Boganmeldelse: Mediernes usynlige magt

Medier kan sætte dagsordner og ændre vedtagne sandheder – i nogle tilfælde endda uden at hverken de selv eller mange andre hæfter sig ved, at det sker. En ny antologi søger, med vekslende succes, at indkredse fænomenet.

Man kan være på venteliste til så mange ting. Men spørger man danskerne, hvad de forbinder med ordet, vil de fleste nok nævne hospitaler. Det er en del af den kollektive bevidsthed, at hospitaler i perioder har været langt bagude med operationer, hvorfor patienterne unødigt har måttet lide i måneder eller endda år. Politisk har det også været et stort tema og ført til behandlingsgarantier.

Men denne kollektive bevidsthed er kun et par årtier gammel. Indtil et stykke oppe i 90’erne var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at hospitalerne kun handlede her og nu ved akutte lidelser, mens de ikke-akutte blev håndteret, efterhånden som man havde tid til det.

Det ændrede sig, da Hjerteforeningen fik den ide at lave lobbyvirksomhed gennem medierne, som på deres side ikke var sene til at bringe historierne, som handlede om lidende mennesker. Senere bidrog også Kræftens Bekæmpelse, og hvor fokus i begyndelsen var på generne ved ventetiden, blev det senere – og helt overordnet ukorrekt – strammet til, at patienter døde, mens de ventede.

Eksemplet er med i en ny antologi, ”Når medierne sætter dagsordenen”, og det er stærkt tankevækkende. Her er ikke tale om ét medie, der har kørt en kampagne, som folk husker, men om en lind strøm af artikler, som over flere årtier gradvist har ændret den generelle opfattelse af sygdom og behandlingen af den.

Man kan dårligt kritisere de to patientforeninger, for de har naturligvis ret til at tale deres sag, også gennem medierne. Og de havde en valid pointe for så vidt, at den gamle procedure på hospitalerne var problematisk for dem, som måtte vente. Men mediernes arbejde har altså her ført til et holdningsskred, der har haft nogle konsekvenser, hvoraf ikke alle er positive. De ressourcer, man bruger på at afskaffe ventelister, går fra andre steder.

Det er Marie Louise Tørring og Mette Stentoft, der har skrevet om ventelisterne. Kåre Mølbak og Peter Reinhard Hansen skriver om en anden case, nemlig mediernes behandling af HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft.

Her var mediernes partner ikke organiserede patientforeninger, men snarere skræmte mennesker på sociale medier. Især TV2 gik i vandet og deltog i en usaglig mistænkeliggørelse af vaccinerne. Forfatterne dokumenterer, hvordan indberetninger af bivirkninger stiger brat efter hver omtale i medierne, og de fortegnede budskaber havde også den ulykkelige konsekvens, at mange undlod at tage vaccinen, hvorved de eksponerede sig for kræft.

De to kapitler er desværre de eneste rigtigt gode i bogen. Der er andre interessante oplysninger og betragtninger. Men analyserne er svagere fra de andre bidragsydere, som i varierende grad forfalder til at være anklagere og argumenterer for, at medierne i konkrete tilfælde skulle have vinklet anderledes, suppleret med andre synspunkter og valgt andre cases.

Disse synspunkter er valide nok. Men de siger ikke noget om en tendens eller om systemfejl, for det er nu engang et grundvilkår i journalistik, at der ikke findes nogen endelig sandhed om, hvordan en historie skal fortælles. Perspektivet vil være forskelligt, alt efter hvor historien anskues fra.

To af de dårligste kapitler handler om den finansielle journalistik. Det ene indeholder en uforbeholden ros til Berlingskes Cavling-vindende historier om hvidvask i Danske Bank. Det var også en stor præstation og en vigtig sag at tage op, men det hele blev skæmmet af, at avisen aldrig rigtigt forholdt sig til, hvem de havde historien fra, og hvilke interesser disse havde. Og man forholdt sig heller ikke til en vigtig kontekst: Verden udvikler sig hele tiden, og synet på såvel hvidvask som erhvervssamkvem med Rusland skiftede fundamentalt.

Professor Finn Østrups kapitel om finansjournalistikken er bogens mest grumsede. Når han f.eks. skriver, at der i medierne ”aldrig” har været kritisk behandling af Luxemburg og Schweiz som skattely, at medierne ”generelt har forholdt sig tavse” om problemer ved bankers rådgivning af privatkunder, og at medierne nok blev overraskede over den folkelige opstand mod Nykredits bidragsforhøjelser i 2016, undrer man sig over, hvilke erhvervsmedier professoren dog følger.

Sten Thorup Kristensen

Når medierne sætter dagsordenen. Redaktion ved Vibeke Borgberg m.fl. DJØF Forlag.