Med et skambud på 123 mio. kr. plus kapitalindskud på over 1 mia. kr. for statens ejerandel på 81 procent i Vestjysk Bank er bankernes konsolideringsspil om Jylland skudt i gang.
Et modbud fra Jyske Bank synes mest oplagt. Topchef Anders Dam vil næppe lukke Nykredits Michael Rasmussen ind i sin baghave.
Statens, altså Finansministeriets, accept af et bud fra en investorgruppe med blandt andet Nykredit og Arbejdernes Landsbank giver mulighed for hø-jere modbud indenfor de næste fire uger. Ifølge bankanalytikere, som Økonomisk Ugebrev har talt med, er der tale om et skambud, hvor der reelt overføres op mod 1 mia. kr. i værdier fra staten (og skatteyderne) til de finansielle investorer.
Den meget lave købspris er altså meget ugunstig for staten. Men den løser to umiddelbare problemer: Dels afværges en lurende statsstøttesag fra EU-kommissionen, som andre lande dog tager ret lempeligt på. Og dels afhjælpes de anstrengte kapitalforhold i Vestjysk Bank, hvorved den umiddelbare konkurstrussel fjernes.
Ret beset skal de udmeldte købere kun betale 123 mio. kr. for at overtage næsten hele bankens aktiekapital, idet køberne betaler de ekstra ca. 1,1 mia. kr. i kapitalindskud til sig selv. Med tegning af 750 mio. nye aktier til én krone stykket kommer den nye aktionærgruppe til at eje 97 procent af aktiekapitalen.
Modbud fra Jyske Bank
Analytikere anser det for sandsynligt, at der kommer et modbud fra Jyske Bank:
For det første er Vestjysk Banks udlånsbog godt nok svag med en stor andel usikre landbrugsudlån. Men det påpeges også, at både landbruget og erhvervsejendomspriserne i provinsen er blevet styrket markant det seneste år. Bankens lønsomhed er meget høj med en basisindtjening på ca. 500 mio. kr. årligt før nedskrivninger. Hertil kommer, at Finanstilsynet de seneste år ikke har haft nævneværdige ekstra reservationer overfor udlånsporteføljen med store ekstrakrav til hensættelser.
For det andet kan Vestjysk Bank blive en vigtig brik i det fremtidige konsolideringsspil om Jylland. På den lange bane virker det oplagt, at Vestjysk Bank kommer til at indgå i Nykredit-gruppen – eller i hvert fald i partnerskabet omkring Nykredit og Totalkredit-bankerne. Med kontrol med Vestjysk Bank bliver Jyske Bank omringet af tre mellemstore banker, nemlig også Sydbank og Spar Nord, som også indgår i Nykredit-partnerskabet, som koncernchef Michael Rasmussen lægger enorm stor vægt på i disse år.
Strategisk risikerer Anders Dam fra Jyske Bank altså at blive klemt fra alle sider af Nykredit og Totalkredit-bankerne, og det er bestemt ikke en ønskesituation. Hverken Spar Nord eller Sydbank ventes at gå efter Vestjysk Bank, da der er andre Nykredit-partnere i investorgruppen, altså Arbejdernes Landsbank ud over Nykredit selv. Fra Jyske Bank lyder meldingen fra Anders Dam, om hvorvidt banken overvejer et modbud, ”ingen kommentarer.” Jyske bank har uden tvivl kigget i lånebøgerne og afvist købsinteressen. Men med det aktuelle skambud kan virkeligheden være en anden.
Sydbank og Spar Nord afviser interesse
Både Sydbank og Spar Nord afviser ret kategorisk at ville overveje et bud, hvilket virker logisk. Fra Sydbank siger Karen Frøsig, at ”Sydbank kommer ikke med et modbud på statens ejerandel i Vestjysk Bank. Og hvorvidt situationen på markedspladsen kommer til at ændre sig, må tiden vise. Sydbank står i dag som en af landets største banker stærkt i hele Danmark, og særligt i Sydvestjylland har vi en lang og stolt tradition for at drive bank. Vores områdehovedkontorer i henholdsvis Esbjerg og Herning bidrager solidt til bankens resultater, og det er vores klare ambition, at de fortsat skal gøre det.” Fra Spar Nords Lasse Nyby lyder meldingen: ”Jeg synes, at den løsning, der er blevet præsenteret, ser ud til at være positiv for langt de fleste interessenter omkring Vestjysk Bank. Det er lykkedes at skabe en løsning, som det nok ikke var så mange, der havde set komme. Så det ligger bestemt ikke i kortene, at vi fra Spar Nords side vil gøre noget i den sag.”
”Vi har i en årrække fulgt en strategi, hvor vi fokuserer på at være til stede i alle større byer i landet. Og den strategi er vi mere eller mindre i mål med. Så når vi ser på potentielle konsolideringsmuligheder, handler det ikke nødvendigvis så meget om at tage nyt land, men mere om at styrke vores position de steder, hvor vi allerede er etableret,” siger Lasse Nyby.
Hos Handelsbanken holder adm. direktør Lars Moesgaard en lille dør åben, men virker afmålt interesseret: ”Vi kommenterer ikke på konkrete cases, men vi har primært fokus på organisk vækst i Danmark.”
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.