Bestyrelser bør tage en række konkrete initiativer for at imødegå en periode med økonomisk opbremsning og måske også en recession, hvis de vil leve op til lovens krav og undgå kritik og mistede bestyrelsesposter – for ikke at have gjort deres arbejde godt nok. En artikel i Bestyrelsesguiden med overskriften ”Guide for bestyrelsen i en recessionstid” indeholder en praktisk handlingsplan og huskeliste med gode råd til at sikre virksomheden bedst muligt.
Forfatteren konstaterer, at mange selskaber kan komme til at stå overfor en ”total likviditets- og kapitalstorm”, hvor pengestrømmene fra driften falder, mens omkostningerne er uændrede eller stiger. Samtidig kan der være begrænset adgang til ny kredit og egenkapital, og eksisterende kreditmuligheder kan blive indskrænket.
Loven forpligter bestyrelsesmedlemmer til at indføre kontrolsystemer og til at holde sig informeret om de risici, deres virksomheder står overfor. Hvis de ikke har gjort det – eller har ignoreret alarmsignaler – kan de senere blive anklaget for ikke at have gjort deres arbejde godt og i god tro. Guiden indeholder blandt andet følgende punkter:
• Iværksæt en overordnet gennemgang af virksomhedens aktuelle forretnings-/driftsplan for de næste 12 til 24 måneder med brug af de mest aktuelle data og tendenser og med særligt fokus på likviditets- og kapitalbehov samt likviditets- og kapitalkilder, og revider herefter planen.
• Identificér, og – hvis det er relevant – iværksæt mulige omkostningsreduktioner og andre likviditetsbevarende foranstaltninger, inklusive udsættelse eller ophør af aktietilbagekøb (selv om kapital kan købes billigt tilbage, så kan hensynet til likviditeten i dag være vigtigere).
• Etabler et program, der konstant overvåger de vigtigste indikatorer for virksomhedens præstationer, med omgående rapportering til bestyrelsen om afvigelser, og deres mulige konsekvenser.
• Sørg for stresstests af virksomhedens forretningsplaner i forhold til pessimistiske scenarier for omsætningsudvikling og eventuelle konsekvenser af mistede storkunder.
• Vær særlig opmærksom på de vigtigste forudsætninger for pengestrømmene fra driften – som f.eks. julesalg, eller f.eks. det forventede niveau for bestillinger og afbestillinger.
• Forstå og tag hensyn til direkte og indirekte eksponering mod afledte finansielle instrumenter og den risiko, der omgiver market-to-market aktiver.
• Identificér og vurdér markedsrisici i forbindelse med indtægter og drift på virksomhedens hovedmarkeder, herunder f.eks. risikoen for forstyrrelse af forsyningskæder.
• Fastlæg hvilke kommende investeringer, der er ”essentielle” og hvilke, der eventuelt kan udsættes eller aflyses.
• Undersøg om likviditets- og kapitalkilder vil være på-lidelige fremover. Vurdér især risikoen for forstyrrelser af adgangen til likviditet på kort sigt, inklusive midler, der er investeret i andre. Prøv at finde mulige alternative kilder til likviditet.
• Skaf et overblik over kreditaftaler (inklusive forskellige betingelser) og selskabets andre vigtige aftaler i forhold til selskabets aktuelle planer – men også i forhold til mere negative scenarier.
• Overvej planlægningen af kommunikation, internt og eksternt, hvis der skulle opstå behov for særlig kommunikation til forskellige interessegrupper.
• Gennemgå allerede udsendte meddelelser og overvej, hvordan de passer til virksomhedens situation i dag.
Ændringer i Økonomisk Ugebrev Ledelse
ØU Ledelse og Bestyrelsesguiden har over sommeren været gennem en evalueringsproces, som i løbet af efteråret vil munde ud i følgende redaktionelle ændringer:
• Fra oktober vil vi i hver udgave bringe et større interview om ledelse og bestyrelsesarbejde, hvor vi snakker med en toneangivende erhvervsleder om hans eller hendes konkrete erfaringer fra livet som topleder.
• Vi vil mere systematisk følge bestyrelsens årshjul i den redaktionelle dækning, hvor vi i højere grad beskæftiger os med netop de dagsordener, som bestyrelsen aktuelt arbejder med.
• Vi er ved at tilknytte en stribe dygtige erfarne erhvervsfolk, rådgivere og forskere, som kommer til at bidrage løbende med gode råd om praktisk bestyrelsesarbejde.
• Vi etablerer i regi af Bestyrelsesguiden nogle Bestyrelsesskoleforløb, hvor man kan vælge at modtage ugentlige lektioner med fokus på konkrete temaer. Eksempelvis om bestyrelsens arbejde med digital transformation, bestyrelsesansvaret og bestyrelsens mulighed for at forberede den næste økonomiske afmatning.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.