I sidste uge spåede vi, at Zealand Pharma snart ville overtage GN Store Nords førsteplads på shortlisten. Skiftet blev en kendsgerning i denne uge, hvor shortandelen i Zealand Pharma steg, mens den igen blev reduceret i GN Store Nord.
GN Store Nord var længe den mest shortede aktie på den danske børs, men de seneste uger har shorthandlerne systematisk reduceret deres shortandele. Det gjorde de også i denne uge, hvor en reduktion på 0,13 procentpoint bragte GN’s shortandel ned på 6,87 pct. Det er stadig en betydelig andel, men det er mindre end Zealand Pharmas shortandel på 7,21 pct. efter en forøgelse på 0,27 procentpoint i denne uge.
Største forøgelse stod ChemoMetec for med en stigning på 0,49 procentpoint. Shorthandlerne deler tilsyneladende ikke investorernes hovedkulds begejstring for selskabets årsregnskab, som sendte kursen lodret opad.
Til gengæld tror de på ISS, som stod for ugens største reduktion i shortandel med 0,45 procentpoint. Her er der overensstemmelse med investorerne, som sendte ISS’ kurs op gennem en vigtig modstandslinje.
Bruno Japp
Sådan læses tabellen: De professionelle investorer skal indmelde deres shortpositioner over 0,2% af selskabets aktiekapital til Finanstilsynet. Jo større shortposition, jo større er troen for aktiekursfald blandt typisk udenlandske shortfonde.
”Ændring (procentpoint)” viser den seneste uges ændring i fondenes shortpositioner. Fald i shortposition indikerer, at fondene under ét tilbagekøber aktier for at afdække deres positioner. Deres tro på kursfald er altså vigende. Øgning af shortpositioner viser, at fondene sælger lånte aktier for at øge deres position, og dermed øger deres spekulation i kursfald. Store shortpositioner kan udløse et såkaldt short squeeze med markante kursstigninger, hvis der kommer positive nyheder fra selskabet.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.