Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Cees ’t Hart, CEO for Carlsberg, ”fordømmer den russiske invasion af Ukraine i de stærkest mulige vendinger” fremgår det af en meddelelse fra koncernen, der har over 8400 medarbejdere i Rusland og 1300 i Ukraine. Carlsberg undgår dog at lukke helt ned i Rusland men undersøger nu en række strategiske muligheder for de russiske aktiviteter, der fremover skal drives som en selvstændig enhed og donere sit overskud til nødhjælpsorganisationer. Udviklingen i Rusland og Ukraine vil påvirke Carlsbergs resultat for 2022 negativt – guidance for koncernens resultat er foreløbig suspenderet – og aktiverne i de to lande kan blive nedskrevet.
Niels Bjørn Christiansen, CEO for Lego, kan melde om endnu en overvældende fremgang. Koncernens omsætning steg i 2021 med 27 procent til 55,3 mia. kr. – og når dermed op på niveau med Danfoss’ – hvor Niels Bjørn Christiansen tidligere var chef. Indtjeningen er dog langt højere, og resultatet før skat steg 34 procent til 13,3 mia. kr. Den ”mest mangfoldige produktportefølje nogensinde” appellerede ifølge Lego til byggere på tværs af aldersgrupper og interesser. Lego venter ”normalisering” (hvad det så end er i Lego) af vækstraterne i 2022.
Henriette Hallberg Thygesen, CEO of Fleet & Strategic Brands, A.P. Møller-Mærsk, har sammen med Martin Neubert, CCO i Ørsted og Neil O’Donovan, CEO for Ørsted Onshore, formuleret en aftale, hvorefter Ørsted skal levere methanol til 12 nye Mærsk-skibe. Ørsted skal producere brændstoffet i en nyudviklet Power-to-X-facilitet med en kapacitet på 300.000 tons methanol om året på USA’s kyst ud mod den mexicanske havbugt. Det betegnes som det hidtil største projekt, der kan levere brændstof til skibsfarten.
Sebastian Koks Andreassen, CEO for Green Hydrogen Systems, leverede den omsætning på cirka 5 mio. kr., som selskabet havde guidet efter sin kraftige nedjustering – fra 40-60 mio. kr. – i september. Virksomheden venter nu en omsætning på 75-120 mio. kr. i 2022 og et EBITDA-driftsresultat på minus 265 – minus 225 mio. kr. Green Hydrogen Systems, der blev børsnoteret i 2021, fastholder den langsigtede forventning om en omsætning i 2025 på ”pænt over 1000 mio. kr.”
Susanne Mørch Koch, adm. direktør for Tivoli, leverede i 2021 en omsætning på 719 mio. kr. mod 478 mio. kr. i det virusplagede 2020. Resultatet før skat var dog fortsat negativt med 47,6 mio. kr. mod 185,1 mio. kr. året før. For 2022 ventes en omsætning på 8-900 mio. kr. og et fortsat – men vigende – underskud. Der er stadig stor usikkerhed om, hvornår turisterne og Tivolis gæster i fuldt omfang vender tilbage.
Thomas Woldbye, CEO for Københavns Lufthavne, kunne melde om en omsætning på 1761 mio. kr. i 2021 mod 1576 mio. kr. i 2020 og 4345 mio. kr. i 2019. Resultatet før skat blev minus 666,5 mio. kr. i 2021. Lufthavnen venter en ”forbedring” i 2022, men kan endnu ikke levere en ”meningsfuld” finansiel guidance.
Søren Nielsen, CEO for Demant, køber 20 procent af ShengWang – ”et førende netværk af høreklinikker” med omkring 500 butikker med mere end 1300 medarbejdere i Kina og vil købe de øvrige 80 pocent inden udgangen af første halvår. Med købet af den ”fremragende vækstplatform” vil Demant styrke sin position i det hurtigt voksende kinesiske marked.
Michael Larsen, CEO for NTG Nordic Transport Group, venter i 2022 fortsat vækst til en omsætning på 7,8-8,3 mia. kr., efter at omsætningen i 2021 steg til 7,3 mia. kr. fra 5,3 mia. kr. i 2020. EBIT-driftsresultatet ventes at blive 570-630 mio. kr. mod 542 mio. kr. i 2021. NTG har samtidig opjusteret sit strategiske EBIT-mål til 1 mia. kr. senest i 2027.
Niels Frederiksen, CEO for Scandinavian Tobacco Group (STG), forudser en behersket organisk vækst i EBITDA-driftsresultatet på 0-6 procent i 2022, efter at EBITDA i 2021 steg organisk med 14,2 procent til 474 mio. kr. Efterspørgslen efter håndrullede cigarer i USA og synergier fra Agio-opkøbet har bidraget til at løfte STG i 2021.
Torben Rosenkrantz-Theill, adm. direktør for Brødrene Hartmann, må varsle et yderligere fald i overskudsgraden til 2-7 procent i 2022 efter et fald til 9,2 procent i 2021 fra 17,5 procent i 2020. Trods forventning om en pæn omsætningsstigning til 2,9-3,3 mia. kr. i 2022 fra 2,7 mia. kr. i 2021 vil indtjeningen blive trykket ned af fortsat høje priser på returpapir og energi.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.