Jim Hagemann Snabe har som formand for Siemens indført ESG-relaterede komponenter for det tyske selskabs topledelse. Men som formand for A.P. Møller-Mærsk er der endnu ikke ESG-variabler i bonusprogrammet. Økonomisk Ugebrev Samfundsansvars redaktør Claus Strue Frederiksen fortsætter her artikelserien om ESG i den variable toplederløn.
Ifølge Jim Hageman Snabe er fremtidens ansvarlige kapitalisme blandt andet kendetegnet ved, at hårde bæredygtighedsmål er en del af virksomhedernes variable aflønningsprogrammer. I et interview til Berlingske har han udtalt, at ”de fleste virksomheder med respekt for sig selv vil vise deres ansvarlighed fremover på denne måde.”
Som formand for Siemens har han indført et nyt bonussystem, der integrerer CO2-udledning, uddannelse af medarbejdere og kundetilfredshed. De tre elementer, der vægtes lige højt, udgør tilsammen ti procent af den samlede variable løn. A. P. Møller-Mærsk anvender endnu ikke ESG-komponenter i deres bonusprogram til topledelsen. Ifølge professor ved Roskilde Universitet Jacob Dahl Rendtorff, som forsker i virksomheders samfundsansvar, kan man med rette stille spørgsmål ved, hvorvidt Jim Hagemann Snabe mener det seriøst, når han kun presser på for at indføre ESG-komponenter i bonusprogrammerne i Siemens, men ikke A. P. Møller-Mærsk.
”Hvis han mener, at det er vigtigt at indføre ESG-komponenter i topledelsens bonusprogrammer, så bør han indføre det både i Siemens og i A. P. Møller-Mærsk”, siger Jacob Dahl Rendtorff til Økonomisk Ugebrev.
Økonomisk Ugebrev har bedt Jim Hagemann Snabe om en kommentar til, hvorvidt APM gør sig overvejelser om at integrere ESG-komponenter i ledelsesaflønning, og hvorfor der er forskel på gode ledelsesprincipper i APM og i Siemens. Men det har ØU ikke fået svar på.
Meget klar international tendens
Internationalt synes tendensen at være meget klar: To amerikanske undersøgelser viser, at integration af ESG-komponenter i S&P 500-selskabers incitamentprogrammer allerede er udbredt – og støt stigende.
Konsulenthusene Sempler Brossy Consulting Group og Meridan Compensation Partners, der har udarbejdet undersøgelserne, rådgiver om variabel aflønning og bonusprogrammer. Undersøgelsen fra Sempler Brossy konkluderer, at 57 procent af S&P 500 indeksets virksomheder anvender ESG-komponenter i deres variable aflønningsprogrammer. Omtrent samme konklusion når Meridians undersøgelse frem til.
Undersøgelsen fra Sempler Brossy viser, at 28 procent af selskaberne har integreret hensyn til diversitet og inklusion i deres bonusprogrammer. Forbrugertilfredshed og sikkerhed inkluderes af henholdsvis 27 og 24 procent af virksomhederne. Overordnet set er det de sociale komponenter, der anvendes hyppigst, hvorimod miljøhensyn optræder yderst sjældent i virksomhedernes variable lønprogrammer.
Eksempelvis indgår affaldsreduktion kun i to procent af programmerne, og for klimaaftryk er tallet fem procent. Samlet set optræder miljøfaktorer kun i 14 procent af virksomheders incitamentsprogrammer.
En rapport fra Sempler Brossy viser desuden store forskelle mellem brancher. Eksempelvis har 48 procent af virksomhederne i finanssektoren integreret hensyn til diversitet og inklusion i deres bonusprogrammer.
I forhold til klimaaftryk er det – ikke overraskende – energiselskaberne, der topper listen. Her har 28 procent af virksomhederne integreret klimaaftryk i deres variable aflønningsprogrammer. I forhold til medarbejdertilfredshed ligger energiselskaberne til gengæld helt i bund. Blot fire procent af selskaberne integrerer dette i deres bonusprogrammer – finanssektoren topper listen med 29 procent.
Meridians undersøgelse viser, at kun fem procent af virksomhederne inkluderer ESG i de langsigtede lønprogrammer, selvom ESG-mål ofte opnås ved en mere langsigtet indsats. Konsulenthuset forklarer, at ESG-komponenterne mest er baseret på kvalitative bedømmelser frem for kvantitative målepunkter. Kvalitative bedømmelser knyttes typisk til årlige bedømmelser, mens de kvantitative måltal passer bedre til langsigtede præsentationsprogrammer.
Aktuelt er det således ikke de hårde konkrete bæredygtighedsmål som eksempelvis drivhusgasreduktion, der optræder i bonusprogrammerne.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.