GN Hearing har tabt så meget terræn i forhold til konkurrenterne, at virksomheden står overfor alvorlige strategiske spørgsmål: Er den blevet så meget mindre end konkurrenterne, og har den tabt så meget indtjeningsevne, at den ikke kan følge med, når det gælder den hektiske produktudvikling og produktlancering, der præger branchen? Fagredaktør Morten A. Sørensen har kigget på de seneste Q1-regnskaber.
Kan GN Hearing stadig komme igen? Det er det alvorlige spørgsmål, som tallene for første kvartal 2022 rejser i den danske høreapparatbranche – måske landets vigtigste industrielle sundhedsklynge.
I den periode har Danmarks største producent Demant leveret organisk vækst på 9 procent i sin Hearing Healthcare-forretning. Danmarks næststørste, WS Audiology, har leveret en vækst på 13 procent. Den største europæiske aktør, schweiziske Sonova, opviser i et netop udsendt regnskab en omsætningsvækst i 2021/22 på 29 procent.
Til sammenligning har GN Hearing leveret en organisk vækst på 2 procent. GN Hearing kan altså ikke følge med konkurrenterne. Virksomheden har langt fra – sådan som rivalerne – formået at rejse sig efter corona-epidemien i 2020 og 2021.
Samtidig må GN Hearing i første kvartal konstatere en EBITA-overskudsgrad på minus 5,2 procent, mens rivalerne er ved at være tilbage på de EBITA- og EBITDA-marginer på over 20 procent, der historisk har været typiske.
GN Hearing venter en genopretning i løbet af 2022, så den organiske vækst i core business når 5-10 procent og den justerede EBITA-margin 14 procent, men dertil kommer et forventet underskud i emerging business på 190 mio. kr. og ekstraordinære poster på minus 150 mio. kr.
GN Hearing forklarer den lave indtjening med stigende transport– og inputpriser, lavere gennemsnitlige priser hos den vigtige amerikanske forhandler Costco og mixeffekter. Et opkøb trækker også indtjeningen ned.
Hvorfor er GN Hearing så forholdsvis hårdt ramt af transport- og inputpriser, som også må ramme konkurrenterne? Virksomheden blev tilsyneladende ramt af corona på et særligt uheldigt tidspunkt, da den lige var ved at introducere nye produkter, og salgsarbejdet blev også ramt særlig hårdt. Måske har det også for den mindste spiller været særligt vanskeligere at sikre transport- og underleverandørnettet.
Essentielt strategisk spørgsmål
Det leder videre til et strategisk spørgsmål, der nu får en slags eksistentiel betydning: Hvad vil det betyde for GN Hearing på lidt længere sigt, at dens momentum er gået i stå? Det kan være svært at få igang igen – især hvis en virksomhed i stigende grad ikke står lige så stærkt overfor underleverandørerne og ikke har de samme midler til produktudvikling og salgsarbejde, som konkurrenterne.
GN Hearings fremtid afhænger af udviklingen og lanceringen af en stadig strøm af nye produkter, der – som Sydbank formulerer i en analyse – ”rammer kundernes efterspørgsel på det pågældende tidspunkt.” Det manglende momentum gør det endnu mere nødvendigt, at GN Hearing rammer rigtigt i de kommende år og måneder. Historien har vist, at det kan være svært.
GN Hearing indgår i GN Store Nord-koncernen sammen med GN Audio, som pludselig også er kommet i hård modvind med et organisk omsætningsfald på 30 procent i første kvartal og en EBITA-margin, der er faldet til 5,7 fra 24,8 procent i den samme periode af 2021.
GN Store Nord-aktien er styrtdykket med over 50 procent det seneste år. Hvis genopretningen lykkes i Hearing og Audio, og det er absolut muligt, er den billig. Men for investorerne er den også blevet lidt af en satsning.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.