Huno kritiserer Rebien for raid. ØU: ikke kønt, men nødvendigt

Kære læser

Efter tidligere Novo Nordisk chef og formand for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, fik smidt tidligere CEO Lars Fruergaard Jørgensen på porten og efterfølgende også det meste af bestyrelsen for Novo Nordisk med formand Helge Lund i spidsen, har der været tiltagende kritik af Rebien i erhvervsmedierne.

Udrensningen i bestyrelsen var på ingen måde en overraskelse, men en naturlig konsekvens af, at Fondens formand havde overrulet bestyrelsen for Novo Nordisk og dermed indirekte udtrykt mistillid til Helge Lund.

Allerede den 19. juni skrev ØU’s fagredaktør Morten Sørensen under overskriften ”Novo Nordisk: Nu må kuppet føres igennem” følgende: ”Novo Nordisks bestyrelse er blevet desavoueret uden at have taget den oplagte konsekvens: At protestere og gå af. Når Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk Fonden ”overtaler” Novo Nordisks bestyrelse til at fyre topchefen – åbenbart mod bestyrelsens overbevisning – så må man tale om noget i retning af et kup.”

Sagen er både bemærkelsesværdig og opsigtsvækkende, og det er let at påstå, at al god corporate governance er blevet tilsidesat i den gennemførte paladsrevolution. Jeg mener bestemt ikke, at Lars Rebiens ageren som enehersker i Novo-universet har været køn. Men hans fremgangsmåde har tilsyneladende været helt nødvendig.

Hvis det ikke var for Fondens stemmeflertal via stemmetunge A-aktier, er det givet, at de store danske og udenlandske aktionærer i Novo Nordisk havde forholdt sig langt mere kritisk til udviklingen i Novo Nordisk det se- neste år til halvandet. Som tidligere beskrevet i ØU var der ikke et pip fra de store aktionærer på forårets generalforsamling i Novo Nordisk.

Hvorfor? Antageligt fordi fonden sidder på stemmemajoriteten, og bestyrelsen for Novo Nordisk har derfor med stor sikkerhed følt, at den var urørlig – ”vi har fonden i ryggen.”

Det er lige præcis den situation, hvor A- og B-aktieklasser med fondsejerkontrol kan gå helt galt. Det naturlige eksterne ejerpres fra aktionærerne bliver nemlig sat ud af spillet, og de tror måske, at fondens og selskabets bestyrelser er rationelle og samarbejder for at gribe ind, når tingene udvikler sig skævt – også selvom de ofte er én familie med nære personlige relationer.

Det skete så bare ikke i Novo Nordisk, og det fik Lars Rebien til at trække i håndbremsen. Ja, det var nødvendigt, men ikke kønt. Det er naturligvis det rene vrøvl, når erhvervsmanden Jørgen Huno Rasmussen kritiserer Rebien for at ”spille hasard med Novo Nordisks egenkapital.”

Ja, det kan godt være, at Rebien ene mand sidder med magten over Novo Nordisk. Men det er sket i nødværge, fordi de sædvanlige governancesystemer ikke fungerede. At Rebien nu indsætter sig som ny bestyrelsesformand for Novo Nordisks nye bestyrelse må anses for at være en overgangssituation. Der hviler et gigantisk ansvar på den nye bestyrelsesformand for medicinalselskabet, der de seneste år har løftet den danske BNP-vækst med flere procent årligt. Derfor er det ikke en let rekrutteringsproces, hvor en helt ny bestyrelse også skal køres ind.

Hvad var der sket, hvis Rebien ikke havde trukket i håndbremsen? Det kan vi kun gisne om. Men man kan frygte, at der ikke var taget de dramatiske tiltag i tide, blandt andet fyringen af 6000 ansatte og andre nødredninger for at føre selskabet tilbage til succesvejen.

Status er, at Novo Nordisk-aktien er blevet beskåret med to tredjedele siden toppen for et år siden, og den ligger på laveste niveau i næsten fem år. Aktieanalytikerne ser ikke ud til at være færdige med at nedjustere deres estimater for Novo Nordisks overskud næste år og året efter. Så problemerne er slet ikke slut.

Men første skridt er også at erkende, at der er krise – og så agere på det. Var det sket, hvis Rebien ikke havde gennemført sin paladsrevolution? Måske, men vi ved det ikke.

God læselyst

Morten W. Langer

Chefredaktør