Basisporteføljen bevarede en uændret investeringsgrad i denne uge, men to aktier var i kikkerten i slutningen af ugen.
Vi holder stadig næsten halvdelen af kapitalen kontant, og det er i god harmoni med vores overordnede vurdering af markedet. Det fortæller vi mere om andetsteds i dette nummer.
En skepsis mht. aktiemarkedets generelle retning er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke kan findes gode køb i enkelte udvalgte aktier. I denne uge havde vi specielt kik på to C20-aktier. Nemlig William Demant Holding og Novo Nordisk.
For begge aktiers vedkommende er der tale om solide selskaber, som i løbet af 2016 har fået stillet spørgsmålstegn ved deres værdiansættelse. For WDH’s vedkommende sendte det kursen ned med 21% fra toppen i maj til bunden i begyndelsen af december.
For Novo Nordisk ser det endnu værre ud. Her har kursfaldet fra højeste til laveste kurs i 2016 været på 44%. Men på et tidspunkt når den slags kursfald et niveau, hvor man må begynde at spørge sig selv, om ikke aktiemarkedet er gået for langt?
For begge de to nævnte aktier begynder det spørgsmål at blive relevant, men det er ikke ensbetydende med, at det er det rigtige tidspunkt at købe dem. For måske er de dominerende investorer parate til at trække elastikken endnu længere ud, før den til sidst springer og sender kurserne markant opad.
For både Novo Nordisk og WDH begynder der at vise sig positive signaler i aktiekursernes bevægelser, som kan være det afgørende købssignal. Men vi er endnu ikke helt tilfredse med signalerne, så af forsigtighedshensyn valgte vi at holde kapitalen ude af markedet et stykke tid endnu. Så indtil videre fastholder vi en investeringsgrad på kun 60%.
Bruno Japp
Hvad er Basisporteføljen?
Basisporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 måneder for sine handler. Porteføljen har en forsigtig tilgang til aktiemarkedet, og målet er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her