Kære læser
Dette er en advarsel: En advarsel om, at det økonomiske klima i dansk økonomi er langt værre end det, regeringen, bankerne og andre professionelle prognosemagere har fortalt os.
For en lille måned siden bragte vi på ugebrev.dk en analyse af dansk økonomi under overskriften: ”Midtvejs-status 2025: Nu kommer sandheden frem om den svage danske økonomi”, som også bringes i denne udgave af ØU Ledelse.
I Økonomisk Ugebrev har vi gentagne gange det seneste år forsøgt at trænge igennem med et budskab om, at de officielle BNP-tal var kunstigt pustet op, og at Hr. og Fru Jensen i main street stort set ikke har mærket den økonomisk fremgang, som regeringen og bankerne har haft som grundsubstans i deres historiefortælling.
Når danskernes tillid til deres egen privatøkonomi og samfundsøkonomien de seneste måneder har ligget på et tiårs lavpunkt, er der selvfølgelig en grund til det. Bankøkonomer har gentagne gange arrogant forklaret, at der ikke var basis for danskernes sortsyn på økonomien, og at de bare skulle begynde at bruge penge igen.
Prognosemagere erkender realiteterne
Men nu ser det ud til, at de professionelle prognosemagere også begynder at erkende realiteterne. Det gav genlyd forleden, da Nykredits cheføkonom kom med en ny prognose for dansk økonomi, hvor instituttets forventning til dette års BNP-vækst nedjusteres fra 3,5 pct. til sølle 0,9 pct.
I et kort referat af analysen oplyses, at det nu må erkendes, at BNP-væksten har været lavere på grund af Danmarks Statistiks nedrevideringer af de seneste års vækst.
Videre hedder det, at ”Kigger vi fremad, er udsigterne fortsat tyngede. Handelskrigen bliver formentlig ikke helt så voldsom, som vi tidligere har frygtet, og de danske forbrugere ser samtidig lidt mere robuste ud. Til gengæld bliver det danske medicinaleksportseventyr formentlig knap så fantastisk de kommende år efter Novo Nordisks nedjustering. I kombination med et overraskende svagt 1. kvartal i år, så nedjusterer vi således den ventede gennemsnitlige vækst i BNP i år fra 3,5% til sølle 0,9%.”
Omkring en mulig negativ BNP-effekt fra Novo Nordisk bør man blot iagttage, at medicinalkoncernens salg af fedmemedicin fortsat buldrer derudad med høje vækstrater, og nye fabrikker tages i brug de næste år. Så medicinalkoncernen vil fortsat bidrage flot.
Det mest spøjse er, at alle de mest etablerede finansinstitutioner herhjemme tilsyneladende også er gået helt galt i byen. BNP-prognoserne har stor betydning for beslutningstagere i erhvervslivet og i den offentlige sektor, som planlægger investeringer ud fra prognoserne. Derfor er det fejlskud, som er sket, slet ikke godt.
Som det fremgår af nedenstående tabel, som er et uddrag af Finansministeriets prognoseoversigt, forventer de fleste store prognosemagere stadig en danske BNP-vækst i år på tre pct. eller mere. Hvis Nykredit får ret – og det er vi ret sikre på, at instituttet gør – så kommer alle de andre nu – halsende efter Nykredit – til at nedjustere deres BNP-skøn for i år og næste år.
Det bliver interessant at høre deres forklaringer om, hvordan de kunne gå så meget galt i byen.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.