Europæiske industrivirksomheder kan allerede elektrificere hovedparten af deres energiforbrug. Alligevel har elektrificeringen stort set stået stille i årtier. Globalt finanshus peger på, at usikkerhed om afkast, elpriser og forsyning afgør, om store investeringer bliver gennemført. Den grønne omstilling er blevet et spørgsmål om konkurrenceevne og strategisk risikostyring.
Industrien står for omkring en fjerdedel af EU’s endelige energiforbrug. Men mens elektricitetens andel steg til omkring 30 pct. i 1990’erne, har den siden ligget næsten fast omkring 33 pct. Potentialet er langt større.
Finanshuset Rabobank henviser i en stor ny analyse til forskning, der anslår, at op mod 90 pct. af industriens energibehov på længere sigt teknisk kan elektrificeres. Mere end 70 pct. af det nuværende energiforbrug vurderes at kunne elektrificeres relativt let. Men ikke alle projekter kan betale sig.
De letteste gevinster ligger i procesvarmen
Særligt virksomheder inden for fødevarer, papir, lægemidler og dele af den kemiske industri har muligheder, som allerede bygger på velafprøvet teknologi.
Industrielle varmepumper kan levere varme op til omkring 150 grader, mens elektriske kedler kan producere damp ved temperaturer op til 350 grader. Varmepumper alene kan ifølge de studier, Rabobank gennemgår, potentielt dække mindst 30 pct. af industriens varmebehov.
For topledelsen rejser det et konkret spørgsmål: Hvilke produktionsanlæg er oplagte at omlægge, når næste store renovering eller udskiftning skal besluttes?
Investeringernes timing er vigtig, fordi mange anlæg har lange levetider. En for tidlig udskiftning kan ødelægge projektøkonomien, mens en udsættelse kan fastholde virksomheden i dyre og ustabile fossile brændsler.
For stål, cement, glas og kemikalier er billedet mere kompliceret. Her er fossile brændsler ofte ikke blot energikilder, men også nødvendige råstoffer i produktionen. Hydrogen, biomasse og kulstoffangst vil derfor fortsat være relevante.
Rabobank advarer samtidig om, at markedet for lavemissionsbrint er umodent: Få projekter er i drift eller har nået en endelig investeringsbeslutning.
Elprisen kan afgøre virksomhedens konkurrencekraft
Den helt centrale ledelsesudfordring er at skabe en forretningsmodel, som holder, også når energipriser, netomkostninger og regulering ændrer sig.
Rabobank fremhæver fem gennemgående barrierer: Høje elpriser, manglende netadgang, store startinvesteringer, bekymring for konkurrenceevnen og ujævn gennemførelse af politiske tiltag mellem EU-landene.
Det er ikke tilstrækkeligt, at en elektrisk løsning er mere energieffektiv. Virksomheden skal også vide, hvornår den kan blive tilsluttet elnettet, hvad tilslutningen koster, og om kunderne vil betale for et produkt med lavere CO2-aftryk. Selv modne løsninger kan blive urentable, hvis disse forudsætninger ikke falder på plads samtidig.
EU har etableret et omfattende system af CO2-priser, statsstøtte, netinitiativer og finansiering. Et pilotprogram på én mia. euro skal støtte elektrisk industrivarme, mens en foreslået industriel dekarboniseringsbank sigter mod omkring 100 mia. euro i perioden 2030-2040. Men analysens pointe er, at mange enkeltordninger ikke automatisk bliver til projekter, der kan finansieres.
En større gevinst er mindre afhængighed af importeret fossil energi. EU kan ifølge de fremlagte skøn potentielt spare 260 mia. euro årligt på fossil energiimport i 2040. Gevinsten er dog på samfundsniveau. Den enkelte virksomhed må stadig kunne forsvare sin investering over for bestyrelse og ejere.
Rabobanks overordnede konklusion er skarp: Europas industrielle elektrificering vil først tage fart, når teknologi, infrastruktur, energipriser, støtte og kundernes betalingsvilje tilsammen giver et forudsigeligt afkast. Den konkurrencefordel, som topledere skal jagte, er derfor ikke blot at komme først med ny teknologi, men at sikre, at omstillingen også gør virksomheden stærkere økonomisk.
Morten W. Langer
Læs hele analysen fra Rabobank her
