Lufttrafikken vil ikke på mellemlangt sigt blive alvorligt begrænset af, at virusfrygten sætter sig fast, eller af flere digitale møder. Erhvervslivet kan dårligt vente med at komme ud at flyve igen, mener koncernchefen. Med den vision løber han en risiko, som staterne Danmark og Sverige deltager i.
The new normal for SAS kommer i 2022, og den bliver mere normal end new. SAS-chef Rickard Gustafson tror ikke, at markedet for forretningsrejser vil ændre sig væsentligt, når COVID-19-krisen og dens eftervirkninger er overstået. Derfor fastholder han grundlæggende sin strategi – omend der skal effektiviseres for 4 mia. SEK i SAS.
Det er den fremtidsvision og den plan, som også de danske og svenske stater skal satse på, når de, forventeligt i løbet af juni, bliver enige om en storstilet rekapitaliseringsplan.
Rickard Gustafson understregede på en analytikerkonference efter udsendelsen af regnskabet for februar-april, at SAS er i tæt dialog med de største forretningskunder. Ifølge topchefen kan de dårligt vente med at komme på vingerne, og igen komme i personlig kontakt med deres globale kunder: ”De vil komme tilbage – og de vil komme tilbage som kunder i SAS.”
Forventningen bygger på, at de fleste skandinaviske virksomheder allerede før krisen var blevet grundigt effektiviserede og digitaliserede. De gennemførte allerede dengang kun de rejser, som de anså for virkeligt nødvendige. Derfor vil SAS køre videre med sin hidtidige strategi, der retter sig mod Skandinaviens erhvervsliv.
Krisen først overvundet i 2023
Ifølge analytikerpræsentationen vil SAS først hen mod slutningen af 2022 nå næsten tilbage på aktivitetsniveauet fra før COVID-19. Luftfartsorganisationen IATA venter , at det globale passagertal stadig i 2021 vil ligge 24 procent under 2019, og at det først i 2023 kan være tilbage på 2019-niveauet. Foreløbig skal alle luftfartsselskaber igennem en lang, sej rampup-proces. Den kan blive kostbar, fordi kapaciteten først skal udbygges igen – og så følger omsætningen. Efter en pengestrøm fra driften på minus 1,8 mia. SEK (mod plus 2,3 mia. SEK i samme kvartal 2019/20) regner SAS nu med et månedligt cash burn på 500-700 mio. SEK frem til udgangen af 2020.
Sverige og Danmark har allerede støttet SAS ved at garantere for 90 procent af en kredit på 3,3 mia. SEK. Men koncernen har brug for meget mere. Den forhandler med den svenske og den danske regering, der tilsammen ejer cirka 30 procent af SAS, om en rekapitalisering, der kan blive på op til 10 mia. SEK.
SAS blev hårdt ramt i 1. kvartal, og forretningen er fortsat værdisat lavere, målt på markedsværdien som en andel af salget, end vigtige konkurrenter. Men selskabet kan måske få fordel af nogle selskabers problemer med at rampe up igen. SAS måtte konstatere et underskud på 3,7 mia. SEK i kvartalet februar-april. April er hovedårsagen til, at omsætningen i kvartalet er omtrent halveret.
Behov for 7-10 mia. kr. resten af året
På grund af det skæve regnskabsår er SAS dermed et af de første selskaber, der offentliggør indtjeningstal for april, hvor Coronakrisen for alvor slog hårdt i luftfarten. SAS har brug for en styrkelse af kapitalgrundlaget på anslået 7-10 mia. kr. resten af året.
Det bliver den kritiske tid – både for SAS og for konkurrenterne. SAS vil nu finde permanente effektiviseringer på 4 mia. SEK frem til 2022, samtidig med, at selskabet skal gennem ramp up.
Samtidig skal den strategiske vision – primært at fastholde erhvervskunderne – realiseres. Den del er sandsynligvis uomgængelig. SAS kan ikke pludselig begynde at konkurrere med lavprisselskaberne, og må overfor Sverige, Norge og Danmark slå på sin betydning for infrastruktur for Stockholm, Oslo og København. For staterne er der næppe andet at gøre end at løbe risikoen.
Selv om SAS-aktien har klaret sig nogenlunde gennem Coronakrisen er værdien af selskabets omsætning relativ lav (se skema). Det antyder endnu en risiko: Vil de skandinaviske lande nu investere yderligere i SAS, blot for at måtte se, at selskabet alligevel ender med at blive slugt af en større aktør i en ny konsolideringsbølge?
Børskurs på analysetidspunkt 7,29 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr) 9,28
Læs tidligere analyser af SAS her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her