Danske investorer nøler overfor problematiske mineselskaber

Globale mineselskaber er rigt repræsenteret i nordiske institutionelle investorers investeringsporteføljer, men kun et af de 38 største globale mineselskaber har officielt tilkendegivet støtte til FN’s erklæring om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere. Danske investorer har vidt forskellige måder at håndtere problemstillingen på.

2019 blev det blodigste år for klimaforkæmpere og menneskerettighedsaktivister. I alt 212 aktivister er blevet slået ihjel i bestræbelserne på at forbedre fatale klimaskader og begrænse krænkelser af menneskerettigheder blandt lokalebefolkninger berørt af forskellige sektorers jagt på naturressourcer. Mere end 50 af drabene er, ifølge den internationale NGO Global Witness, relateret til minedrift.

Den schweiziske organisation The Responsible Mining Foundation (RMF) retter på den baggrund i en spritny rapport en skarp kritik af 38 globale mineselskaber, som langt de fleste danske institutionelle investorer har på investeringslisten. Kritikken omhandler i alt seks ESG-temaer, der alle hænger sammen med, at de største mineselskaber ikke har forpligtet sig til at beskytte aktivisters ret til at gøre opmærksom på de mange fatale følgevirkninger som minedrift udløser.

Ifølge FN-erklæringen ”Declaration on Human Rights Defenders” skal et land sikre, at ”respektere menneskerettighedsforkæmpere på et ikke-diskriminerende grundlag, beskytte dem (…) og sikre adgang til et effektivt retssystem i tilfælde af krænkelser samt hurtigt og uvildigt undersøge påståede overtrædelser.”

Men det sker ikke – drabene og truslerne mod aktivisterne er stigende. Kun ét mineselskab af 38 globale undersøgte mineselskabers ledelser har officielt meldt ud, at de er forpligtet til at leve op til FN-erklæringen om beskyttelse af forkæmpere for menneskerettigheder.
Fem selskaber har delvist meldt ud, men uden konkrete forpligtelser. Og hele 32 af de 38 undersøgte mineselskaber har slet ikke kommunikeret om støtten til at respektere menneskerettighedsforkæmpere i overensstemmelse med FN-erklæringen.

Danske investorer har meget forskellige tilgange via det aktive ejerskab til at håndtere problemerne i minesektoren. Det dækker hele paletten – fra slet ingen dialog hos AP Pension, over flere engagementsdialoger hos Danica Pension til faktiske eksklusioner hos PBU. De etiske vurderinger og ansvarlighedsgrænserne er altså helt forskellige, afhængigt af hvem man spørger.

”Vi har de seneste 12 måneder været i dialog med Rio Tinto, BHP, Glencore, Barrick Gold og Anglo American. Investeringer i Barrick Gold er for tiden begrænset på grund af væsentlige ESG-udfordringer, og den er derfor ikke længere en del af vores portefølje”, siger investeringsdirektør hos Danica Pension, Poul Kobberup.

Hos AP Pension oplyser investeringsdirektør Ralf Magnussen, at man er i dialog med et enkelt mineselskab, Vale S.A. Årsagen til dialogen mellem Vale og AP er dog en helt anden end manglende governance i relation til bekæmbelse af krænkelse af menneskerettigheder, nemlig Vales involvering i kollapset af Brumadinho dæmningen i januar 2019.

”De resterende seks virksomheder (på AP’s aktieliste og med i RMF-undersøgelsen, Red.) er vi på nuværende tidspunkt ikke i dialog med. Helt overordnet er årsagen til det funderet i, at vores rådgiver ikke har noteret nyere hændelser om de omtalte virksomheder, der skulle være direkte årsag til brud på menneskerettigheder og globale standarder”, siger Ralf Magnussen.

