G2 har intet med geopolitik og stormagter at gøre, men er et ledelsesbegreb, som den amerikanske virksomhedsrådgiver, Philip Palaveev, har gjort til sit livsprojekt. Det handler om at skabe en ny leder- og ejer-generation, G2, der kan fortsætte, udvikle og forbedre grundlæggerens værk – uden at sælge virksomheden. G2 handler decideret om at udvikle det skabte fremfor at afvikle, sælge eller gøre noget andet radikalt.
Bogen ”G2 Building the Next Generation” i Bloombergs bogserie Financial Series handler i bund og grund om den næste generation, og om at skabe et godt lederskab efter grundlæggerne af ejerledede virksomheder, der har vokset sig store.
I langt de fleste ejerdrevne virksomheder bliver generationsskiftet på et tidspunkt ejerens største opgave eller hovedpine, hvis det blot sælges til en stor aktør, som ikke har respekt for virksomhedens kultur, historie og værdier. Bogens forfatters løsning lyder enkel: Det drejer sig om at fortsætte firmaet med nye ejere og ledere. Han sammenligner et firma med et maleri. Det skal kunne ses, når maleren er død. Men det er sværere sagt end gjort. Derfor må den nuværende ejer arbejde målbevidst på G2, dvs. på at finde en efterfølger, der så at sige læres op i firmaet over en årrække, og som tilfører firmaet nogle egenskaber, som grundlæggeren ikke havde eller har.
Det er selvsagt en helt anden tilgang end at lade en professionel leder overtage firmaet i ét hug.
Det er dog langt fra sikkert, at de eksisterende medarbejdere egner sig til at blive partner og senere ejer. Men han mener også på grundlag af sine 18 år som rådgiver, at leder- og ejerrollen kan læres i langt større omfang, end de fleste hævder. En G2-person skal trækkes ind i firmaet med en erfaring fra andre virksomheder og funktioner. Og de skal ikke have været med i firmaet i dets første ti år – mindst.
De skal altså ikke have været en del af firmaets startop fase. De skal være der for at kunne udstikke nye veje, når grundlæggeren er væk, og så skal man ikke belemres med en gammel bagage. Omvendt skal firmaet, som det er i dag, fortsættes og udvikles med nye impulser. Om G2 omfatter én eller flere personer er ikke afgørende. Det er ideen i processen, det kommer an på.
Forfatteren, der voksede op i Bulgarien under kommunismen, og som derfor måtte lære alt fra grunden, mener, der er uhyre få personer, der egner sig som G2-kandidater, ligesom der er uhyre få succesrige iværksættere.
G2-personerne skal vælges med omhu og kultiveres
Men de har en helt særlig rolle i forhold til en iværksætter eller en manager, der med en pose penge vil eje en virksomhed. Han mener, at firmaer har behov for en G2-person for at skabe vækst. Derfor skal personerne udvælges med omhu, og de skal kultiveres gennem en længere årrække – ikke bare to-tre år.
De skal fra starten vide, at de påtænkes at føre firmaet videre, og det skal medarbejderne også vide. De skal gradvist have mere ansvar på alle funktioner, og de skal også kunne begå fejl, uden at ejeren redder dem.
Ejeren skal så at sige passivt se på, at G2-eren brænder fingrene og sætter penge og måske prestige over styr. Det er et led i processen. Det er vidst nok en anden tænkning, end mange virksomhedsejere og generationsskifte-eksperter opererer efter.
Endnu en fordel ved at få en yngre person ind i G2-rollen er, at han eller hun kan tiltrække en yngre arbejdskraft og forstå den næste generation af kunder og forbrugere. Alt i alt anbefaler Palaveev en meget lang proces, ofte ti år. Og det er ikke just dét, som er realiteten i dagens verden, når man taler om forandring eller generationsskifte.
Han begrunder det med, at i ejerdrevne virksomheder skal ejeren have en langt bredere indsigt i alle aspekter af virksomheden – fra produktet over salg til ledelse. På samme måde skal G2’eren drages direkte med ind i ejerskabet, omend gradvist.
G2’erne skal ikke belønnes med bonusordninger osv. Nej, de skal have et direkte ansvar. De skal blive til en del af virksomhedens DNA. Men de skal ikke kun være en erstatning for grundlæggerne. De skal kunne udvikle det skabte på en ny og mere vækstorienteret måde – så maleriet kan blive stående.
G2 – Building the Next Generation, Philip Palaveev, 244 sider, 60 dollar.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.