Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Køb Aktuel kurs: 19.660,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb Aktuel kurs: 21.200,00
APM er tilbage i sin stigende kurskanal efter en afstikker nedad i oktober. Onsdag passerede kursen toppen i 20.720 fra starten af november, og dermed kvalificerer APM sig igen til en købsanbefaling.
Ambu – Hold Aktuel kurs: 181,85
Ambu er steget kraftigt i denne uge, men det bør bemærkes, at stigningen kommer i forlængelse af et endnu kraftigere fald. Faldet startede ved kurs 199,60, og det niveau ligger kursen stadig under.
Bavarian Nordic – Hold Aktuel kurs: 271,80
Bavarian Nordics massive kapitaltilførsel har indtil videre ikke øget interessen for aktien. Kursen ligger i bunden af en faldende kurskanal, som p.t. har loft i kurs 320. Der er langt til købsanbefalingen.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 1030,50
Carlsbergs seneste kursbund lå lidt højere end den forrige, og det giver mulighed for en kortsigtet stigning op til niveauet omkring 1120. Vi nøjes dog med en forsigtig Hold-anbefaling.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 508,60
Chr. Hansen ligger på grænsen mellem Hold- og Sælg. Aktiens kurstoppe ligger stadig lavere, men de to seneste kursbunde kan godt fortolkes som en kursbund ved niveauet 480-490.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 1070,50
Coloplast befinder sig midt i intervallet 1020-1170, og dermed er det for tidligt at handle. Det gælder både køb og salg. Vi forventer en stigning herfra, men følger på kort sigt aktien fra sidelinjen.
Danske Bank – Hold Aktuel kurs: 112,75
Danske Bank holder sig indtil videre indenfor rammerne af en sidelæns kurskanal med loft i kurs 118 og bund ved 108. Afvent et udbrud fra dette interval før et køb eller salg.
Demant – Hold Aktuel kurs: 315,30
Demants seneste kursbund i 297 lå højere end den forrige i kurs 287, og det kan være et signal om stigende styrke. Det er dog endnu ikke tilstrækkeligt til at udløse en købsanbefaling.
DSV – Sælg Aktuel kurs: 1440,00
Det kan virke overdrevent pessimistisk at hæfte en salgsanbefaling på en aktie, som har haft en rigtig god uge. Men stigningen kommer i forlængelse af et endnu større fald, så vi siger altså Sælg.
FLSmidth – Hold Aktuel kurs: 231,50
FLSmidth var endnu engang nede i nærheden af støttelinjen ved kurs 215, men ikke helt så tæt på som ved forrige fald. Eftersom der er tale om marginaler, siger vi indtil videre kun Hold.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 2519,00
Genmab er endnu en aktie, som steg kraftigt i forlængelse af et endnu kraftigere forudgående fald. Men kursen fandt støtte ved 2450, så risikoen bør være begrænset på kort sigt.
GN Store Nord – Sælg Aktuel kurs: 385,00
GN Store Nord er i denne uge vendt tilbage efter et usædvanligt stort kursfald, men det ændrer ikke ved det overordnede billede af aktien. Det peger stadig nedad.
H. Lundbeck – Sælg Aktuel kurs: 158,80
Lundbeck faldt i slutningen af november ned gennem støttelinjen ved kurs 170, og stigningen fra bunden i kurs 159 var ikke imponerende. Fredag lukkede kursen igen ved sidste uges bundniveau.
ISS – Sælg Aktuel kurs: 120,20
ISS har bevæget sig væk fra bunden af en langvarig faldende kurskanal, og kursen ligger p.t. i midten af kanalen. Hvis ikke man allerede har solgt aktien, er muligheden der nu.
Netcompany – Hold Aktuel kurs: 682,50
Netcompany standsede igen et fald ved kurs 670, og det ligner nu en sidelæns bevægelse i intervallet 670-770. Det giver den kortsigtede investor mulighed for at satse på en ny udfordring af kurs 770.
Novo Nordisk B – Køb Aktuel kurs: 751,00
Novo Nordisk har afsluttet den planmæssige korrektion fra kurstoppen i 754 og har i den forløbne uge bygget op til en ny kurstop. Dermed kvalificerer Novo sig igen til en købsanbefaling.
Novozymes B – Køb Aktuel kurs: 519,00
Novozymes fandt støtte ved kurs 488, som dermed har skiftet status fra en modstandslinje til en støttelinje. Det frigiver kræfter til et angreb på novembers kurstoppe ved 520.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 859,40
Pandora lykkedes ikke i første omgang med sit forsøg på at komme tilbage i en stigende kurskanal. Aktiens styrke er moderat, så det er uklart om næste forsøg lykkes. Følg aktien fra sidelinjen.
Rockwool – Hold Aktuel kurs: 2853,00
Rockwool leverer faldende kurstoppe og stigende kursbunde, og den model holder i sagens natur ikke evigt. Indtil der kan aflæses en klar retning, er det for tidligt at træffe beslutning om køb eller salg.
Royal Unibrew – Sælg Aktuel kurs: 689,00
Royal Unibrew fortsætter det stejle fald, som blev indledt ved offentliggørelsen af selskabets 3. kvartalsregnskab. Indtil markedet leverer et klart signal om, at bunden er nået, siger vi Sælg.
SimCorp – Hold Aktuel kurs: 679,00
SimCorp er på vej op igen efter det voldsomme kursfald fra 819 til 638, men nu nærmer kursen sig modstandslinjen ved 725. Den kortsigtede investor overvejer at hjemtage gevinsten.
Tryg – Køb Aktuel kurs: 166,70
Tryg har nu lagt så stor afstand til modstandslinjen ved kurs 157, at vi tør tro på, at gennembruddet denne gang er holdbart. En RSI14-værdi på 74 bekræfter Trygs aktuelle styrke.
Vestas Wind Systems – Sælg Aktuel kurs: 205,30
Vestas arbejder sig nu ned gennem bunden i intervallet 215-270, og kursen ligger i en kortsigtet faldende kurskanal. Det kan være indledningen til en alvorlig revurdering af investorernes syn på Vestas.
Ørsted – Sælg Aktuel kurs: 825,00
Støttelinjen ved kurs 835 reddede Ørsted fire gange, men femte gang gik det galt. Kursen faldt ned under 835, og selvom gennembruddet nu testes, bør den forsigtige investor sælge nu.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her