En del af SimCorps 2020 vision er at vokse med mere end 10 % årligt, og øge selskabets EBIT-margin år for år. Det mål er ambitiøst i et marked, hvor den forventede Industry AUM (Assets Under Management) forventes at stige med 5-7 % p.a. i perioden 2015-2020.
Men som det ses af tabellen i bunden af siden overgik SimCorp de langsigtede forventninger i 2015 med en omsætningsvækst på 15 %. Fremgangen overgik også på kort sigt forventningerne, idet årsregnskabet 2014 lagde op til en omsætningsvækst på 5-10 %.
Også målsætningen om en løbende vækst i EBIT-margin blev opfyldt, idet EBIT-margin i 2015 steg til 25,6 % fra 23,8 % i 2014. Set over de seneste fem år har udviklingen i SimCorps EBIT-margin været to skridt frem og et skridt tilbage, og det markante skridt fremad i 2015 hævede EBIT-margin til rekordhøjde.
Her var forventningen i årsregnskabet 2014 en EBIT-margin i intervallet 23-26 %, så med 25,6 % i 2015 var indtjeningen så tæt på den øverste forventede grænse, at en opjustering var tæt på.
Det vigtigste i SimCorps årsregnskab 2015 er imidlertid ikke tallene, men SimCorps konstatering af at investment management industrien nu er ved at genvinde styrken efter finanskrisen. Det betyder nemlig at efterspørgslen efter nye moderne systemer øges på SimCorps tre vækstmarkeder USA, UK og Frankrig.
SimCorps suverænt største marked er de nordiske lande, hvor man har en markedsandel på 66 %, så det er ikke overraskende, at man i 2015 ikke øgede antallet af kunder i dette område. De nye kunder kom primært i Vesteuropa og UK (som for SimCorp er to forskellige markeder), hvor man har en markedsandel på 14 %. I øvrigt svarende til SimCorps markedsandel på verdensplan.
Forventningerne til 2016 er dog tilsyneladende beskedne, idet man forventer en omsætningsvækst på 3-8 % i lokal valuta (2015: 10,1 %) og en EBIT-margin i intervallet 21-24 % (2015: 24,4 %). Man forventer en negativ effekt af valutakursændringer i 2015 på 2 procentpoint for omsætningen og 0,5-1,0 procentpoint for EBIT-margin, men selvom det tages i betragtning, er der alligevel tale om overraskende lave forventningner, når der samtidig fortælles om en positiv udvikling for selskabets marked.
Tallene er imidlertid misvisende, da forklaringen ligger i en ændring af SimCorps licensaftaler, som gradvist skal overgå til abonnementaftaler. I lokal valuta forventes det på kort sigt at koste 5 procentpoint af omsætningsvæksten i lokal valuta, og ca. 3 procentpoint af EBIT-margin. Men på sigt forventer man at den nye licensmodel er vejen til større vækst. Specielt i USA, som er den store joker i SimCorps vækstplan med 42 % af de potentielle kunder på verdensplan, men kun en markedsandel på 4 % for SimCorp.
SimCorp er dyrere end branchens gennemsnit, men med betydelige vækstmuligheder ser vi SimCorp som en god investering i 2016.
Bruno Japp
AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 375-400
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her