Økonomisk Ugebrev tilføjer to nye målepunkter til den årlige Klima Rating, der gør status over 100 store selskabers evne til at levere klimaresultater. De nye målepunkter omhandler udviklingen i virksomhedernes samlede scope 1, 2 og 3 CO₂-aftryk i fem år eller mere. Redaktør Claus Strue Frederiksen præsenterer her en udførlig guide til ØU Klima Rating 2026, der udkommer dette forår.
Økonomisk Ugebrevs Klima Rating 2026 udkommer i tre afdelinger opdelt på selskabskategorier, nemlig de store Life science selskaber, C25-selskaberne og 25 store unoterede selskaber. Vinderne i de to første kategorier kåres i foråret 2026, mens ratingen for de 25 store unoterede offentliggøres i efteråret.
Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for 2026 gør status over de store danske selskabers aktuelle evner til at levere klimaresultater, baseret på otte konkrete målepunkter. Udover den traditionelle ØU Klima Rating har Økonomisk Ugebrev også udviklet en særlig klimarating for banksektoren og en for pensionsselskaber.
CO₂-reduktionsmål Inspireret af SBTi
Seks af ratingens otte målepunkterne angår CO₂-reduktioner. De konkrete reduktionsmål er inspireret af Science Based Targets initiative (SBTi), der i sin Progress Report 2021 proklamerer: “An annual 4.2% emissions reduction is required for 1.5ºC-aligned science-based targets. A typical SBTi-approved company has been even more ambitious than the 1.5ºC trajectory, with a linear rate of 8.8% scope 1 and 2 reductions a year during the period with approved targets.”
Da scope 1 og 2 for mange selskaber udgør en yderst beskeden del af deres samlede klimaaftryk, har vi valgt at lade ovenstående reduktionsmål omfatte scope 3, der omhandler værdikæden, herunder leverandører.
Udover de SBTi-inspirerede målepunkter indgår et målepunkt om transparens samt et målepunkt, der tildeler point til virksomheder, der anser klimadagsordenen for så væsentlig, at klimaresultater er en integreret del af topchefens bonusprogram. Der er en udførlig forklaring af de otte målepunkter nederst i denne artikel.
Nye målepunkter: Udvikling i CO₂-aftryk på længere sigt
I 2025 introducerede vi to nye målepunkter, som omhandler udviklingen i virksomhedernes samlede scope 1, 2 og 3 CO₂-aftryk på længere sigt end vores tidligere ratings. I år vil selskaber også blive bedømt på reduktionen i deres samlede CO₂-aftryk fem år tilbage, eller til en af virksomheden selvvalgt baseline, der går længere tilbage.
Det første nye målepunkt – målepunkt 5 – tildeler virksomheder, der har reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 CO₂-aftryk mindst 21 pct. de seneste fem år (fx 2025-20) 1 point. Hvis reduktionen er mindst 44 pct. tildeles 2 point.
Det andet nye målepunkt – målepunkt 6 – tildeler virksomheder, der har reduceret intensitetsaftrykket med mindst 21 pct. de seneste fem år 1 point. Hvis reduktionen er mindst 44 pct. tildeles 2 point.
I begge målepunkter kan virksomheder, der har sat en baseline, som går mere end fem år tilbage, opnå point, hvis de har reduceret CO₂-aftrykket med mindst 4,2 eller 8,8 pct. om året i gennemsnit.
De to nye målepunkter erstatter målepunktet vedrørende reduktion i selskabernes scope 1 og 2 udledninger de seneste fem år. Scope 1 og 2 udgør for de fleste selskaber en meget begrænset del af det samlede klimaaftryk – vi har derfor valgt udelukkende at fokusere på udviklingen i det samlede aftryk, altså scope 1, 2 og 3.
Ændringerne af målepunkterne betyder, at selskaber i 2026 kan opnå 17 point i ØU Klima Rating, mod 15 i 2025.
Sigtet med ØU Klima Rating
De mest visionære og klima-ambitiøse virksomheder scorer ikke nødvendigvis højt i vores rating. Formålet med ratingen er først og fremmest at belønne det grønne resultat, ikke den grønne politik.
Vores rating er ikke perfekt. Men generelt vil virksomheder kun opnå gode placeringer i vores rating, hvis de på både kort og mellemlangt sigt har leveret klimaresultater i form af betydelige CO₂-reduktioner, rapporterer ordentligt herom samt tager klima så alvorligt, at det er integreret i topchefbonussen. Omvendt vil virksomheder, der lader det blive ved skåltalerne, næppe kunne stryge helt til tops.
Data indsamles fra selskabernes egne rapporter
I lighed med de seneste to år indgår der i dette års rating kun data, som virksomhederne offentliggør i deres egne officielle rapporter. Vi har for år tilbage accepteret data indleveret til og udgivet af CDP, men det har vi valgt at holde op med, da CDP har begrænsninger på, hvor mange rapporter man kan tilgå som ekstern bruger (hvorved CDP-oplysninger ikke kan betragtes som offentligt tilgængelige).
