Danmark dumper på offentlig sektors integritet

Danmark er det eneste land i Norden, der ikke har en central enhed til at overvåge, om der opstår uhensigtsmæssige interessekonflikter blandt offentligt ansatte. Danmark halter på området langt bagefter de fleste vesteuropæiske lande. Eksempelvis er der ingen whistleblower ordning for offentligt ansatte. Derfor kan skift fra private organisationer til offentlige lederstillinger og tilbage igen foregå uhindret, fremgår det af OECD rapport.

Det vakte opsigt, da Karsten Dybvad i 2010 blev direktør i Danmarks uden sammenligning stærkeste erhvervsorganisation, DI. Ikke fordi nogen betvivlede hans evner, men fordi han i de foregående fem år havde demonstreret dem som en magtfuld departementschef i Statsministeriet. Med ét slag blev han altså landets førende lobbyist overfor det politisk/administrative system, han forinden havde haft en særdeles magtfuld position i.

Men Karsten Dybvad havde i forvejen en historik med opsigtvækkende karriereskift. Selv om han havde haft flere topposter i centraladministrationen, havde han også undervejs lederstillinger i pensionsbranchen. Og han begyndte sin karriere et helt tredje sted, nemlig som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og LO. Dette fik senere Anders Fogh Rasmussen til i utvetydige vendinger at forbinde Dybvads fremgangsrige karriere med hans tilknytning til Socialdemokratiet – noget Venstre-formanden dog ikke agerede på, da han selv blev statsminister. I 2005 gjorde han tværtimod Dybvad til sin departementschef.

Det ene med det andet med det tredje, så er Karsten Dybvad det tydeligste eksempel i Danmark på det, Transparency International (TP) beskriver som den klassiske svingdørsproblematik: At folk skifter fra og til den offentlige sektor. Men mange andre har gjort det tilsvarende, og det kan de også gøre uhindret, for Danmark skiller sig ud blandt udviklede lande i Vesten ved stort set ikke at have nogen regler eller procedurer, der sætter grænser for turene i svingdøren, og ved stort set at negligere TP’s anbefalinger på området.

OECD udgiver hvert år rapporten ”Public Sector at a glance”, der tager temperaturen på den offentlige sektors funktionsmåde i medlemslandene. Et af kapitlerne handler om det, man betegner som den offentlige sektors integritet. Det dækker ikke blot over, hvad man gør for at forhindre korruption, men også hvordan man forholder sig til legitime, men uhensigtsmæssige interessekonflikter. Det kan f.eks. være en medarbejder, der på vegne af staten forhandler med en privat modpart, som medarbejderen ønsker at få et vellønnet job hos.

Rapporten beskriver, hvad vores nabolande gør på området, og Sverige har vist størst omhu på området. Svenskerne har oprettet et centralt, men af centraladministrationen uafhængigt, organ, som administrerer og rådgiver politikerne om området. I Norge, Finland, Tyskland og Holland har man været mindre vidtgående, men dog oprettet særlige kontorer i centraladministrationen til at håndtere integriteten, og i visse tilfælde har man uafhængige instanser til at håndtere whistleblowere.

Men det er ikke eksempler, som Danmark følger. Som omtalt i en tidligere udgivelse er Danmark ikke nævnt i kapitlet, og det er der en god grund til: Det er Moderniseringsstyrelsen, der besvarer spørgsmålene på Danmarks vegne, og OECD har haft svært ved at få nogen mening ud af besvarelsen fra de danske myndigheder, som Økonomisk Ugebrev har fået en uformel aktindsigt i.

Det overordnede spørgsmål – om der findes en central instans til at håndtere den offentlige sektors integritet – er således slet ikke besvaret. Det fremgår af de følgende besvarelser, at der ikke er en sådan instans. I stedet håndteres integriteten som et sagsområde blandt mange andre i Moderniseringsstyrelsen.

I et senere spørgsmål skal landene svare for så vidt angår forskellige elementer af integritet. Her lyder svaret fra Danmark i langt de fleste tilfælde, at det håndteres af ”center of government.” Ved det meget relevante område lobbyisme er krydset imidlertid flyttet til ”not applicable” (ikke gældende), men Moderniseringsstyrelsen har ikke fulgt en opfordring til så at uddybe, hvad der menes med det.

I et endnu senere spørgsmål afviser Moderniseringsstyrelsen, at der er nogen udfordring overhovedet ved noget som helst aspekt af at kontrollere integriteten i den danske offentlige sektor. Det har man imidlertid ikke den store baggrund for at kunne vurdere, for endnu senere fremgår det, at integritetspolitikken ikke bliver evalueret – selv om man alligevel hævder, at sådanne evalueringer ofte bliver anvendt i personalesager.