Tabletsalget fortsætter sin flotte vækst og krydsede for første gang 1 mia. kr. på et enkelt kvartal. Det ledte til årets første opjustering. Investorerne synes dog i stigende grad at fokusere på de projekter og uslebne diamanter, der ikke aktuelt driver forretningen, men som kan holde liv i vækstdrømmene.
Med en forventet 2026-omsætning på 7,2 mia. kr. og næsten 2 mia. kr. på bundlinjen før skat er det ingen hemmelighed, at værdiansættelsen af ALK-Abelló er høj, og forventningerne til den fremtidige vækst ligeså.
Det afspejler sig også i det fokus, der lægges for dagen af investorer og analytikere, som centrerer sig om de faktorer, der kan fastholde den langsigtede vækst, og dermed forsvare den høje værdiansættelse.
Konkret handler det bl.a. om den strategiske satsning indenfor fødevareallergi, hvor peanutallergi-tabletten har gennemført fase 2 studiet tilfredsstillende, og nu står overfor at opstarte fase 3 studie i slutningen af året.
Et andet emne er hvad der skal ske med den hastigt stigende indtjening, som allerede har gjort ALK gældfrie ovenpå den store licensaftale med ARS Pharma. Her er fokus stadig på opkøb, licensaftaler og partnerskaber, samt ikke mindst investeringer i produktion, R&D og kommercielle vækstinitiativer.
Vækstdriverne for allergiselskabet er fortsat mangfoldige, og især de senere års godkendelser af børnetabletter skaber grobund for vækst, ligesom det også åbner døren til læger, der ikke tidligere har udskrevet allergitabletter.
Tabletter mod husstøvmider sælges i 21 lande, mens træpollen sælges i 13. Mere håndterbar er informationen om at ca. 20 pct. af de mere end 4000 læger, der har udskrevet tabletter til børn, ikke tidligere har udskrevet ALK’s allergitabletter.
Risikoen er i vores øjne ikke, om ALK kan fortsætte væksten i mange år endnu, men mere hvordan markedet og investorerne vil reagere på eventuelle usikkerheder og udsving undervejs. Uanset de flotte udsigter skal der med en Price/Earnings på 41,5 for i år og 32 for næste år leveres solid vækst hvert eneste kvartal.
Ser vi på casen lige nu er der plads til, at aktien kan fortsætte sin optur. Men man kan også se risikoelementer, som i sig selv ikke nødvendigvis er voldsomme, men dog nok til midlertidigt at ryste en høj aktiekurs.
I Tyskland er der f.eks. politisk debat om eventuelle prisrabatter næste år, og her er det værd at bemærke, at man specifikt fremhævede, at den øvre del af ALK’s opjusterede vækstforventning på 13-16 pct. forudsætter ”stabile pris- og rabatforhold”.
ALK-aktien er lige nu en af de aktier, hvor man enten skal gemme aktien og først kigge på den om fem år, eller også være indstillet på, at det kan blive en mere bumpet vej fremover.
Vort opdaterede kursmål på 290 er bestemt til den optimistiske side, og modsvarer en P/E på 40 for den forventede indtjening næste år.
Steen Albrechtsen
Konklusion
Aktuel kurs 270,40
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr) 290,00
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her









