Silkeborg IF Invests (SIF) årsregnskab hører til de mere komplicerede, da det samler meget forskellige forretninger i ét regnskab. Der er imidlertid to oplysninger, som man bør fokusere specielt på. Den ene kan læses i regnskabet nedenfor, men den anden skal man ind i regnskabets noter for at finde.
SIF’s omsætning og indtjening kommer fra meget forskellige kilder, og man kan betegne selskabets struktur som en gammeldags konglomeratkonstruktion med elementerne fodbold, investeringsejendomme og hoteldrift.
Det samlede resultat af denne gryderet finder vi i regnskabslinjen Resultat før transfer, som vi har markeret med fed og kursiv skrift nedenfor. Man kunne med en vis ret inkludere transferaktiviteter i oversigten, da spillersalg efterhånden er en integreret del af de fleste fodboldklubbers forretning. Eftersom der er tale om en meget ustabil indtægtskilde har vi dog af overskuelighedshensyn valgt at trække den ud af regnskabet.
Denne linje viser et ganske stabilt overskud de seneste fem år. På trods af Corona-restriktionernes betydelige negative indvirkning har man altså formået at fastholde et stabilt overskud på koncernens fundamentale poster. Vi vælger her at betragte transferaktiviteter og dagsværdiregulering af investeringsejendomme som sekundære poster pga. store udsving fra år til år.
Stabiliteten dækker imidlertid over særdeles store udsving indenfor koncernens rammer. Af årsregnskabets note om segmentoplysninger fremgår det således, at det primære driftsresultat i fodboldsegmentet var et underskud på 3,3 mio. kr., mens Ejendomme gav et overskud på 21,9 mio. kr. Hvis der korrigeres for transferaktiviteter gav fodboldsegmentet et underskud på den primære drift på 9,5 mio. kr. Fodboldens driftsunderskud sluger altså halvdelen af overskuddet fra ejendommene.
Fodboldsegment gør aktien mindre attraktiv
Det er en helt normal tilstand for SIF, og forklaringen ligger i selskabets baggrund som støtte for fodboldklubben Silkeborg IF. Selvom selskabets formålsparagraf i dag omfatter en række aktivitetsmuligheder, indgår driften af professionel fodbold stadig som første punkt i formålsbeskrivelsen. Set fra en investorsynsvinkel er det problematisk, da det forhindrer ledelsen i at optimere koncernindtjeningen. Man kan glæde sig over, at fodboldsegmentet pga. store spillersalg har givet overskud tre af de seneste fem år, men overskud er for fodboldens vedkommende ikke en forudsætning for at være en del af koncernen.
Med et stabilt tocifret millionoverskud på bundlinjen hører SIF til i toppen blandt de fem børsnoterede fodboldklubber. Men selskabskonstruktionen betyder, at aktien målt på nøgletal ikke er specielt attraktiv. SIF’s egenkapitalforrentning har således ligget i intervallet 5-11 procent de seneste fem år, mens det gennemsnitlige tal for Copenhagen Benchmark-selskaberne p.t. er 14,6 procent.
Aktuel kurs: 16,40
Kursmål (6 mdr.): 16,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her