Flüggers omsætning og indtjening følger prognosen, men ustabilitet mht. ledende medarbejdere og langsigtede mål får selskabets langsigtede udvikling til at stå hen i det uvisse.
Med endnu en ny CEO, og en hurtig nedjustering af resultatforventningerne allerede inden aflæggelse af 1. kvartalsregnskabet, har Flügger startet regnskabsåret 2016/17 i samme kaotiske stil, som de seneste år har været selskabets kendetegn.
Bedømt alene ud fra den realiserede omsætning og indtjening i første halvår, ser det på overfladen ganske godt ud. Trods en stagnation i omsætningen medførte en reduktion i produktionsomkostningerne alligevel et løft i Flüggers bruttomargin fra 56% til 57%, og bidrog væsentligt til en forbedring af det primære driftsresultat på 19%. I denne fremgang er der korrigeret for nedskrivning af goodwill på 6,5 mio. kr. i 2. kvartal. Dermed ser det indtil videre ud til, at de seneste forventninger til 2016/17 kommer til at holde.
Til gengæld skaber selskabets ustabile ledelsesforhold en betydelig usikkerhed omkring udviklingen i den fremtidige indtjening. Vi har tidligere gennemgået udskiftningen på Flüggers ledelsesgang de seneste år, og man behøver blot læse to af selskabets seneste regnskabsmeddelelser for at konstatere, at det lange seje træk med stabilitet i ledende personale, strategi og overordnede mål ikke er Flüggers stærke side:
Årsregnskabet 2015/16: ”I foråret 2014 tiltrådte ny, administrerende direktør, som efterfølgende satte sit eget ledelsesteam. Sammen lagde de en ny strategi”.
Halvårsregnskabet 2016/17: ”Koncernen har i sommeren 2016 indsat en ny direktion, og CEO Jimmi Mortensen, som tiltrådte primo august 2016, har med sit nye ledelsesteam sat nye overordnede mål”
Strategi og overordnede mål bør være de langsigtede styringsredskaber, som den daglige drift bygges op omkring. Men en løbende udskiftning af ledende medarbejdere i bestyrelse og direktion gør dette vanskeligt.
I stedet medfører personudskiftningen pludselige ændringer, som f.eks. da en besparelse på 20 mio. kr. ved en udflytning af administrationen til Polen blev pure afvist, efter en ny CEO var tiltrædt i foråret 2014. Han er nu fratrådt igen, så måske bliver det igen en god forretning at flytte til Polen? Det er utrygt for investorerne, at holdningen til væsentlige spørgsmål tilsyneladende skifter, som vinden blæser.
Utryghed omkring manglende stabilitet
Udskiftningen på ledelsesgangen skaber også usikkerhed om, hvor længe Flüggers tredje CEO på tre år holder? Og hvad Flüggers næste strategi derefter bliver?
Måske finder han sig – frivilligt eller ufrivilligt – et andet arbejde, hvor hovedaktionæren ikke sidder med i direktionen ”med henblik på at sikre fortsættelsen af koncernens DNA”, som der står i årsregnskabet 2015/16.
Hvad Flüggers nye strategi og langsigtede mål i så fald bliver, er uklart. Med den overordnede usikkerhed omkring Flüggers ledelsesforhold træder den kortsigtede udvikling i omsætning og indtjening i baggrunden, og vi ser ikke noget nævneværdigt potentiale i aktien på denne side af årsregnskabet 2016/17.
Bruno Japp
Børskurs på analysetidspunktet: 332 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 325-345
Læs tidligere analyser af Flügger her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her