Danmarks store private pengetanke er i 2020 især blevet løftet af deres historiske kerneaktivitet og af grundlæggervirksomheden, der også historisk har skabt formuerne. Pengetankenes porteføljer udenfor kerneaktiviteten har ofte klaret sig mindre godt, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
De store private pengetanke som A.P. Møller Holding, Kirkbi, William Demant Invest og Augustinus Fabrikker er blevet hjulpet igennem viruskrisen i 2020 af ekstraordinært gode præstationer i deres centrale kerneselskaber – for eksempel A.P Møller-Mærsk og Lego. Men ofte har der været tilbagegang udenfor kernen.
Pengetankene, som normalt forvalter store fonds- eller familieejede formuer, udnytter typisk store udbytter fra kernevirksomheder til at sprede risikoen til andre virksomheder eller aktiver gennem opkøb. Økonomisk Ugebrev har kortlagt deres udvikling i 2020 ved hjælp af markedsværdien af den forvaltede formue, sådan som pengetankene selv har opgjort den.
Eksempler på, at det er kerneforretningen, der hiver årets afkast hjem, står i kø:
A.P. Møller-fondenes A.P. Møller Holding har øget formuen med over 21 procent takket være massiv indtjeningsfremgang i det vigtigste selskab, A.P. Møller-Mærsk. I 2020 er A.P. Møller-Mærsks aktiekurs steget 42 procent. I 2021 er aktien steget 25 procent mere. Samtidig ligger mindre porteføljeselskaber som Maersk Tankers, Maersk Product Tankers, Maersk Drilling og Danske Bank mere eller mindre underdrejede i forhold til fortidens storhed. I familien Kirk Kristiansens Kirkbi er det Lego, der driver indtjeningen og værdiskabelsen. Legestøjsproducenten er ikke børsnoteret og opnåede i 2020 en stærk vækst og rekordhøj indtjening. Derimod tabte koncernen penge på mange af sine investeringer i porteføljeselskaber som Merlin Entertainments, ISS og Nilfisk.
I William Demant Invest (WDH) er det – trods et meget vanskeligt år for salg af hørehjælp – den centrale virksomhed Demant, der især har skabt værdi. Demant er i 2020 steget 15 procent og hidtil i 2021 yderligere 42 procent. Andre af WDH’s børsnoterede selskaber som Össur og Jeudan er i 2020 faldet i børsværdi.
I Augustinus Fabrikkers portefølje er den vigtigste aktivitet Scandinavian Tobacco Group (STG), der har overrasket med stærk vækst og indtjening og en kursstigning på 29 procent i 2020. Værdien af hele Augustinus’ portefølje af interesser i også små og mellemstore danske selskaber steg 17 procent.
Novo Holdings er blevet båret godt igennem af hovedaktiviteten Novo Nordisk, der opjusterede resultatforventningen i løbet af 2020. Novo Nordisk B-aktien steg sidste år godt ti procent, og Novo Holdings afviger her fra den generelle tendens, idet den samlede portefølje steg i samme tempo, nemlig med 11 procent.
Lundbeckfond Invest udgør her undtagelsen. Den centrale aktivitet, pharmaselskabet Lundbeck, har skuffet i 2020, og kursen er faldet 18 procent. Desuden har porteføljeselskabet Falck givet negativt resultat, og investeringen i FLSmidth & Co. har haft en vigende børsværdi. Det store lyspunkt for Lundbeckfond Invest har været pharma-aktien ALK-Abelló, der i 2020 steg 53 procent.
Der er en rimelig forklaring på, at pengetankenes kerneaktiviteter generelt klarer sig bedst gennem en krise: Det er jo kernen, der for alvor har en førende – ofte den førende – stilling i sin niche eller branche, som kan påvirke markedsstrukturer, prisdannelse og eventuelt føre an i branchekonsolideringer.
Men selv bidraget fra globalt ledende virksomheder har i 2020 ikke været tilstrækkeligt til, at pengetankene kunne outperforme de internationale aktiemarkeder. Det er påfaldende, at pengetankene ved at investere i store aktieindeks kunne have skabt et bedre afkast til deres ejerfamilier og –fonde.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.