Her præsenterer vi hver uge kommentarer til alle C20-aktierne. Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse, og formålet med denne gennemgang er at give læserne et overblik over den aktuelle status hos de vigtige C20-aktier.
For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Alle kurser er korrigeret for udbyttebetalinger.
Købs- og salgsanbefalingerne på de enkelte aktier må kun betragtes som vejledende, og handel i aktierne sker på eget ansvar.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold
Aktuel kurs: 9140,00
APM ligger indenfor rammerne af en stigende kurskanal med loft i 10092 og bund i 8153. Men efter den seneste kurstop i 9600 ligner det et fortsat fald ned under 9000, så indtil videre nøjes vi med en Hold-anbefaling.
Carlsberg B – Hold
Aktuel kurs: 633,00
Carlsberg formåede ikke at komme forbi kurstoppen i 646 fra den 19. april, og det koster aktien en købsanbefaling. Så længe kursen holder sig over 50 dages glidende gennemsnit i 609, kan aktien dog holdes.
Chr. Hansen – Hold
Aktuel kurs: 404,50
Chr. Hansen ligger midt i det vandrette kursinterval 380-440 og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.
Coloplast – Hold
Aktuel kurs: 487,40
Coloplast holder sig stadig på den rigtige side af støttelinjen ved 485, men med faldende kurstoppe øges sandsynligheden for et fald ned under den grænse. Et sådant fald udløser en salgsanbefaling.
Danske Bank – Hold
Aktuel kurs: 183,80
Danske Bank angreb fredag igen modstanden ved 183. Den forsigtige investor afventer en stigning forbi toppen fra marts i 188 før et køb overvejes.
DSV – Sælg
Aktuel kurs: 273,50
DSV formåede ikke at komme forbi modstanden ved 285, og nu siver kursen i stedet nedad. Afvent en stigning forbi 285 før et køb overvejes.
FLSmidth & Co – Sælg
Aktuel kurs: 252,40
FLSmidth passerede fredag grænsen til en salgsanbefaling, som blev udløst af kursfaldet ned under 50 dages glidende gennemsnit i 255.
Genmab – Køb
Aktuel kurs: 963,00
Genmab har svært ved at komme forbi 970, men selvom omsætningen i aktien er svagt faldende, har det endnu ikke medført et kursfald. Et fald ned mod 950 kan benyttes som en købsmulighed.
GN Store Nord – Sælg
Aktuel kurs: 127,80
GN Store Nords sidelæns bevægelse berettigede indtil fredag egentlig til en Hold-anbefaling. Men fredagens fald, den manglende evne til at komme forbi modstanden ved 137, og shorthandlernes store engagement i aktien får os til at vælge den forsigtige vinkel på GN Store Nord og anbefale et salg.
ISS – Hold
Aktuel kurs: 246,80
ISS’ bratte kursfald efter at have sat to kurstoppe ved niveauet 258 er lidt bekymrende. Hvis kursen fortsætter ned under støttelinjen ved 245 ændrer vi anbefalingen til Sælg.
Jyske Bank – Sælg
Aktuel kurs: 266,10
Jyske Banks 1. kvartalsregnskab skuffede markedet i denne uge, og kursens forsøg på at bryde modstanden ved 285 blev prompte afvist. Afvent en stigning forbi 50 dages glidende gennemsnit i 293 før et køb overvejes.
Nordea – Hold
Aktuel kurs: 63,10
Nordeas kurstoppe ligger stadig lavere og lavere, men vi bemærker, at det ikke længere er tilfældet for kursbundene. Det kan være et signal om at Nordea efterhånden er ved at nærme sig bunden af et langt kursfald.
Novo Nordisk B – Hold
Aktuel kurs: 362,90
På trods af en nedjustering af helårsforventningerne i Novo Nordisks 1. kvartalsregnskab holdt kursen sig indenfor rammerne af det vandrette kursinterval 355-400. Først ved et fald ud af dette interval ændrer vi anbefalingen fra Hold til Sælg.
Novozymes B – Hold
Aktuel kurs: 311,50
Novozymes’ seneste kursstigning har bragt kursen op i den øverste del af intervallet 270-340. Dermed er der kun et begrænset potentiale før mødet med modstanden ved 340.
Pandora – Sælg
Aktuel kurs: 844,00
Pandoras fald til 818 skete under den højeste omsætning siden begyndelsen af februar, mens den efterfølgende stigning skete under en ganske moderat omsætning. Det fortæller om en kapitaludstrømning fra aktien, som kan være optakten til et større kursfald.
TDC – Hold
Aktuel kurs: 33,26
TDC forsøger nu at komme afgørende forbi modstanden ved 33, og hvis det lykkes vil det være et købssignal.
Tryg – Hold
Aktuel kurs: 122,70
Tryg har indtil nu sat højere kurstoppe og -bunde, og det er definitionen på en aktie i stigning. Fredagens fald ned under 50 dages glidende gennemsnit i 124 tænder dog en gul advarselslampe.
Vestas Wind Systems – Hold
Aktuel kurs: 465,00
Vestas formåede ikke at komme forbi modstanden ved 465 i første omgang, men nu forsøges igen. Stigningen fredag skete under den højeste omsætning siden den 9. februar, og det er udenlandske investorer som står bag handlen i øjeblikket.
William Demant Holding – Hold
Aktuel kurs: 668,00
WDH satte en ny kurstop i 698, men det skete under en lavere omsætning end ved den forrige kurstop. Det indikerer at investorinteressen for WDH nu har toppet. Samtidig er shorthandlerne tungt lastet i WDH-aktier, så på trods af den nye kurstop nøjes vi med en Hold-anbefaling.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her