Sydbanks aktiekurs steg 9,5 pct. efter årsregnskabet i februar, men har siden august været under pres. På trods af opjusterede forventninger og en lav værdiansættelse holder den generelle nedgang i banksektoren kursen nede. Blandt sammenlignelige konkurrenter anser vi dog Sydbank for at være det bedste køb.
Sydbanks årsregnskab 2023 førte i februar til en markant stigning i aktiekursen på 9,5 pct. på en enkelt dag. Kursen toppede først ved kurs 375, og investorerne ændrede ikke mening, da Sydbank i juni opjusterede forventningerne til årets resultat før skat fra 2500-2900 mio. kr. til 2800-3100 mio. kr.
Trods opjusteringen kunne Sydbanks aktiekurs stadig ikke passere kursniveauet omkring 375, og siden starten af august er det gået ned ad bakke.
Det er nærliggende at forklare den manglende positive effekt af opjusteringen med, at aktien allerede afspejler de positive forventninger. Men en sammenligning af Sydbank-aktiens Price/Earnings på 5,68 i 2024 og 6,31 i 2025 med konkurrenternes tilsvarende nøgletal på 6,68 og 6,94 antyder et vækstpotentiale for kursen.
Men der er en anden forklaring. Hvis vi kigger på sektorindekset for de danske banker, er det faldet 3,12 pct. de seneste tre måneder og 5,53 pct. det seneste halve år. Med en generel afmatning i efterspørgslen efter bankaktier er det naturligt, at Sydbank også presses.
Her spiller den globale usikkerhed en stor rolle, og den nævnes da også i Sydbanks halvårsregnskab. Her fortæller bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen om ”significant macroeconomic uncertainty due to the challenging geopolitical climate”, og selvom han er tilfreds med Sydbanks præstationer under disse forhold, er det et emne, som investorerne ikke tager let på.
Af halvårsregnskabet fremgår det endvidere, at Sydbank har haft et tab på nedskrivninger på udlån og tilgodehavender på 24 mio. kr. mod en indtægt på 16 mio. kr. i samme periode i fjor. Så måske går det nedad bakke nu?
Ja, måske. Men selvom forringelsen i den nævnte regnskabspost kan udlægges som et signal om større risiko, så er ændringen ganske beskeden, og Sydbanks risiko i forhold til udlån er ikke øget i forhold til samme tidspunkt i fjor.
I halvårsregnskabet opdeler Sydbank sine udlån i tre grupper rangeret efter kreditrisiko, og gruppe 1 (”no significant increase in credit risk”) udgør 90 pct. af kundemassen. Efter 1. halvår 2023 var tallet 89 pct.
Det er også værd at bemærke, at Moodys rating af Sydbank er næsten uændret i forhold til samme tidspunkt i fjor. Eneste ændring sker i vurderingen Outlook, som Moody hæver fra Stable til Positive.
Det er naturligt, at Sydbanks aktiekurs langt hen ad vejen følger sektorudviklingen. Men den aktuelle værdiansættelse giver ikke banken tilstrækkelig kredit for den vækststrategi, som blev demonstreret med overtagelsen af Alm. Brand Bank i 2021 og senest med overtagelsen af Coop Bank i år.
Vi ser på nuværende tidspunkt et større kursmæssigt potentiale i Sydbank end i konkurrenterne Spar Nord Bank og Ringkjøbing Landbobank.
Konklusion
Aktuel kurs 331,00
Kortsigtet (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 393
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.