Ørsted har for nylig fremlagt et white paper, som har til formål at understøtte den fremtidige udbygning af offshore vindparker. Den store grønne energigigant beskriver også scenarier, hvis der ikke sker noget. Nemlig at Ørsteds forretningsmodel bliver truet, fordi investorer fortsat vil lægge store vindprojekter på is. Chefredaktør Morten W. Langer gengiver her hovedpunkter fra Ørsteds white paper ”Offshore Wind at a Crossroad”.
Når man læser Ørsteds aktuelle white paper, får man indtrykket af, at det er et råb om hjælp fra Ørsteds topledelse for at sikre selskabets økonomisk overlevelse på den lange bane.
Men det er også et opråb om, at der skal helt andre boller på suppen, hvis myndighederne skal tage egne målsætninger om grøn omstilling alvorligt. For at komme tilbage på sporet skal der ske drastiske ændringer fra myndighedernes side. Det kommer vi tilbage til.
Konsekvenserne for den grønne off shore vindindustri og for Ørsted er meget alvorlige, hvis der ikke sker noget. Man får nærmest indtrykket af, at Ørsted kan blive overlevelsestruet, selvom det ikke er sådan, det direkte formuleres.
Problemet er aktuelt, at nyinvesteringer i store vindprojekter i Europa er gået i stå, fordi investeringscasen simpelthen ikke er attraktiv for investorerne.
Den vigende investeringslyst hænger sammen med vindindustriens onde cirkel, som skabes af usikre salgspriser på elproduktionen fra vindprojekterne, manglende udbygning af internationale el-infrastrukturer, højere anlægsomkostninger, stigende renter og kostbare projektaflysninger.
Det påpeges, at denne cyklus gør det svært for Ørsted at nå egne vækstmål og mindsker mulighederne for at realisere kommende vindparker på økonomisk bæredygtige vilkår. Der er altså helt klart en god forklaring på, at en stribe finanshuse de seneste uger har nedjusteret deres kursmål på Ørsted-aktien. Og aktiekursen er aktuelt den laveste i knap ti år.
Ørsteds white paper beskriver to veje frem for at redde offshore vindindustrien og accelerere den grønne omstilling i Europa.
For det første skal der skabes systemer, som garanterer investorerne en fast elpris fra vindmølleproduktion. Ørsted foreslår en model, hvor vindinvestorerne garanteres en mindstepris på den afsatte grønne el. Konkret foreslås en ti-årig CfD-ramme (Contracts for Difference), som garanterer en mindstpris hvis og når markedsprisen falder under dette prisleje. Modellen skal sikre, at der opføres 100 GW offshore projekter over ti år med 10 GW årligt i perioden 2031 til 2040.
Den samlede støtteomkostning for EU-staterne afhænger altså af markedsprisen på el. Den skønnes at kunne løbe op i otte mia. euro per år, ellers 120 mia. euro i kontraktperioden på CfD-kontrakterne med en løbetid på 15 år. Det påpeges, at støttebeløbet også kan blive lavere, hvis markedspriserne er højere end aftaleprisen. I disse perioder kan offshore projekterne generere indtægter til staterne.
For det andet skal samfundet elektrificeres langt mere. I dag er det nemlig sådan, at der ikke er et marked til at aftage den stigende grønne elproduktion. I flere EU-lande overstiger den grønne elproduktion fra sol og vind periodisk hele samfundets efterspørgsel efter elforsyning. Og så længe der ikke er effektive lønsomme muligheder for lagring af overskudsproduktion af el, er det ikke rentabelt at øge produktionskapaciteten af grøn el.
Vurderingen er, at hvis elektrificeringen af samfundet udebliver, vil Ørsted få sværere ved at vinde og udvikle projekter, især uden statslige støtteordninger. Der vil være stigende risiko for stranded assets, hvis pipelineprojekter ikke når FID (final investment decision).
Ørsted kan risikere at skulle gentænke strategien væk fra ekspansion indenfor offshore vindprojekter. Og Ørsted ville dermed risikere at miste sin aktuelle stærke markedsposition, da volumen og skala er afgørende for vindudviklingsselskabets forretningsmodel.
Derfor skal samfundet elektrificeres markant mere end i dag, hvis den grønne omstilling skal fremmes. Og hvis det ikke sker, kan det true Ørsted og hele offshore vindindustrien på eksistensen.
Som mulige initiativer nævnes politisk fremme af elektrificering af industrien, f.eks. via EU’s Net Zero Industry Act, endnu mere elektrificering af transport, blandt andet elbiler og e-fuels, bygningsopvarming med varmepumper og øget satsning på brintproduktion og power-to-x.
Det hele vil også kræve øgede investeringer i elnetinfrastrukturen, så der er kapacitet til at transportere el i større mængder, fra hvor den bliver produceret, til hvor den bliver forbrugt. Også over længere afstande.
Morten W. Langer
