CEO-skat politisk disrespekt for maskinen bag velfærdssamfundet

Kommentar: Et element i finansieringen af regeringens reform for tidlig pension er at pålægge skat på direktørlønninger over syv mio. kr. Tænkningen bag den nye direktørskat afspejler en fuldstændig mangel på respekt for – og erkendelse af, at det alene er værdiskabelsen i det private erhvervsliv, der finansierer det danske velfærdssamfund. Regeringens indgreb er præget af en nærmest pinlig politisk populisme, og det afspejler en erhvervspolitik, som kan få store virksomheder til at søge udenfor landets grænser, og skræmme udenlandske virksomheder væk, skriver chefredaktør Morten W. Langer.

Det er ikke så meget den samlede regning på 150 mio. kr., som den nye direktørskat kommer til at koste erhvervslivet årligt fra 2022. Det er mere tænkningen bag indgrebet, som betyder, at direktørlønninger over syv mio. kr. ikke længere skal være fradragsberettigede som en almindelig lønomkostning, det er galt med.

Indgrebet afspejler en total mangel på respekt for, hvad velledede store virksomheder skaber af samfundsøkonomiske gevinster, danske arbejdspladser, valutaindtægter og vækst og udvikling. Tænkningen om en direktørskat er baseret på en politisk venstrefløjstænkning om, at direktø-rer ikke må tjene for meget, og at det er et spørgsmål, som politikerne gerne må blande sig i.

Det er naturligvis politisk populisme af værste skuffe, som ingen som helst saglig bæredygtighed har i den virkelige verden. Jo, måske hvis topdirektører hæver årlige lønchecks på milliarder, som vi ser eksempler på i USA, mens menige ansatte får sultelønninger og to ugers ferie. Så kommer sammenhængskraften i samfundet til at kikse. Men vi er meget langt fra denne situation herhjemme.

Det danske velfærdssamfund er helt afhængigt af et dygtigt ledet erhvervsliv, og hvis de store virksomheder kun måtte ansætte topdirektører til en løn under syv mio. kr., så ville vi stå med et langt svagere erhvervsliv, med mange hundrede tusinde færre arbejdspladser og et fattigere samfund med ringere sygehuse, plejehjem og skoler. En dygtig topledelse er afgørende for virksomheders internationale konkurrenceevne, og det kan betyde forskellen mellem succesfuld ekspansion og en ødelæggende konkurs.

Det politiske flertal på Christiansborg har tilsyneladende en anden opfattelse af tingenes tilstand: De ser erhvervslivet som en organisme, der ikke skal plejes og udvikles, men som skal beskattes på mærkelige måder. I virkeligheden havde det være meget mere ærligt at sætte selskabsskatten op, hvis der endelig skulle hentes finansiering fra erhvervslivet.

Så direktørskatten kan langt hen ad vejen opfattes som symbolpolitik. Men den skyder ekstremt meget forbi skiven, fordi den ødelægger motivation, innovation og kreativitet i erhvervslivet, og det kan for alvor blive et samfundsproblem.

I den politiske aftale hedder det, at ”aftalepartierne er enige om, at bruttolønninger på over 7 mio. kr. pr. medarbejder fra 2023 ikke skal kunne fradrages i selskabers skattepligtige indkomst. Det vil bidrage til at modvirke en skæv lønudvikling for direktører mv. særligt i store selskaber. Forslaget berører alle selskaber og selvstændige erhvervsdrivende. Bruttolønnen omfatter også visse andre personaleudgifter end løn, når udgiften afholdes direkte til den ansattes fordel, som fx pensionsindbetalinger, fri bolig, firmabil mv. Bruttolønnen opgøres på koncernniveau.”

Særligt formuleringen ”en skæv lønudvikling” er tankevækkende, og det er ikke nærmere defineret, hvornår lønudviklingen er skæv. Økonomisk Ugebrev lancerede for nylig en beregningsmodel, der definerer, hvornår en topdirektør er over- eller underbetalt. For de fleste er det velkendt, at topdirektører får en samlet aflønning, som øges med virksomhedens størrelse, og ekstra gode resultater belønnes i de gode år. Det kaldes incitamenter, og det er international anerkendt, at det fremmer motivation og innovation at belønne gode resultater.

Med afsæt i disse to elementer har vi analyseret aflønningen for topcheferne i de 100 største danske virksomheder: Det interessante er, at hovedparten af de overlønnede topchefer ikke tilhører gruppen af de allerhøjest lønnede topchefer i Danmark. De mest overbetalte topchefer kommer fra en gruppe af mellemstore virksomheder, som ikke klarer sig særligt godt. Eksempler herpå er topcheferne fra Aller Holding, NKT, Nilfisk, TDC, Dagrofa og Vestas.

Topcheferne med en årsløn på over 50 mio. kr. kan efter denne målestok ikke kaldes markant overbetalte. Men de bliver altså alligevel straffet af den socialdemokratiske regering.