Efter bankkrisen: Stramning af ansvarsregler overvejes

Det retslige efterspil efter finanskrisen har været op ad bakke for både anklagemyndigheden og andre myndigheder. Derfor lægges nu op til en stramning af ansvarsreglerne for ledelserne i den finansielle sektor.

Det seneste halve år har der været stigende politisk opmærksomhed omkring, at hovedparten af de potentielle straffesager og erstatningssager mod tidligere ledelser i krakkede banker glider ud i sandet, ikke mindst fordi lovreglerne muligvis er for løse, og fordi Bagmandspolitiet på det grundlag har været usikre på, om de kunne vinde sagerne.

Forleden blev der holdt et lukket ekspertmøde i Folketingets erhvervsudvalg omkring regulering af bankerne i Danmark, med fokus på ansvarsreglerne og forløbet af de hidtidige retssager efter bankkrisen. Faktum er, at Finanstilsynet har indgivet hele ti politianmeldelser til anklagemyndigheden, med henblik på at føre straffesag mod bankledelserne i de pågældende banker.

Frifindelserne dominerer
Ifølge tilsynsdirektør Jesper Bergs indlæg har anklagemyndigheden i otte af sagerne ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at gå videre med sagerne. I en enkelt sag blev de tiltalte dømt for skyldnersvig, men der var frifindelse i forhold til ansvarsreglerne i Lov om finansiel virksomhed. Endelig afventer én enkelt sag afgørelse ved Københavns Byret.

Jesper Bergs overordnede konklusion på baggrund af de foreløbige erfaringer med politianmeldelserne er, at reglerne ikke virker hensigtsmæssige: ”Reglerne er vanskelige at anvende i praksis. De opstillede krav til ledelsernes pligter og ansvar er ikke konkrete nok, og derfor er der en høj grad af skøn i vurderingen af ansvar. Og det betyder, at det er vanskeligt at løfte bevisbyrden,” siger Jesper Berg til økonomisk Ugebrev. Læs også interview med Jesper Berg på side 3.

Problemstillingen ses at være stort set den samme for de civilretslige erstatningssager, som Finansiel Stabilitet har anlagt mod syv bankledelser. Status er her, at der er afsagt dom i tre sager, som har resulteret i én delvis domfældelse i sagen mod Capinordic Bank. Sagen mod ledelsen i Roskilde Bank er anket til Højesteret. Landsretten frifandt dog ledelsen på grund af en juridisk fodfejl, idet dommerne ikke fandt, at tabsopgøresen var klar nok. Og sagerne efter Amagerbankens krak er heller ikke afgjort, som det fremgår af artiklen side 6.

På Erhvervsudvalgets lukkede ekspertmøde gennemgik advokat og partner Jacob Høeg Madsen fra Kromann Reumert de foreløbige erfaringer fra de civilretlige sager. At Finansiel Stabilitet valgte ikke at anlægge sag mod fem bankledelser skyldes grundlæggende, at det ikke i sig selv er ansvarspådragende at fastlægge og følge en høj risikoprofil. ”Der forelå i visse af sagerne kritisable forhold i forbindelse med bankernes kreditorganisation, kreditstyring og kreditsagsbehandling, der dog ikke vurderedes at være tilstrækkelig til at pålægge ledelsen erstatningsansvar,” oplyste Jacob Høeg Madsen på ekspertmødet.

Konkrete anklagepunkter
I de syv sager, hvor der blev påstået erstatningssvar, var årsagen blandt andet, at der var ”en høj risikoprofil i udlå-net, i flere tilfælde kombineret med eksempelvis misbrug af kreditinstruksens undtagelsesbestemmelse om presserende tilfælde, mangelfuld sagsbehandling af kreditsager, og en uforsvarlig organisation af bankens kreditafdeling, der i visse tilfælde efterlod kreditafdelingen uden de fornødne ressourcer.”

Om de foreløbige erfaringer fra retssagerne lød vurderingen fra Jacob Høeg Madsen, at ”det er lettere at statuere et erstatningsansvar på baggrund af en påstand om, at konkrete udlånsengagementer var uforsvarlige og påførte banken og dermed dens kreditorer tab, frem for mere generelle påstande om, at banken har været drevet uforsvarligt.”

På baggrund af erfaringerne vurderer Jacob Høeg Madsen, at myndighederne kan overveje at ændre lovgivningen med henblik på at lempe ansvarsvurderingen eller lette bevisbyrden. I overskrifter lyder budskabet fra Jacob Høeg Madsen, at følgende kunne overvejes: ”Tydeliggøre fra politisk side, at overtrædelse af formelle regler i den finansielle regulering i udgangspunktet resulterer i et ansvarsgrundlag,” eller ”Lempelse af kravene til kausalitet og/eller dokumentation for tabsopgørelse i ansvarssager mod bestyrelsen – eksempelvis, hvor der er påvist grovere ansvarspådragende overtrædelser af formelle regler.”

