Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Ledelse

Danske Banks generalforsamling: Et skridt frem, og to skridt tilbage

Morten W. Langer

søndag 24. februar 2019 kl. 19:12

Anmeldelse af indkaldelsen til Danske Banks generalforsamling: Danske Bank etablerer nu en etikkomité under bestyrelsen, hvilket er positivt for bankens omdømmebearbejdning. Et minus er genvalg af næstformanden, som har siddet fem år i bestyrelsen og er medansvarlig i hvidvasksagen. Bestyrelsen fejer forslag fra menige aktionærer af bordet, med henvisning til ansvarsfritagelse i den interne undersøgelse, som bankens selv har fået udarbejdet. Problematisk, skriver redaktør Morten W. Langer i en gennemgang

Positivt er det, at Danske Banks bestyrelse nu udadtil signalerer mere fokus på etik og compliance, som har været et underprioriteret område i bestyrelsesarbejdet. Økonomisk Ugebrev har tidligere påpeget, at det var et oplagt sted at sætte ind for bestyrelsesformand Karsten Dybvad. Banken skal nu i gang med en langvarig genopbygning af tillid hos omgivelserne, og indtil videre har de konkrete udmeldinger om dette arbejde været sporadiske.

I Økonomisk Ugebrevs tidligere artikel med anbefalinger til Karsten Dybvad om behovet for proaktivt at arbejde for at genskabe bankens omdømme hed det: ”For det første bør bestyrelsen hurtigt sikre at komme på omgangshøjde med store udenlandske bankers tænkning i etik og samfundsansvar.

Danske Bank har ikke en etikkomité under bestyrelsen. Banken har et minimalistisk code of conduct i forhold til best in class banker, eksempelvis Nordea og især hollandske Rabobank . En stribe banker har også et Code of Ethics og nogle også et etikudvalg, eksempelvis Swedbank .

Uden disse oplagte fornyelser i bankens governance vil Dybvad allerede fra start være bagefter på point.” I indkaldelsen til generalforsamlingen hedder det nu, at ”bestyrelsen har til hensigt at etablere et nyt permanent udvalg med ansvar for adfærd, compliance og kultur. Det nye udvalg vil blive kaldt Conduct & Complianceudvalget.”

Nuværende bestyrelsesmedlem Carol Sergeant, som også er næstformand for Danske Bank, blev indvalgt i bankens bestyrelse i foråret 2013. Hun har altså i høj grad et medansvar for hvidvaskskandalen, og det virker meget halvhjertet af bankens ledelse, at man nu ikke tager et endeligt opgør med de bestyrelsesmedlemmer, som har set igennem fingre med de tvivlsomme forretningsaktiviteter, og som i perioden talrige gange har været på bestyrelsens bord.

Det virker som om bankens formand i indkaldelsen forsøger at forklare genvalget med følgende formulering: ”Ved vurderingen af sammensætningen af bestyrelsen og indstillingen af nye kandidater er der taget hensyn til behovet for kontinuitet og fornyelse samt diversitet i relation til bl.a. alder, international erfaring og køn.” Bestyrelsen indstiller i øvrigt tidligere adm. direktør i Topdanmark Christian Sagild og Gerrit Zalm til nyvalg til bestyrelsen.

Saglige og relevante forslag afvises

Hertil kommer en stribe forslag fra private aktionærer, som ikke har en kinamands chance for at blive vedtaget, uagtet at de virker relevante og saglige. Her bringes nogle få af dem i uddrag:

”Forslag fra aktionær Bent Bernhard Gabelgaard: Generalforsamlingen pålægger bestyrelsen at undersøge mulighederne for at søge erstatning som følge af enten strafbare forhold eller kriminel inkompetence fra de personer, der var medlem af bankens Revisionsudvalg og Risikoudvalg i perioden fra den 1. januar 2012 til den 1. januar 2018, samt fra de medlemmer af bankens direktion, der i samme periode havde kendskab til Estland/hvidvask-sagen.”