Videre siger Ralf Magnussen: ”Ud fra vores analyse går anklagerne fra Responsible Mining Foundation i højere grad på manglende handlinger og tilstræbelser på området for klima- og menneskerettigheder, end på egentlige specifikke, verificerede hændelser, der kan relateres til et direkte brud på menneskerettigheder og klima.”

Ifølge Danica handler det aktive ejerskab dog om meget mere end kun specifikke og verificerede hændelser. Til Børsen den 4. august i en artikel om det aktive ejerskab udtaler porteføljemanager i Danica, Esben Saxbeck: ”Aktivt ejerskab drives af os primært gennem møder og dialog med selskaber, hvor man har mulighed for at diskutere emner som grøn omstilling og CO2-emission.”

Poul Kobberup uddyber overfor Økonomisk Ugebrev synspunktet: ”Menneskerettigheder er blevet drøftet med flere mineselskaber. Mineselskaber bør have nul-tolerance overfor krænkelser af menneskerettigheder og være gennemsigtige i forhold til de udfordringer og dilemmaer, der eksisterer på området inden for deres branche”, siger han.

Ralf Magnussen fra AP Pension oplyser, at der er stor forskel på hvor dybt engagementet i det aktive ejerskab går. Det afhænger bl.a. af, hvorvidt investeringen er aktivt eller passivt investeret – for eksempel gennem fonde.

”Vores eksponering overfor de syv selskaber du nævner, er gennem passivt forvaltede fonde, og udgør en meget lille andel af vores aktieportefølje. Der ligger en markant anderledes research proces bag en passiv investering sammenlignet med en aktiv investering, hvor ESG-relaterede risici og muligheder er en vigtig del af vores aktive investeringsproces”, siger Ralf Magnussen.

Hos Pædagogernes Pension – PBU har man omvendt over sommeren ekskluderet en række mineselskaber, fordi dialogerne ikke førte til fremskridt i selskabernes ageren i forhold til beskyttelse af menneskerettigheder. Anglo American, Barrick Gold og Coal India er nu ekskluderet og PBU har kun et enkelt mineselskab tilbage i porteføljen. PBU vurderer, at sektoren ikke gør nok for at beskytte aktivisters ret til at protestere.

“En del selskaber gør det rimeligt, selvom tiltagene, rapporteringen og gennemsigtigheden omkring menneskerettighedspåvirkninger og klima kan forbedres. Omkring sikring af aktivister og deres ret til at protestere gøres der ikke nok. Virksomhederne må i højere grad bruge deres indflydelse på myndighederne, så aktivister beskyttes bedre”, siger CEO i PBU, Sune Schackenfeldt.

Han peger på, at det i mange lande kan være vanskeligt at leve op til kravet om at være en ansvarlig investor i forbindelse med minesektoren. ”Når værtslandene gør alt for lidt for at beskytte menneskerettighederne, og i mange sammenhænge er de ansvarlige for krænkelserne i forbindelse med indsættelse af politi og militær overfor aktivister og demonstranter, er det svært for mineselskaberne og deres investorer at leve op til deres forpligtelser på dette specifikke område”, siger Sune Schackenfeldt.

RMF’s rapport er den tredje og udkommet siden 2018. Problemstillingen er altså ikke ny, og drabene og truslerne på aktivister har været kendt længe – og altså tiltagende. RMF er stiftet af det schweiziske State Secretariat for Economic Affairs, det hollandske udenrigsministerium samt The Triodos Foundation. Det er med andre ord særdeles seriøse og tunge aktører, der stiller sig i spidsen for at få mineselskaber og andre sektorer til ikke at vende den anden kind til den FN sikrede ret til at kæmpe for at nedbringe konsekvenserne.

Det kan derfor også undre, at AP Pensions rådgivere på det aktive ejerskab ikke formår at bringe oplysningerne frem i lyset, imens andre investorer har andre rapporteringer. Dertil kommer, at investorens vurderinger af hvornår ’nok er nok’ er helt forskellige.

Joachim Kattrup