Private investorer med investeringsønsker over 750.000 kr. kan henvende sig direkte til [email protected] for yderligere information.
Økonomisk Ugebrevs datterselskab ØU Capital har nu indgået endelig fast aftale om at købe en aktiepost i biotekselskabet Aerbio til den børsnoterede investeringsfond ØU Invest Balance. Investeringen er en Pre-IPO op til den forventede børsnotering om tre år. Selskabet har netop udmeldt en ny stærk bestyrelse og tredjepartverificering af en produktionsproces, hvor CO₂ og hydrogen omdannes til protein, skriver chefredaktør Morten W. Langer
Aftalen betyder, at investeringsfonden investerer et millionbeløb i det unoterede selskab, som senest har været indgående beskrevet i Økonomisk Ugebrev og Dagbladet Børsen. Siden Økonomisk Ugebrevs artikel for tre uger siden er Aerbio efter en stribe afgørende milepæle rykket betydeligt længere frem mod en planlagt kapitalforhøjelse op til 50 mio. euro, som ventes at kunne finansiere selskabets udvikling frem mod en børsnotering om 3-4 år.
Aerbio har senest udmeldt en ny stærk bestyrelse med bl.a. Pandoras topchef Alexander Lacik, som nu tager sin første bestyrelsespost, og vice president for Carlsberg Research Laboratory Birgitte Skadhauge. Bestyrelsesformand for Novonesis og tidligere Chr. Hansen-topchef, Cees de Jong, indtræder som formand for et advisory board.
Det stærke hold kan tolkes som en stærk tiltro til vækstvirksomheden. Og det understøttes af, at den nye ledelse ventes at investere private midler for et større millionbeløb i forbindelse med den aktuelle kapitalrejsning. De kommer til at eje en væsentlig del af virksomheden. Det oplyses, at der er indledt samtaler med de første danske og internationale investorer.
Der er for nylig også udmeldt en uafhængig evaluering, som bekræfter en succesfuld produktionsproces på selskabets testfabrik i Holland. Ifølge en investment teaser fra Aerbio forventer selskabet at blive børsnoteret om 3-4 år, hvor der hentes finansiering til en full scale fabrik, som ventes at producere protein baseret på CO₂ og luft fra 2028.
Der forventes positivt cash flow fra driften i 2032. I en basis case ses efter succesfuld kommerciel produktion i fabrik et potentiale for et årligt overskud på over en mia. euro.
Da Aerbio er en unoteret aktie, planlægges den som en langsigtet investering i ØU Invest fonden.
Efter børsnoteringen af Aerbio vil fondens investeringsrådgiver tage stilling til et eventuelt salg, eller om aktieposten skal beholdes. Umiddelbart er der potentiale til en mangedobling af investeringen, hvis den foreløbige udviklingsplan følges.
I perioden frem til børsnoteringen kan der være usikkerhed om værdiansættelsen af aktieposten, og vi vil søge at tracke den værdiansættelse, som de store aktionærer anvender, eller hvis der handles aktieposter i perioden. Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger vil selskabets aktionærer forsøge at få skabt et OTC-marked for selskabets aktier.
En del private danske investorer er allerede aktionærer i selskabet. Og ledelsen holder døren åben for større private investorer, som vil tegne for mindst 750.000 kr. Pre-money værdien på selskabet i den igangværende kapitalforhøjelse er 750 mio. kr.
ØU Invest Balance, som er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen, har de seneste tolv måneder leveret et afkast på 22 pct. i forhold til Copenhagen Benchmark indeks på 16 pct.
ØU Capital varslede for nylig dannelsen af en ny AIF-fond, som rettede sig mod halv- og helprofessionelle investorer. Den tanke er vi gået væk fra, da vi har ønsket at sikre investorerne en høj grad af risikospredning, og da en AIF-fond ville kræve en investering på mindst 750.000 kr.
Vi ønsker at skabe mulighed for, at vores investorlæsere har mulighed for at deltage i investeringen. Den børsnoterede investeringsfond handles til en stykstørrelse på 100 kr., så de fleste kan være med, også små investorer. Endelig formel godkendelse af transaktionen ventes fra administrator næste uge.
Morten W. Langer
Du kan høre mere om Aerbio, som præsenterer selskabet på ØU’s investorkonference den 25. september. Tilmelding her.
Private investorer med investeringsønsker over 750.000 kr. kan henvende sig direkte til [email protected] for yderligere information.
Disclaimer: Dette er ikke en anbefaling om investering. Risikoen ved investering i unge vækstvirksomheder er større end ved investering i etablerede selskaber.