder på en elasticitet på 0,5 til 1 for forsvarsudgifter i EU, dvs. en stigning i udgifterne på 1,5 % af BNP burde øge BNP med omkring 0,9 til 1,5 % (selv når der tages højde for en betydelig “lækage” gennem import af udstyr, hvilket ifølge EU-ledernes erklærede hensigter bør falde over tid). Ud over denne konjunkturmæssige stimulans er der en potentiel positiv effekt på produktiviteten i det omfang, en meningsfuld del af forsvarsudgifterne allokeres til forskning og udvikling (R&D), som efterfølgende gavner hele økonomien.

Størstedelen af denne stigning i forsvarsudgifter bør i første omgang ikke behøve at blive finansieret gennem nedskæringer i andre udgifter. Mange EU-medlemsstater, der skal øge deres forsvarsudgifter, vil kunne trække på det finanspolitiske råderum til at finansiere det. Andre, såsom Frankrig og Italien, er langt mere begrænsede, men EU overvejer at aktivere undtagelsesklausulen for at suspendere sine finanspolitiske regler og dermed give ekstra fleksibilitet. Ifølge rapporter skrider diskussionerne hurtigt frem om finansiering på EU-niveau, enten gennem omfordeling af eksisterende midler eller endda nye fælles lån.

På længere sigt vil en varigt højere forsvarsudgift dog kun kunne opretholdes gennem øget skatteindtægt eller nedskæringer i andre typer af udgifter. Enhver permanent vækststimulans vil derfor afhænge af produktivitetseffekter, lyder vurderingen fra BNPparibas.,

For Danmarks lyder Danske Banks vurdering på samme måde, at der vil blive behov for offentlige besparelser eller skatteforhøjelser: Banken skriver i en analyse under overskriften ” Solid platform for øgede forsvarsudgifter”, at ”regeringen sigter mod at øge forsvarsudgifterne med 25 mia. DKK (0,8 % af BNP) i både 2025 og 2026, efterfulgt af 10 mia. DKK om året derefter. Dette kommer oveni den allerede planlagte lempelse af finanspolitikken. På trods af dette forventer vi fortsat et betydeligt overskud på de offentlige finanser med potentiale til at finansiere flere midlertidige udgifter uden at kompromittere bæredygtigheden af de offentlige finanser.”

Videre hedder det, at ”statskassen er grundlæggende robust efter fem år med EU’s største budgetoverskud i forhold til BNP (tallene for 2024 er endnu ikke tilgængelige) samt statens nettofinansielle aktiver, der overstiger 20 % af BNP. Når det er sagt, vil en permanent stigning i forsvarsudgifterne fra for eksempel 2 % til 3 % af BNP sandsynligvis kræve en vis grad af finansiering i form af skatteforhøjelser eller nedskæringer, når andre politiske prioriteter skal tages i betragtning.”

Bloomberg skriver, at ”uroen på de europæiske markeder denne uge væltede årtiers ellers faste hegnspæle, da Tysklands beslutning om at opgive sin traditionelle finanspolitiske forsigtighed tvang investorer til at genoverveje deres positioner på aktier, obligationer og euroen. Donald Trump har gjort det klart, at Europa ikke længere kan stole på USA for forsvar, hvilket betyder, at regeringer på tværs af kontinentet skal sælge statsobligationer for hundredvis af milliarder af euro for at dække regningen for øgede militærudgifter.”

Videre hedder det, i dansk bearbejdning, at ”de planer, som Tyskland annoncerede, udløste et frasalg af tyske statsobligationer (bonds), der spredte sig til nabolande og rystede andre markeder verden over torsdag. Efter mødet i Den Europæiske Centralbank sagde præsident Christine Lagarde, at økonomien sandsynligvis kan forvente et løft fra udgifterne, og at dens indvirkning skal vurderes med tiden. At kalde disse bevægelser historiske kan lyde slidt. Men her er otte grafer – fra aktievurderinger til stejlt stigende rentekurver – der viser, hvorfor det er passende.”

Commerzbank skriver, at det nu er mere usikkert, hvor meget ECB vil nedsætte de korte renter herfra: ”Som forventet sænkede ECB i dag sine ledende renter med 25 basispoint, men slukkede for autopiloten. Dog fortsætter de økonomiske risici, der stammer fra mulige amerikanske toldsatser og dominansen af de pengepolitiske “duer” i ECB’s styrelsesråd, med at antyde, at ECB vil sænke sin indlånsrente til 2,0 % inden sommer. Vi anser dog dette for at være risikabelt i betragtning af den inflationsfremmende effekt af stigende militærudgifter i hele Europa. I tiden op til ECB’s styrelsesrådsmøde var der udbredt spekulation om, hvorvidt ECB igen ville beskrive sin pengepolitik som “restriktiv”. Rådets medlemmer har sandsynligvis diskuteret dette intensivt. Resultatet blev formuleringen, at “pengepolitikken bliver meningsfuldt mindre restriktiv”. ECB signalerer dermed, at den efter seks rentenedsættelser ser mindre plads til yderligere rentenedsættelser.”