Med 14 point ud af 15 mulige vinder Grundfos og Lars Larsen Group ØU’ årlige Tax Governance Rating for 50 store unoterede selskaber. Danfoss og STARK deler andenpladsen, begge med 13 point. Danfoss er årets højdespringer – i 2024 fik den danske industrikoncern kun fem point. I bunden af listen ligger 12 selskaber med nul point. Bundskraberne, herunder Lagkagehuset og Rema 1000, har ikke offentliggjort en skattepolitik og behandler ikke ansvarlig skat i deres øvrige rapportering, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.
For fjerde år i træk tager Grundfos førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs Tax Governance Rating for store unoterede selskaber. Den danske pumpegigants seneste bæredygtighedsrapport indeholder et selvstændigt kapitel om ansvarlig skatteadfærd, og her fremgår blandt andet, at selskabets samlede globale skattebidrag i 2024 var 6,5 mia. kr., heraf 4 mia. kr. i opkrævede skatter som medarbejderskat og 2,5 mia. kr. i afholdte skatter som selskabsskat.
Grundfos præsenterer også en oversigt over betaling af selskabsskat for alle enkeltlande, selskabet opererer i. Grundfos betalte i 2024 286 mio. kr. i selskabsskat i Danmark, hvilket svarer til 23 pct. af selskabets samledes globale betaling af selskabsskat på 1,3 mia. kr.
Under overskriften ’Relationship with tax authorities and stakeholders’ oplyser Grundfos om dialog med skattemyndigheder samt en række organisationer, herunder Oxfam: “We also participate in the ‘Tax Dialogue Project’ held by Oxfam. In this context, we engage with other private businesses, pension funds, and civil society to bring our tax and business insights to the table in the informal discussions around responsible tax as well as tax legislation and practice.”
Grundfos deler førstepladsen med Lars Larsen Group, der også leverer fuld land-for-land rapportering. Lars Larsen Group oplyser også om selskabets samlede skattebidrag fordelt på afholdte og opkrævede skatter, og præsenterer en komplet liste over benyttede skatteincitamenter, for forskellige lande.
Lars Larsen Group oplyser desuden, at selskabet har udpeget bestyrelsesformand Jacob Brunsborg som hovedansvarlig for skattepolitikken, hvilket sikrer Lars Larsen Group ekstrapoint i målepunkt 1.
Bundskrabere og årets højdespringer
Med 13 point ud af 15 mulige deler Danfoss og STARK andenpladsen. Danfoss er samtidig årets højdespringer, med otte point mere end sidste år. Den danske industrikoncern har i år valgt at udgive en dedikeret skatterapport, hvis indhold er med til at sikre Danfoss point i samtlige af ratingens otte målepunkter.
Eksempelvis giver følgende udmelding Danfoss ét point i målepunkt 3, der vedrører skatteincitamenter: ”Tax incentives and tax reliefs are used provided they are generally accessible to a broad group of taxpayers, and provided they are applicable to Danfoss commercial substance in the relevant tax jurisdiction. For example, Danfoss utilizes opportunities for tax deductions related to research and development (R&D) activities in China, the US, and Denmark.”
Danfoss oplyser også om selskabets totale skattebidrag, dialog med skattemyndigheder og andre stakeholders, leverer fuld land-for-land rapportering, og meddeler, at selskabet ikke har aktiviteter i lande, der er på EU’s skattelyliste over ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner.
I bunden af listen ligger hele tolv selskaber med nul point. Blandt bundskraberne er blandt andet bilgiganten Nic Christiansen, supermarkedskæden REMA 1000 og Lagkagehuset. Ingen af disse selskaber har udgivet en skattepolitik, og behandler heller ikke emnet ansvarlig skatteadfærd i deres øvrige rapportering.
De unoterede halter stadig efter de børsnoterede
De store unoterede selskaber klarer sig generelt dårligere på skattetransparens end de børsnoterede selskaber. Eksempelvis har alle danske large cap-selskaber og 96 pct. af mid cap-selskaberne udgivet en officiel skattepolitik, mens det for de store unoterede blot er 69 pct.
Et andet eksempel er land-for land rapportering, hvor 65 pct. af de store og mellemstore danske børsnoterede rapporterer om deres skattebetalinger på lande eller regionsniveau, mens det for de store unoterede blot er 35 pct.
Overordnet set ligger gennemsnitsscoren for de store unoterede også et godt stykke under både large cap og mid cap-selskaberne. I gennemsnit opnår de store unoterede selskaber 4,9 point ud af 15 mulige. For large cap og mid cap er snittet henholdsvis 6,8 og 5,9 point.
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.