Bankens nuværende ledelse svarer, at der jo allerede foreligger en intern undersøgelse, udarbejdet af Ole Spiermann, advokat og partner i advokatvirksomheden Bruun & Hjejle. I svaret oplyses det, at ”det er bestyrelsens vurdering, at der med konklusionerne fra undersøgelserne ikke er basis for at udtrykke mistillid til medlemmer af bankens bestyrelse, revisionsudvalg, risikoudvalg eller direktion. På grundlag af undersøgelserne er det endvidere bestyrelsens vurdering, at der ikke er grundlag for at søge erstatning fra de nævnte personer.”

Da der er tale om en intern undersøgelse, virker svaret uden sans for situationens alvor, og som en useriøs affejning af et særdeles berettiget forslag, i hvert fald i relation til et muligt erstatningsansvar. Bankens aktionærer har tabt milliarder på hvidvasksagen, og det ville være det mindste at søge at hente noget af dette tab hjem ved at gøre erstatningsansvar gældende overfor de ansvarlige, eller i hvert fald lade en helt uafhængig part vurdere, om der kunne være grundlag for det.

Endelig er der et omfattende forslag fra en professionel ekstern aktionær, Deminor, som ønsker udpegning af en uafhængig granskningsmand, med henvisning til at en intern ikke-uafhængig undersøgelse ikke er tilstrækkeligt. Blandt andet foreslås det, at granskningsmanden skal ”gennemgå diskussionerne, vurderingerne, kommunikationen, eksterne og interne memoer og beslutninger hvad angår mulige hvidvaskaktiviteter foretaget af og/eller mellem medlemmerne af bestyrelsen, direktionen, koncernens interne revisionskomité, koncernens afdeling for compliance og hvidvask, de eksterne revisorer og medarbejderne i Banken og dens estiske filial fra Bankens opkøb af Sampo Bank og dens estiske filial i 2007.”

Blandt mange andre relevante spørgsmål, spørges også om: ”Der fremsendtes en whistleblower-rapport i december 2013. Hvem var modtagerne af whistleblower-rapporten? Er et medlem af bestyrelsen og direktionen blevet informeret om eksistensen/indholdet af denne whistleblower-rapport? Hvilke foranstaltninger blev diskuteret efter rapporten fra whistlebloweren? Hvem var involveret i processen? Har medlemmer af bestyrelsen og direktionen efter granskningsmandens opfattelse truffet passende foranstaltninger som respons på whistleblower-rapporten?”

Analytikerskøn: Danske Bank kan ende med underskud i år

Danske Bank aktien handles fortsat til en værdiansættelse som er 40-50 procent lavere end de svenske storbanker. Noget af forklaringen på denne discount ligger i nervøsiteten for, hvor store milliardbøder og tilhørende erstatningssager, banken kan ryge ud i, og dels frygten for, at hele hvidvasksagen begynder at koste banken indtjening. Omkring bødestørrelsen får man en indikation i de seneste konsensusestimater fra analytikerne, Danske Bank har indsamlet. Mens de fleste analytikere ikke har indregnet bøder i deres overskudsestimater for i år, er der en eller nogle få analytikere, der forventer en bøde på 19 mia. kr. (beregnet som driftsomkostninger på 25 mia. kr. for medianskøn og laveste skøn på 45 mia. kr.)

Som det fremgår af de fremlagte analytikerestimater på Danske Banks hjemmeside, kan det munde ud i et nulresultat før skat og et underskud på op mod fire mia. kr. efter skat. Baseret på en median af analytikernes forventninger i år på et overskud på 16 mia. kr., svarer det til et resultat lidt lavere end sidste år, hvis der korrigeres for donationen på halvanden mia. kr. Dette overskud svarer til, at Danske Bank-aktien handles til en pris på kun syv gange årets overskud.

Ledelsens egen overskudsforventning på 14-16 mia. kr. synes at være ekstremt forsigtig. Ikke mindst fordi der ventes uændrede nettorente og gebyrindtægter, hvilket synes realistisk efter det solide Q4-resultat. Ved normaliserede handelsindtægter samt avance ved salg af SEB Pension i Sverige kan overskuddet let komme op på 17-18 mia. kr. hvorved der vil være lagt op til en opjustering senere på året.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Bestyrelsesguiden

Få de vigtigste nyheder om praktisk bestyrelsesarbejde, ledelse og strategi i SMV.
Udkommer hver onsdag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Ledelse

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag ØU’s rapport om Top 40 Ledelseskonsulenter gratis.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank