Finanstilsynets omfattende redegørelse på 27 sider om hvidvasksagen i Danske Bank med overskriften ”Danske Banks ledelse og styring i hvidvasksagen i den estiske filial” er det mest opsigtsvækkende og omdømmebelastende dokument i efter-finanskrise tiden. Gennemgangen er en sønderlemmende kritik af topledelsen i Danske Bank. Men hvem vidste hvad hvornår? Økonomisk Ugebrev Ledelse trækker de centrale hovedpunkter frem.
I Finanstilsynets 27 siders redegørelse indikeres det meget stærkt, at Danske Banks topledelse var mere end langmodig med at få lukket de problematiske engagementer i den estiske filial, fordi det simpelthen var for god en forretning. Groft sagt kan man altså få det indtryk, at det var en afvejning af profit i forhold til den etiske standard bag langmodigheden.
På side 11-12 hedder det, at ”Bestyrelsen drøftede to gange i 2014 strategien i Baltikum generelt. Bankens indtjening i Estland var høj pga. en meget høj indtjening på non-resident porteføljen med et meget lavt kapitalforbrug (…). Overskuddet før nedskrivninger på non-resident porteføljen i Estland i 2013 udgjorde 325 mio. kr. svarende til 99 pct. af overskuddet før nedskrivninger i Estland og 77 pct. af det samlede overskud før nedskrivninger i filialerne i Baltikum.”
Videre skriver Finanstilsynet, at ”non-resident porteføljen gav et afkast på 402 pct. af bankens opgjorte kapitalbinding (ROAC) på kundesegmentet og et samlet ROAC for filialen på 60 pct. For filialerne i Litauen og Letland var der i 2013 et ROAC på henholdsvis 16 pct. og 7 pct. I det materiale, som direktionen forelagde bestyrelsen om strategien, blev der lagt op til en nedskalering af denne del af forretningen som følge af hvidvaskrisikoen i segmentet, og en reduktion af non-resident porteføljen blev påbegyndt. Der blev imødeset en ikke ubetydelig reduktion i indtjeningen som følge heraf.”
Ledelsen har ifølge redegørelsen overvejet at sælge porteføljen, men har også vurderet at salgsværdien var lavere ved en nedlukning: ”Ved strategiseminaret i juni 2014 pegede bankens CEO (Borgen tiltrådte september 2013, Red.) overfor bestyrelsen på, at en fremskyndet nedlukning af baltiske aktiviteter ville reducere værdien ved et eventuelt salg, uden at pege på, at dette ikke var en relevant betragtning for non-resident porteføljen. (”Further, [udeladt] found it unwise to speed up an exit strategy as this might significantly impact any sales price.”). Bestyrelsen blev heller ikke gjort opmærksom på, at det med de store udfordringer med AML-håndteringen var vigtigt at få lukket non-resident porteføljen ned hurtigt og få indberettet mistænkelige transaktioner til relevante myndigheder. Men bankens bestyrelse har ikke været ubekendt med problemsagerne allerede i 2014: ”Referaterne af møder i bestyrelsen og i bestyrelsens revisionsudvalg viser interesse hos bestyrelsesmedlemmerne for indtjeningen i filialen, mens de ikke er refereret for bemærkninger til de store AML-udfordringer. Medlemmerne af bestyrelsen og af revisionsudvalget er således ved deres møder i hele 2014 ikke refereret for væsentlige bemærkninger til AML i filialen i Estland, heller ikke når der blev fremlagt oplysninger om AML-problemer i filialen i revisionsprotokollater, i rapporter fra Group Compliance and AML eller i oplæg fra direktionen,” skriver Finanstilsynet.
Om manglende handlekraft oplyses videre: ”Det var hensigten, at bestyrelsen skulle træffe en beslutning (om afvikling af engagementerne. Red), men ved bestyrelsens øvrige beslutninger om strategien i Baltikum i oktober 2014 blev beslutningen om non-resident porteføljen udskudt til senest januar 2015, dvs. halvandet år efter filialens ene korrespondentbanks opsigelse af samarbejdet med filialen og godt et år efter whistleblower-henvendelsen.”
I januar 2015 blev der ikke truffet beslutninger, og tilsynet skriver herom: ”Der gik yderligere et år, inden nedlukningen i januar 2016 var gennemført, på trods af, at den i 3. kvartal 2015 blev fremskyndet på grund af pres fra EFSA og af en anden korrespondentbanks afbrydelse af samarbejdet med filialen som følge af bekymring ved filialens non-resident kunder.”
Om direktionens vidende om de problematiske engagementer hedder det, at ”I hvert fald fire medlemmer af bankens direktion, direktøren for Business Banking og bankens CRO, CFO og CEO, havde hver især modtaget oplysninger om, at der var problemer i Estland, herunder at det ikke alene var et spørgsmål om mangler i processer, men at der også var mistænkelige kunder. Der blev iværksat en gennemgang i filialen af kendskabet til kunderneog deres aktiviteter, men filialens egen opfølgning viste sig utilstrækkelig.”
Bankens ledelse har ikke vist den store lyst til at undersøge, hvad der gik galt omkring hvidvaskkontrollen (side 14): ”Banken tog først i september 2017 initiativ til en undersøgelse af omfanget af mistænkelige transaktioner og kundeforhold som følge af den utilstrækkelige håndtering af AML i filialen, og engagerede i december 2017 et eksternt advokatfirma til at lede og føre tilsyn med undersøgelsen, dvs. først fire år efter whistleblower-henvendelsen og efter eksternt pres på banken.”
Finanstilsynet skriver, at Danske Banks ledelse blev advaret mange gange. Blandt andet opsagde to samarbejdsbanker samarbejdet med banken på grund af problematiske hvidvaskkunder: ”Den ene af filialens to korrespondentbanker meddelte i maj 2015 banken, at denne bank ikke længere ønskede at medvirke ved transaktioner med britiske selskaber kontrolleret af filialens russiske kunder. Den anden af de to korrespondentbanker afbrød samarbejdet med filialen i september 2015 pga. bekymring ved filialens non-resident kunder. I den forbindelse vurderede en ledende medarbejder fra den pågældende korrespondentbank, at ud af ti non-resident kunder fra den estiske filial ville korrespondentbanken på grund af kundernes karakteristika kun være komfortabel med at servicere en enkelt.”
Mangelfuld rapportering
Finanstilsynet skriver direkte, at ledelsens rapportering til tilsynsmyndighederne var mangelfuld (side 15): ”I begyndelsen af 2014 burde det have stået klart for nogle direktionsmedlemmer og øvrige ledende medarbejdere, at forretningsgangene ikke blev fulgt, og at bankens detaljerede oplysninger fra 2012 og 2013 til Finanstilsynet og EFSA derfor var misvisende. Det må også have stået klart for dem, at det var et væsentligt område for tilsynsmyndighederne.”
Heller ikke bestyrelsen fik klar information om problemsagen, der begyndte at vokse sig rigtig stor: ”Revisionschefen fik ikke direktionen til at sikre, at direktionen gav bestyrelsen og bestyrelsens revisionsudvalg en dækkende skriftlig rapportering om AML i filialen, eller gjorde bestyrelsen og revisionsudvalget opmærksom på manglerne i rapporteringen. Mulige problemer blev dermed ikke i tilstrækkeligt omfang rapporteret til bankens bestyrelse og heller ikke rapporteret til Finanstilsynet.”
Så sent som i 2017 har Finanstilsynet bedt banken om at svare på spørgsmål, hvor Danske Banks topledelse har søgt at fedte ansvaret af på andre ledende ansatte i organisationen, og banken har ikke svaret på de spørgsmål, tilsynet har stillet (side 16): ”I løbet af 2017 har banken i flere omgange orienteret eller indsendt materiale om sagen. Finanstilsynet har måttet konstatere behov for at spørge ind til de 16 samme emner flere gange for at få fyldestgø- rende svar og spørge om bankens kendskab til yderligere sager som følge af mangelfuld orientering. Det gælder bl.a. redegørelsen den 16. oktober 2017, hvor Finanstilsynet skrev til bestyrelsen og direktionen, men modtog et svar underskrevet af to ledende medarbejdere. I enkelte tilfælde har banken ikke givet relevant information, som Finanstilsynet har bedt om,” skriver tilsynet.
Finanstilsynets konklusion
Finanstilsynets konklusion er en lige højre til bankens bestyrelse og direktion: ”Ledelsens prioriteringer og handlemåde har skadet bankens troværdighed og omdømme. Henset til bankens systemiske betydning og internationale tilstedeværelse kan den danske pengeinstitutsektors omdømme tillige være skadet (…). Sagen har således på en række områder afdækket alvorlige svagheder i bankens governance. Finanstilsynet vurderer på baggrund af sagen, at banken er eksponeret for væsentligt højere compliance- og omdømmerisici end hidtil vurderet.” Bankens egen endelige redegørelse lader vente på sig. Men hvis banken på nogen måde skal formå at lægge denne sag bag sig, vil der uden tvivl ryge hoveder helt oppe i toppen. Og hvis banken ikke selv finder ud af det, tror vi at Finanstilsynet bliver nødt til at tage affære.
