Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Ledelse

Analytikerne opjusterer stort set alle danske C25-selskaber

Morten W. Langer

søndag 08. august 2021 kl. 13:00

Porteføljen - Trods smerten: Man skal være med i dette marked

Over de seneste tre måneder har danske og internationale aktieanalytikere opjusteret deres årsforventninger til de danske C25-selskabers overskud. Kun for to af de 25 C25-selskaber har der været tale om nedjusteringer. Største opjusteringer har analytikerne overraskende tildelt ISS og FLSmidth. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår her oversigten med analytikernes seneste justeringer.

Aktieanalytikere har over en bred kam opjusteret deres estimater til C25-selskabernes årsoverskud over de seneste måneder. Selvom den vestlige verden er præget af stigende råvarepriser, højere transportpriser og knas i logistikken, har de løbende givet deres estimater et løft. For en del selskaber betyder det tårnhøje værdiansættelser.

Mest bemærkelsesværdigt er øgede overskudsestimater for servicekoncernen ISS og for FLSmidth, hvor sidstnævnte netop har offentliggjort opkøb af tyske Thyssenkrupps mineforretning. ISS har over det seneste år udskiftet det meste af topledelsen med tidligere Danske Bank CFO Jacob Aarup-Andersen som ny CEO.

Hans oprydningsplan har de seneste måneder for alvor påvirket analytikernes syn på selskabet, herunder aktiekursen, som alene de seneste tre måneder er steget 26 procent. Analytikernes EPS-estimat er alene på tre måneder opjusteret med 31 procent, så der forventes for alvor øgede overskud om ét år.

Næsten samme historie kan fortælles om FLSmidth, hvor aktiekursen dog ligger underdrejet, ikke mindst efter annonceringen af det store tyske opkøb, som delvist skal finansieres af en aktiekapitaludvidelse. Det ændrer dog ikke ved, at analytikerne de seneste tre måneder har opjusteret EPS-overskuddet med hele 28 procent.

Hovedforklaringen er antageligt, at metalråvarepriserne, herunder kobberpriserne, er steget markant over de seneste måneder, og det øger sandsynligheden for, at mineselskaberne vil øge de fremtidige investeringer i mineudstyr.

Udviklingen bekræftes også af de seneste målinger af stemningen hos mineselskaberne. Også udsigten til synergier ved Thyssenkrupps mineaktiviteter vil på den lange bane løfte analytikerforventningerne, mens de kan blive presset på den korte bane.

Analytikernes opjusteringer af deres estimater i A.P. Møller-Mærsk er en mindre overraskelse, da container fragtraterne bliver ved med at buldre opad, og det vil udløse gigantoverskud de kommende kvartaler, men rateniveauet ses ikke som holdbart på den lange bane.

Dansk coronavaccine er fortsat en joker
Bavarian Nordic står også til fremgang, men EPS-estimaterne ligger lige omkring nulpunktet for næste år, hvorved procentændringerne kan blive meget store med små absolutte ændringer. Analytikerne forventer dog et EPS-overskud på ca. fem kroner i 2023, svarende til en pris på 50 gange 2023-overskuddet. Eventuel finansiering af fase 3 for den danske coronavaccine er fortsat en joker. Også Demant, GN Store Nord og Netcompany ser analytikerne på med positive briller. Især de to høreapparatproducenter har været ramt af coronanedlukninger, og analytikerne tror nu på større vækst end for tre måneder siden. Demant-aktien er dog løbet langt hurtigst med en kursstigning på 24 procent de seneste måneder, mens GN-aktien ligger stort set uændret.

Også Netcompany fortsætter fremgangen, og det ser ud til, at der er store forventninger til, at IT-konsulenten kan fortsætte den stærke vækstrejse. De seneste års kursstigninger betyder dog også, at aktien nu handles til 47 gange næste års overskud, hvilket er i den dyreste ende af værdiansættelser på den danske børs.

I bunden af ranglisten udskiller Ambu og Ørsted sig negativt: Analytikerne har de seneste måneder nedjusteret deres forventninger til de to selskabers kommende overskud, og nedjusteringerne er fortsat de seneste fire uger. Ambu er de seneste tre måneder sat 33 procent ned i aktiekurs, men aktien handles fortsat til 110 gange det forventede overskud i 2022. Også Ørsted er en af de dyreste aktier på den danske børs med en pris på 50 gange det forventede overskud næste år. Begge aktier er derfor stærkt eksponeret for yderligere kursfald, hvis der kommer flere skuffelser.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Ledelse

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.