Royal Unibrew benyttede halvårsregnskabet til at opjustere forventningerne til helårets resultat for tredje gang, og investorerne belønnede da også regnskabet med en kursstigning på 4,8%. Men begejstringen holdt ikke længe.
Allerede dagen efter blev hele stigningen annulleret, og finanshusene rykkede ud med anbefalinger som hed ”Hold” og ”Sælg”. Det kan umiddelbart virke som en underlig reaktion på det bedste halv-årsresultat i Royal Unibrews historie.
Den tilsyneladende ubalance mellem finanshusenes anbefalinger og det fremragende halvårsregnskab blev ikke mindre af, at Royal Unibrew endnu engang opjusterede forventningerne, så de nu lyder på en omsætning i intervallet 7000-7200 mio. kr. (oprindelig forventning: 6650-6900 mio. kr.) og et primært driftsresultat (EBIT) i intervallet 1275-1325 mio. kr. (oprindelig forventning: 1090-1190 mio. kr.). Forklaringen ligger to steder:
For det første skyldes en del af det flotte halv-årsresultat udefrakommende forhold, som man ikke kan kalkulere med fremover. Det oplyses nemlig i halvårsregnskabet, at ”The higher earnings are substantially due to the extraordinarily good weather in Northern Europe in May and June”. Det skønnes, at det gode sommervejr vil øge EBITDA med 70-90 mio. kr. i forhold til 2017. Dermed står vejret for 28% af årets forventede fremgang.
For det andet er Royal Unibrews succes med både den traditionelle forretning og integrationen af selskabets opkøb allerede blevet belønnet behørigt. Kursgrafen nederst på siden viser, hvordan Royal Unibrews aktiekurs det seneste halve år har kørt sit eget løb i forhold til konkurrenterne.
En så markant afvigelse fra branchen kunne skyldes udligningen af et kursmæssigt efterslæb, men det er ikke tilfældet her. Tværtimod har kursstigningen løftet Royal Unibrews nøgletal væsentligt over branchemedianen, så selskabet i øjeblikket handles til en forventet Price/Earning på næsten 30. Det er langt højere end konkurrenterne, og selvom Royal Unibrew i kraft af en stærk fri pengestrøm har mulighed for at foretage yderligere opkøb, så nærmer vi os grænsen for, hvor høje forventninger man bør indregne i kursen. Specielt i betragtning af, at et ekstraordinært godt vejr i år altså ligger bag en væsentlig del af årets fremgang. Royal Unibrews succes kan fortsætte de kommende år, og det kan godt forsvares at handle aktien til højere nøgletal end branchemedianen. Men indenfor rammerne af 2018 anser vi potentialet i aktien for at være fuldt udnyttet.
Børskurs på analysetidspunktet: 550,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 520-560
Læs tidligere analyser af Royal Unibrew her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.