First North selskabet ViroGates har i samarbejde med det svenske medicinalselskab Sobi udviklet en målemetode og et produkt, der kan helbrede alvorligt syge coronapatienter. Produktet forventes at blive kommercialiseret i Europa senere på året, hvis det bliver godkendt.
Forleden kom to børsmeddelelser fra de to selskaber, som beskrev stor succes med et klinisk forsøg med behandling af potentielt dødsyge coronapatienter. I meddelelsen fra Sobi blev det oplyst, at der på et forsøg på 600 potentielt meget syge coronapatienter var et forbedret klinisk udfald for patienten på 64 procent med stoffet anakinra. Tidlig behandling med stoffet kan altså fange de fleste potentielt meget syge coronapatienter i opløbet. Anakinra er skrap kost for patienterne, og derfor skal det kun anvendes på potentielt meget syge coronapatienter, og det er her, ViroGates’ biomarkør kommer ind i billedet. suPAR testen identificerer de coronasyge, som sandsynligvis står til at blive endnu mere syge.
Ifølge det kliniske studie bag forsøget betød behandling med anakinra, at coronavirus udviklede sig alvorligt i 22 procent af patienterne mod 59 procent ved den tidligere standardbehandling. Dødeligheden efter 30 dage blev reduceret fra 22 procent til 12 procent i forsøgsgruppen på 120 patienter.
Anakinra blev som lægemiddel godkendt i USA og Europa i 2001/2002 til gigt- og bindevævssygdomme. Når man har gigt, går immunforsvaret til angreb på kroppens væv, og derfor giver man anakinra, der dæmper immunforsvaret. Når man har alvorlig corona, kan immunforsvaret også være hyperaktivt (det er det, man måler med suPAR), og derfor dæmper man det med anakinra, så patientens immunforsvar bedre kan bekæmpe virussen. Afgørende for de positive resultater er dog, at coronapatienterne tidligt måles med ViroGates suPAR test, som groft sagt kan forudsige, om coronapatienter sandsynligvis vil udvikle en langt værre helbredssituation med potentielle vejrtrækningsproblemer med en potentiel dødelig udgang efter en tid i respirator. ViroGates markør har allerede været testet på danske sygehuse under viruskrisen, og den kan med stor sikkerhed forudsige, om coronapatienter ikke bliver dårligere, eller om de udvikler en kritisk tilstand.
Ud over, at udvælgelsen med først ViroGates’ markør, og dernæst Sobis lægemiddel, kan komme til at revolutionere behandlingen af coronasyge, er det ud fra en aktievinkel en meget interessant udvikling for begge selskaber. For ViroGates kan samarbejdet markere et tigerspring, da suPAR-testen normalt sælges af selskabets egen lille salgsstyrke. Men fra august kan de to behandlinger groft sagt blive solgt i en pakke til internationale sygehuse gennem Sobi, som har en 10 gange så stor salgsstyrke. Samtidig vil det antageligt betyde, at antallet af hospitaler, som fremover kommer til at anvende suPAR som standardbehandling ved akutmodtagelse af coronapatienter, potentielt kan stige eksponentielt.
Da Sobis produktet endnu ikke er godkendt af myndighederne, er det ikke muligt at starte salg og markedsføring. Det forventes, at en mulig godkendelse kan blive givet allerede om få måneder. Om det kommercielle potentiale for ViroGates siger inventor og medstifter Jesper Eugen-Olsen til Økonomisk Ugebrev: ”Kombinationen af suPAR og anakinrabehandling betyder, at vi kan nedsætte risikoen for, at patienterne får et negativt udfald til ca. en tredjedel. Selvom vi i Danmark på nuværende tidspunkt har mindsket andelen af alvorlige tilfælde af COVID-19, er der stadig store problemer i mange andre lande. Vi forventer et markant potentiale i Europa, hvis behandlingen bliver godkendt.” Perspektivet er, at de to selskaber senere muligvis vil søge godkendelse hos amerikanske FDA, hvor anakinra allerede i dag er godkendt til behandling af andre sygdomme, for at opnå salg og markedsføringstilladelse i USA til behandling af COVID-19 patienter.
Morten W. Langer
MWL ejer privat aktier i Virogates
Aktuel kurs: 218,00
Kursmål (3 mdr.): N/A
Læs tidligere analyser af Virogates her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.