Fra CFO til CEO. Mange CFO’er drømmer om at tage det sidste skridt op ad karrierestigen. Men hvilke udfordringer står de over for – og hvilke færdigheder skal de mestre for at lykkes? Konsulenthuset Spencer Stuart prepper CFO’er og andre i topledelsen til at blive ideelle CEO-kandidater.
CEO. Chief Executive Officer. Toppen af kransekagen. Enden af karrierestigen. En eftertragtet position – også af CFO’er. Rigtig mange CFO’er vil nemlig gerne tages i betragtning, når der skal skiftes ud på øverste etage. De er også et naturligt valg – de kender virksomheden, udfordringerne, økonomien, menneskene.
Men visse ting spænder ben for CFO’en. CEO’er, der er blevet forfremmet fra deres CFO-stilling, er generelt langsommere til at vækste på toplinjen end andre. Kun 8 pct. formår at føre deres virksomheder til at være i Top 25 pct.
Til sammenligning har CEO’er, der er forfremmet fra to eller flere niveauer under CEO-posten, samt divisions-CEO’er langt større sandsynlighed for at overgå konkurrenterne. Der er altså nogle forhindringer for finansielle ledere, der ønsker at træde et skridt opad.
Spencer Stuart har talt med mere end 40 topledere, som tidligere har været CFO’er om, hvilke kompetencer de var nødt til at udvikle for at blive seriøse CEO-kandidater. Det er kogt ned til en liste på ti færdigheder:
1) Følg med. Flere CEO’er nævner, at man aldrig må stoppe med at lære, være nysgerrig, blive klogere. Man bør læse bøger, artikler, rapporter, analysere konkurrenter, følge med i hvad der sker rundt omkring i verden.
2) Plej dit netværk. Ikke underkend værdien af et stærkt netværk. Tag til receptioner, middage – snak og netværk. At kende folk i branchen, diskutere trends og udveksle idéer er en del af at være CEO. Så uanset hvor travlt, man selv synes man har, bør man sætte tid af til at socialisere med branchen.
3) Stærk formidler. Det kræver en fremragende kommunikator at blive CEO. Som CFO bør man allerede have en del erfaring på dette område med præsentationer, investormøder og finansielle opdateringer. Som CEO vil dette kun intensiveres – oveni skal man kunne motivere og inspirere – hvilket er en særdeles vigtig og svær opgave.
4) Holistisk blik. CEO’en bør have et bredere mere holistisk blik på virksomheden end CFO’en. Det kræver et skifte i mindset at skulle træde ud af detaljerne og tallene og i stedet have det store overblik.
5) International erfaring. At have været ude og arbejde internationalt er et stort plus. At prøve kræfter med et nyt sprog, anderledes kultur og komme ud af sin komfortzone vil være værdifuld erfaring i en CEO-stilling.
6) Vækstfokus. Som CFO har man naturligt mere fokuseret på udfordringer og potentielle risici. Men som CEO bør man også have fokus på vækst og være villig til at træffe modige beslutninger – ellers kan man risikere at virksomheden går i stilstand.
7) Kend hele forretningen. Et gennemgående tema er behovet for, at CFO’er supplerer deres viden med operationel erfaring. Som en måde at skabe nye relationer og få bedre føling med, hvad der foregår ude i marken. “Kom væk fra dine excel-ark”, rådede en CEO. CFO’er bør altså aktivt sætte sig ind i andre aspekter af virksomheden – fra drift og marketing til forskning og udvikling.
8) Lederskab. En dygtig CEO har ledelseserfaring. Dette vil komme helt naturligt fra den praktiske erfaring med at lede økonomiafdelingen. Derudover lærer man også af de ledere, man har mødt på sin vej – både de gode og de dårlige – herunder hvilke vaner man bør undgå, og hvilke man gerne vil tage til sig.
9) Risikovillighed. CFO’er har fokus på tal. Overvågning af cash flow, finansielle rapporter, budgettering. Men sådanne opgaver har typisk den konsekvens, at man er mere tilbageholdende med at tage risici. CEO’er skal kunne se ud over det finansielle perspektiv. Hvis man ønsker at bevæge sig mod en CEO-stilling, er det derfor vigtigt at kunne tage kalkulerede risici og være modig.
10) Omstillingsparat. Det er også vigtigt at forstå, at uanset hvor meget man forbereder sig på rollen som CEO, findes der ingen erstatning for reel erfaring. Det, der måske ser ud som en lige vej, vil i virkeligheden være pakket med uforudsete begivenheder.
Prioriteter vil ændre sig, og overraskelser vil opstå. Man bør være tryg ved, at man ikke ved, hvad morgendagen bringer. Vigtigst bør man sikre sig, at man har ærlige og åbne mennesker omkring sig, som tør fortælle, hvad der virkelig foregår.
MAL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.