I denne uge var der en klar tendens til, at de cykliske aktier havde førertrøjen på: Materialer, energi og industri trak europæiske aktier frem, mens vækstaktierne i tech, defensive health care og finans lå generelt underdrejet.
Inden for sektoren materialer var det delsektorer som metal & mining (FLS), landbrug, stål og kemi, der løftede markedet, mens delsektoren byggematerialer lå underdrejet.
Inden for energi var det Equinor og Aker BP, der trak sektorindekset op. Herhjemme steg Ørsted med knap 4 pct. efter positivt amerikansk vindmøllenyt, mens Vestas lå stort set fladt.
På det danske aktiemarked var det igen bankerne, som gik frem. Topscorerne var Fynske Bank, Jyske Bank og Lån & Spar Bank. Der er tre drivere:
For det første fortsatte opjusteringer af 2025-forventningen, denne gang med Jyske Bank som vigtigste signal.
For det andet forventninger til fortsat konsolidering i banksektoren, især med fokus på Lån & Spar Bank, hvor formanden overfor Økonomisk Ugebrev Finans i søndagens udgave afviser salgsovervejelser.
For det tredje er forventningerne til kommende renteaktioner fra den europæiske centralbank nu mere mod forhøjelser end nedsættelser af den korte rente. Og det er rigtig godt for bankernes udlånsrenter.
Andre danske hurtigløbere i denne uge var DSV og NTG, som antageligt løftes frem af lysere udsigter i europæisk økonomi, samt FLS, hvor mineselskabernes stærke fremgang i kølvandet på stigende metalråvarepriser lysner udsigterne for mineudstyrsproducenten. Også RTX, GN Store Nord, Demant og ISS løftes frem af mildere makroøkonomiske vinde, samt træk over mod lave eller moderate værdiansættelser på 1-2 års sigt.
I USA var ugens vindere også materialer, industri, real estate og defensivt forbrug, mens taberne var tech, health care og cykliske forbrugsvarer, mens finans lå flad. Også her var der altså tegn på en sektorrotation over mod råvarer, energi, infrastruktur, forsyning og generelt lave til moderate værdiansættelser.
Det ser altså ud til, at de store investorer er ved at forberede sig på noget, som endnu ikke ses tydeligt i nøgletallene.
Morten W. Langer

Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her