Til Økonomisk Ugebrev siger han: ”Grundlæggende bør man afvente udfaldet af de tre ankesager, før end det overvejes at iværksætte sådanne tiltag. Forudsat at ankesagerne fører til en stadfæstelse af de tre civilretlige domme, der hidtil har været afsagt i forbindelse med det civilretlige opgør i kølvandet på finanskrisen (CapiNordic, Amagerbanken og Roskilde Bank, red.), og forudsat at man fra politisk side finder dette problematisk, kan man overveje ét af de to nævnte forslag.”

Videre siger han om det første forslag: ”Dommerne har i særligt en af de tre afsagte domme konkluderet, at overtrædelse af formelle regler i den finansielle regulering ikke var tilstrækkeligt til, at de pågældende ledelsesmedlemmer kunne anses for at have handlet ansvarspådragende. Normalt vil overtrædelse af offentligretlige forskrifter være et moment, der tillægges stor betydning ved vurderingen af, om en person kan siges at have handlet ansvarspådragende i henhold til erstatningsretlige principper. Hvis man fra politisk side vil gøre det nemmere at statuere erstatningsansvar fremover (f.eks. i forbindelse med en mulig ny finanskrise) kan dette være en måde at opnå det på.”

Om dokumentation
Omkring det andet forslag, altså om dokumentation af tabet, siger han: ”Det kan for en sagsøger eksempelvis være svært at løfte bevisbyrden for, at en bestyrelse – hvis præ-senteret på forhånd for en tilstrækkelig og fyldestgørende kreditvurdering af et engagement – ville have undladt at yde kreditten. I sådanne tilfælde kan det overvejes at lempe kausalitetskravet, hvis man fra politisk side ønsker at gøre det nemmere at statuere erstatningsansvar. Tilsvarende kan det i visse tilfælde være svært at opgøre og dokumentere tabets størrelse. I sådanne tilfælde kan det overvejes at lempe på beviskravene, mod at give sagsøger mulighed for blot at anskueliggøre et – konservativt opgjort –estimeret tab.”

Fakta om Roskilde Bank-dommen
Østre Landsret fandt, at driften af banken havde været kritisabel. Det drejede sig navnligt om dels vækststrategi og risikospredning – udstrakt brug af presserende bevillinger, dels manglende kreditvurdering ved kunders køb af aktier i Roskilde Bank.

Ifølge dommerne er det ikke i sig selv uforsvarligt at drive et pengeinstitut efter en vækststrategi. Ledelsen skal dog sikre sig, at organisationen er i stand til at håndtere den valgte strategi, herunder risikoen forbundet hermed. Landsretten fandt det ikke bevist, at den valgte vækststrategi, der var baseret på lån til ejendomsinvesteringer, i sig selv var uforsvarlig, eller at ledelsen ikke havde sikret sig, at der generelt blev taget stilling til den forøgede risiko, der var forbundet med udlån til denne konjunkturfølsomme branche, herunder den forhøjede risiko for tab på nødlidende engagementer.

Omfattende brug af presserende bevillinger kan være ansvarspådragende, herunder delegation til medarbejdere. Landsretten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at den udstrakte brug af presserende bevillinger, eller tvivlen om, på hvilket niveau i banken den presserende bevilling var blevet meddelt, havde haft en sådan konkret betydning for bankens kreditgivning, at der – uanset at den fremstod letsindig og rummede risiko for, at bankens ledelse mistede styring med kreditgivningen – var handlet ansvarspå-dragende fra direktionens eller bestyrelsens side. Der var navnlig ikke grundlag for at fastslå, at anvendelsen af presserende bevillinger havde ført til indgåelse eller udvidelse af engagementer, som banken ikke ellers ville have indgået. Landsretten fandt dog, at en kreditgivning uden nogen form for konkret og umiddelbart forudgående kreditvurdering som udgangspunkt måtte betegnes som uforsvarlig, særligt hvor der var tale om udlån af meget store beløb til kunder, hvis virksomhed, herunder likviditet, i det væsentlige er baseret på bankens kreditgivning, og hvor betaling af renter og afdrag på gælden forudsatte, at de købte aktier gav det fornødne afkast. Hertil kom, at lånene blev ydet uden sædvanlig sikkerhed, da det ikke var muligt for banken at tage pant i aktierne, fordi dette ville påvirke bankens solvens. Landsretten frifandt imidlertid ledelsen under henvisning til, at tabsopgørelsen var uklar.