Boganmeldelse: Den bedste danske bog nogensinde om samarbejdet imellem en bestyrelse og en direktion – og om det at være bestyrelsesmedlem? Sådan skriver professionelt bestyrelsesmedlem og bestyrelsesformand Ole Borch i denne anmeldelse af bogen ”Virksomhedsledelse for bestyrelse og direktion/Vejen til bestyrelseslokalet,” skrevet af den erfarne erhvervsmand Waldemar Schmidt. Bogen kan indtil videre kun købes på Amazon.
Det var tilfældigt, jeg opdagede, at den danske erhvervsmæssige sværvægter, Waldemar Schmidt, i denne måned har udgivet en erhvervsbog med titlen ”Virksomhedsledelse for bestyrelse og direktion.”
Men det var svært at finde ud af, hvor bogen kan købes: Jeg søgte i nogen tid forgæves. Hverken boghandlere eller AI gav nogen hjælp. Men på Amazon fandt jeg den. Og jeg må sige: Jeg er begejstret.
Det er den bedste bog om bestyrelsesarbejdet, direktionsarbejdet og samarbejdet imellem bestyrelse og direktion, jeg har læst. Den bedste – endda med afstand.
Men faktisk er det to bøger i én, som forsiden også angiver. For undertitlen Vejen til bestyrelseslokalet er en selvstændig bog om netop det emne. Indledningen er en dedikationen:” Til alle i bestyrelseslokalet. Og til alle som gerne vil derind”.
Min anmeldelse indledes med at bekræfte, at det indfries til overmål. Jeg opfordrer alle – uden undtagelse – der arbejder i eller med bestyrelser til at læse bogen (altså bøgerne) og tænke over de mange, mange anbefalinger.
Opbygningen i de to bøger er ens: Forord, Introduktion og så en række korte kapitler – 54 i den første og 32 i den anden. Alle kapitlerne er bygget ens op: Introduktion, analyse og anbefalende konklusion. Alle kapitlerne er korte – to til tre sider. Tilsammen ca. 230 sider.
Men prøv ikke at komme det hele hurtigt igennem. En af bogens flere fremragende egenskaber er, at Waldemar Schmidt ikke alene går direkte til stålet, men også skriver koncentreret og uden omsvøb. Kapitlerne er stringente analyser af de opgaver, udfordringer og muligheder, Waldemar Schmidt har ønsket at belyse i samspillet imellem en bestyrelse og en direktion.
At skrive så meget på i sammenhængen så få sider, må have kostet talløse timer. For det er jo at skrive kort, der kræver tid jf. Blaise Pascal.
I bogens sidste fire sider beskriver Waldemar Schmidt sig selv. Ordene ”Global forretningsmand med betydelig erfaring som CEO, bestyrelsesmedlem og bestyrelsesleder” efterfølges af et CV, der er second to none.
Det gamle danske ordsprog ”Erfaren mand er god at gæste” betyder, at når man har brug for råd, er erfaring det, man skal søge. Sjældent præcist at nævne her. Når den erfarne mand samtidigt er brillant til at formulere sig, bliver resultatet en bog, der som sin forfatter er second to none.
Sine steder skal men lige tænke ind, at rådene refererer til koncernledelsen i selskaber. Der er en del trin – for ikke at sige en trappe – over det, som de fleste af os kommer i nærheden af. I første bogs kapitel 20, om CEOens eksterne aktiviteter, bemærkes, at en CEO i en global virksomhed må forvente 3.000 arbejdstimer om året. Altså 60 timer i gennemsnit alle årets uger, også jul og sommerferie.
Selv om man også andre steder kan mene, at det er en reference til kæmpe-koncerner, så er min opfordring, at man tager alle rådene til sig. Basalt set er problemstillingerne de samme også i meget mindre selskaber/koncerner.
Kapitel 22 i første bog hedder: Hvorfor ødelægger så mange succesfulde CEO’er deres egen karriere? Flot at tage emnet op. Læs selv bogens skarpe analyse.
Headhuntere vil nok ikke rose bogen, som jeg gør – for selv om Waldemar Schmidt absolut anerkender behovet for headhuntere, så indeholder begge bøger nogle skarpe kommentarer og argumenter for behovet for at præcisere mandatet og udfordre de konkrete søgninger.
Jeg sidder med en stor lyst til at nævne og kommentere nærmest alle kapitlerne. Dels har jeg ikke pladsen til det, men dels giver det heller ikke mening at prøve at sammenskrive det i forvejen tætskrevne.
Undlade kan jeg dog ikke at nævne et af rådene til bestyrelsesmedlemmer: ”Det stærkeste non-executive bestyrelsesmedlem leder ikke igennem at give svar, men gennem spørgsmål, som får andre til at tænke klarere”.
Med reference til Anbefalingerne for god selskabsledelse, er mine afsluttende ord: Hvis jeg var i toppen på en stor koncern med flere lag i form af både selskaber og ledelser, ville jeg udlevere et eksemplar til hver og en af dem. Kræve at de læste og forholdt sig til den. Og herefter meddele, at fra nu er reglen: Følg eller forklar!
”Virksomhedsledelse for bestyrelse og direktion/Vejen til bestyrelseslokalet,” Waldemar Schmidt, Forlaget Editora Val de Mar, 236 sider, kan købes på Amazon.de









