Selskabet bag modeugen, Global Fashion Agenda, kritiseres nu for bevidst at vildlede virksomheder og kunder om bæredygtighed. Global Fashion Agenda udgiver i samarbejde med Boston Consulting Group hvert år en rapport, der beskriver modebranchens bæredygtige tilstand. Men næsten 400 forskere fra hele verden har samlet sig i en kritik af Global Fashion Agenda for at anbefale business-as-usual, som kaldes et sygt system, baseret på overforbrug og desperat jagt på profit.
Knap 400 internationale forskere fra ”The Union of Concerned Researchers in Fashion” (UCRF) kritiserer nu det dansk baserede selskab Global Fashion Agenda, med CEO Eva Kruse i spidsen, for bevidst at se bort fra kerneproblemstillingen i mode- og tekstilbranchen.
Kritikken lyder, at Global Fashion Agenda bevidst ignorerer, at bæredygtighed i modeindustrien kun kan etableres gennem et systemisk opgør med det stigende overforbrug og industriens evige desperate jagt på økonomisk vækst gennem overproduktion til laveste mulige pris.
Global Fashion Agenda, der bl.a. står bag modeugen Copenhagen Fashion Week og finansielt støttes af bl.a. Bestseller, H&H, Ganni, NIKE og G-STAR RAW, udgiver i samarbejde med konsulentvirksomhed Boston Consulting Group en årlig rapport om modeindustriens bæredygtige tilstand. Rapporten ” The Pulse of the Fashion Industry ” indledes ganske vidst med erkendelsen om, at “despite this improvement, the fashion industry is still far from sustainable.”
Ifølge et statement fra den 24. juni fra UCRF anbefaler Global Fashion Agenda de helt forkerte veje til en mere bæredygtig kultur. De skaber i bedste fald kun lokale bæredygtige forbedringer i værdikæden, men løser ingen reelle klimafordringer for eksempel beskrevet i IPPC’ seneste rapport om klimaforandringer eller Verdensmål nummer 12 om bæredygtigt forbrug.
UCRF skriver, at ”while the language used in the Pulse 2019 Update invokes ‘systemic change’, the discrete recommendations appear to be located comfortably within a current and unquestioned growth logic and therefore serve business-as-usual over planet. UCRF suggests that a genuine systems thinking approach be adopted for future reports.”
Danskere forskere enig i kritikken
Blandt forskerne, der har sat deres signatur på kritikken, er danske associerede professor Else Skjold fra Design School Kolding. ”Vi mener, at GFA’s rapporter er misvisende og på flere punkter vildleder virksomhederne til at fejlinvestere. Det gjorde de i 2017 ved at anbefale øget brug af syntetiske fibre i tøjproduktion, som er stærkt problematisk i forhold til udledning af mikroplast og dårlig kvalitet i brugsfasen. Det gør de igen i den nuværende rapport ved at fokusere på såkaldt bæredygtig mode og ikke på bæredygtigt (for)brug af tøj – et område der ifølge de sidste 10 års forskning for alvor ville kunne transformere sektoren,” siger Else Skjold.
De anbefalede løsninger fra Global Fashion Agenda kritiseres altså også fra dansk side hårdt for kun at være symptombehandling og kun søge mod bæredygtige løsninger, der samtidig opretter branchens forretningsmodel bygget på ideen om mange og store tøjkollektioner produceret til den laveste mulig pris. ”Vi forskere kan ikke længere være tavse vidner til, at Global Fashion Agenda ’cherry picker’ i vores viden og kun benytter det som understøtter en traditionel modetankegang, og dermed en lineær forretningsmodel, ” siger Else Skjold.
Også Postdoc researcher, BioTextile fra Aarhus Universitet, Birgit E. Bonefeld bakker op om kritikken. ”Brands skal i gang med at agere og orientere sig mod bæredygtige løsninger og ikke kun bæredygtige materialer, hvor fremstillingsfasen er i fokus. Bæredygtigheden skal altså være i et livscyklusperspektiv,” siger Birgit E. Bonefeld. Hun opfordrer også branchen til at engagerede sig i tilbage-tagnings-ordninger og immaterielle løsninger, der kunne ændre erhvervskulturen i modeindustrien. ”Immaterielle løsninger skal indtænkes som en del af forretningsmodellen for at nedtone promovering af, at ’nyt er godt’,” siger hun.
Vigga Svensson – et velkendt ansigt i modebranchen – og CEO i virksomheden Continued.Fashion, hvis forretningsmodel netop bygger på en tilbagetagningsordning og et gensælgningsprincip støtter ligeledes kritikken.
“Kritikken fra UCRF bekræfter vores oplevelse, når vi hjælper modebrands i gang med at arbejde med cirkulære forretningsmodeller. Der findes simpelthen ikke en terminologi eller nogen målestok, der kan håndtere andet end lineært (over)forbrug. Det gælder lige fra marketingsafdelingen, der er usikker på hvordan man taler med sine kunder, hvis ikke det bare er køb-så-meget-som-muligt, til CFO’en der ikke forstår, hvordan man rapporterer og lagerfører i et cirkulært set-up. Vi ser, med andre ord, en stor lyst til, men også en enorm forvirring over, nye og mere bæredygtige forretningsmodeller – så meget at det kan blive årsagen til, at man bare fortsætter med sin uhensigtsmæssige forretningsmodel mod bedrevidende,” siger Vigga Svensson.
Global Fashion Agendas svar på kritikken
Økonomisk Ugebrev Ledelse har i forlængelse af kritikken fremsendt en række spørgsmål til Global Fashion Agenda direktør Eva Kruse. Spørgsmålene adresserer kritikken fra UCRF og omhandler:
1. Accepten af overforbrug som forretningsmodel.
2. Bevidst begrebsforvirring.
3. Et forenklet syn på forbrugere.
4. Om rapporten udelukkende bygger på hensyn til de velstående i ”the Global North” og ikke inkluderer de mindre velstående i ”the Global South?”
Vi har modtaget følgende korte svar fra Morten Lehmann, Chief Sustainability Officer, Global Fashion Agenda:
”Resultaterne i Pulse of Fashion Industry 2019 Update er baseret på en projicering af konsekvenserne som følge af stigende efterspørgsel fra voksende mellemklasser og overforbrug i modebranchen. De satser, der vises i rapporten, er hentet fra Euromonitor data. For forbrugernes følelsesanalyse blev over 2900 forbrugere interviewet fra en lang række markeder i både det globale nord og det globale syd, herunder Brasilien, Kina, Frankrig, Storbritannien og USA.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.