Desuden udgiver virksomhederne selv hvert år omfattende ESG-rapporter e. lign., hvori klima spiller en central rolle – i det lys forekommer det rimeligt at forvente, at virksomhederne selv udgiver al relevant klimadata.
Forklaring af målepunkter
Målepunkt 1: Virksomheder, der har reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 udledninger med mindst 4,2 pct. i forhold til sidste år, tildeles 1 point. Virksomheder, der har reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 udledninger med mindst 8,8 pct. i forhold til sidste år, tildeles 2 point. For at opnå point skal væsentlige dele af CO₂-aftrykket fra værdikæden indgå i virksomhedens scope 3 klimarapportering.
Det betyder eksempelvis, at produktionsvirksomheder så vidt muligt skal inddrage aftrykket fra leverandørkæden (aftryk fra flyrejser og medarbejdernes transport til og fra arbejde er ikke nok). Desuden skal der være tale om opdateret scope 3 data, hvilket indebærer, at der skal være tale om 2025-data. Målepunkt 2: Virksomheder, der har reduceret deres intensitetsaftryk (scope 1, 2 og 3), forstået som ton udledt CO₂ pr. omsat million kroner, med mindst 4,2 pct. i forhold til sidste år, tildeles 1 point. Virksomheder, der har reduceret deres intensitetsaftryk med mindst 8,8 pct. i forhold til sidste år, tildeles 2 point. Målepunkt 3: Virksomheder, der de seneste tre år har reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 udledninger med mindst 12,6 pct., tildeles 1 point. Virksomheder, der de seneste tre år har reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 udledninger med mindst 26,4 pct., tildeles 2 point. De seneste tre år skal forstås som tre år tilbage fra 2025 til 2022.
Målepunkt 4: Virksomheder, der de seneste tre år har reduceret deres intensitetsaftryk (scope 1, 2 og 3), forstået som ton udledt CO₂ pr. omsat million kroner, med mindst 12,6 pct., tildeles 1 point. Virksomheder, der de seneste tre år har reduceret deres intensitetsaftryk med mindst 26,4 pct., tildeles 2 point. Målepunkt 5: Virksomheder, der de seneste fem år har reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 udledninger med mindst 21 pct, tildeles 1 point. Virksomheder, der de seneste fem år har reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 udledninger med mindst 44 pct., tildeles 2 point. Virksomheder, der har sat en baseline for de samlede scope 1, 2 og 3 udledninger, som går mere end fem år tilbage, kan opnå 1 point, hvis de har reduceret det samlede scope 1, 2 og 3 aftryk med mindst 4,2 pct. om året i gennemsnit – en gennemsnitlig årlig reduktion på 8,8 pct. giver 2 point.
Målepunkt 6: Virksomheder, der de seneste fem år har reduceret deres intensitetsaftryk (scope 1, 2 og 3), forstået som ton udledt CO₂ pr. omsat million kroner, med mindst 21 pct., tildeles 1 point. Virksomheder, der de seneste fem år har reduceret deres intensitetsaftryk med mindst 44 pct., tildeles 2 point. Virksomheder, der har sat en baseline, som går mere end fem år tilbage, kan opnå 1 point, hvis selskabet har reduceret intensitetsaftrykket med mindst 4,2 pct. om året i gennemsnit. Hvis den gennemsnitlige årlige reduktion er mindst 8,8 pct., tildeles 2 point.
Målepunkt 7: Virksomheder, der rapporterer om deres scope 1, 2 og 3 udledninger for 2025, tildeles 1 point. Virksomheder, der rapporterer om deres scope 1, 2 og 3 udledninger for 2025, 2024 og 2023, tildeles 2 point. Virksomheder, der rapporterer om deres scope 1, 2 og 3 udledninger for 2025, 2024, 2023, 2022 og 2021, tildeles 3 point. For at opnå point skal betydelige dele af værdikædeaftrykket indgå i scope 3 rapporteringen. Målepunkt 8: Virksomheder, hvor det af deres vederlagsrapport, årsrapport, bæredygtighedsrapport eller ESG-rapport klart fremgår, at der indgår klimakomponenter i topchefens bonusprogrammer, tildeles 1 point. Virksomheder, der i deres vederlagsrapport, årsrapport, bæredygtighedsrapport eller ESG-rapport klart har oplyst, at der indgår klimakomponenter i topchefens bonusprogram, og hvor det samtidig klart fremgår, at klimakomponenterne udgør mindst 10 pct. af enten det kortsigtede eller langsigtede incitamentprogram, tildeles 2 point. Virksomheder, der ikke har integreret klimakomponenter i topchefens bonusprogrammer eller ikke har oplyst klart herom, tildeles 0 point. Med klart menes, at det skal fremgå af ovenfor nævnte dokumenter, at topchefbonussen bl.a. afhænger af virksomhedens klimaresultater (og ikke blot af ESG, bæredygtighed mm.).
Claus Strue Frederiksen













