For Christian Kjær, tidligere storaktionær i FLSmidth og bestyrelsesformand i bl.a. NKT og Aalborg Portland, har det gennem karrieren været en drivende kraft, at han ville sikre, at Danmark havde store koncerner, der betalte meget skat. Det fortæller han i DR’s dokumentar Christian Kjær – farvel og tak.
Det er sådan noget, der kan lyde vel højstemt for generationen, der kom efter ham, og også for en del af hans egen generation (han er født i 1943). Erhvervsledere, der var blot lidt yngre, kom til at se anderledes på det.
De troede på shareholder value og på, at det var dygtighed og flid, ikke medfødte privilegier og pligter, der talte. Nu er Christian Kjær gammel og ramt af parkinsons syge. Han er dybt såret og desillusioneret over ikke bare at være straffet for en dum situation, hvor han angiveligt i hidsighed påkørte en person i lav fart, men også frataget kørekort, jagttegn og ridderkors, og med det sidste adgangsbilletten til hoffet.
Nu er han flyttet til Schweiz. Anmelderne har set programmet vidt forskelligt. Politikens Sarah Skarum ser blot den rige mand, der ynker sig selv. Berlingskes Sarah Iben Almbjerg ser især, hvordan rigdom kan være et fængsel. I Kristeligt Dagblad finder Birgitte Stoklund Larsen, at det er et stærkt portræt af et menneske, men også en trist historie med mere farvel end tak.
For Christian Kjær personligt er det selvfølgelig et farvel. Men det, som især gør udsendelsen interessant, er, at hans værdisæt ikke længere er på vej ud – det er tværtimod på vej ind igen. Moderne dagsordner i erhvervslivet om samfundsansvar, diversitet og metoo udgør i realiteten en tilbagevenden til et samfund, hvor den enkelte er underlagt stærke, moralske normer, og hvor man er født med en række pligter.
Arver man en formue, skal man aktivere den til samfundets bedste. Er man kvinde med ledelsestalent, skal man bruge det og være et forbillede. Er man leder, skal man tage ansvar for medarbejdernes moralske habitus. Og så videre.
Derfor kan nutidens erhvervsledere se udsendelsen med den fascination, at den ikke bare handler om Christian Kjærs fortid, men også om deres egen fremtid. Også de vil en dag blive gamle, og også de vil blive bedømt nådesløst på, om de formåede at lade deres privilegier komme en større sag til gode. Nogle vil lide den tort, at de normer, de bliver dømt ud fra, er nogle andre end dem, der gjaldt, mens de var erhvervsaktive.
Vi giver ikke anmelderstjerner på denne plads, men havde vi gjort det, havde der været fuld plade til dokumentaren. Stor ros til DR og instruktøren Ulrik Einer Ehrhorn Gutt-Nielsen, og stor tak til Christian Kjær og hans familie for at stille sig til rådighed for et nærgående portræt, der rækker langt ud over dem selv. Se dokumentaren her.
Sten Thorup Kristensen
