Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Ledelse

ISS-chefens beskedne vision skal skabe tillid

Morten Sørensen

mandag 11. januar 2021 kl. 7:06

Investorerne gav ISS-aktien hård medfart for tyske drillerier

Den nye ISS-chef Jacob Aarup-Andersen har fået en af de sværeste strategiske opgaver blandt danske erhvervslivs giganter: At rette op på et ISS, der over de seneste år har mistet fodfæstet. Han har indledt første fase af opgaven – at skabe tillid, stabilitet og forudsigelighed – ved i december at præsentere en vision af et ISS, der er mindre lukrativt og vækstorienteret end tidligere, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen.

I december ændrede ledelsen af ISS grundlæggende på forestillingerne om, hvad den store servicekoncern ISS egentlig kan præstere. I en opfrisket strategi præsenterede Jacob Aarup-Andersen, der har været topchef siden efteråret, sine nye målsætninger:

Et af de centrale var, at driftsmarginen skal være ”over 4 procent” fra begyndelsen af 2023. Dermed lægges foreløbig op til, at ISS vil være en mindre profitabel virksomhed end dens ledelse i mange år har forestillet sig – men efterhånden slet ikke har kunnet realisere.

Ifølge den tidligere ISS-chef Jeff Gravenhorsts seneste store strategiske gennemgang fra 2018 skulle ISS kunne opnå en driftsmargin, der ligger indenfor det ”historiske spænd”, og det var på det tidspunkt på 5,0 – 5,5 procent.

I 2019 drattede marginen så til 4,2 procent og i 2018 ventes den at blive omkring to procent og fra 2023 altså ”over 4 procent”. Der er lang vej op til det ”historiske spænd” og ISS’ traditionelle indtjeningsevne.

Hertil kommer, at ISS nu vil sælge yderligere omsætning fra: Hvor 2018–planen lagde op til frasalg af aktiviteterne i 13 lande, vil Jacob Aarup-Andersen nu frasælge yderligere tre nationale datterselskaber med en samlet omsætning på cirka fire mia. kr. I løbet af to år er altså varslet frasalg af i alt 18 landeorganisationer.

Alt i alt tegner den nye ISS-ledelse den svageste fremtidsvision, der har været set i adskillige årtier. ISS bliver mindre og kan præstere en ringere indtjening, end ledelser og analytikere tidligere forestillede sig. På den baggrund er det ikke overaskende, at efter fremlæggelsen af den strategiske opfriskning i december var aktiekursen frem til torsdag i den forgangne uge faldet med ti procent.

Jacob Aarup-Andersens opskrift på, hvordan der kan rettes op på ISS afviger ikke voldsomt fra hans forgængers: ISS skal fortsat satse på at få flere store multinationale kontrakter med store kunder. Men kontrakterne skal styres bedre: Der har været for mange problemer med store kontrakter, der er gået galt. Forretningsprocesserne skal forbedres, og der skal investeres i kultur og IT. Desuden skal organisationen centraliseres ved, at der nu skal styres gennem større geografiske regioner frem for gennem landeorganisationer.

For en umiddelbar bedømmelse vil den store geografiske retræte nok gøre koncernen mere enkel og overskuelig. Men i nogle tilfælde vil den vel også betyde, at ISS ikke længere kan tilbyde helt så multinationale servicepakker som tidligere. Men ledelsen må vurdere, at retræten ikke afgørende forringer muligheden for at fortsætte satsningen på de store kunder.

Netop en plan, der i store træk siger ”videre af samme vej, bare bedre”, og ikke indeholder væsentlige nye satsninger, fokusering på særlige kompetencer eller et tydeligt kursskifte kan være særlig svær at vurdere for investorer og långivere. For sådan en plans succes vil afhænge af, om den nye topchef og hans team i det daglige er bedre til at eksekvere end forgængerne. Om de lykkes med det, kan næsten kun bedømmes i et tilbageblik – når resultaterne rent faktisk foreligger.

Foreløbig afhænger vurderingen af ISS derfor i høj grad af det omdømme som Jacob Aarup-Andersen og hans kolleger har. Og det indtryk, de giver – om de kan skabe tillid og troværdighed. Ikke mindst långiverne skal opvise tålmodighed og tro på, at den nye ledelse frem til udgangen af 2022 kan nedbringe nettogælden til de 3 gange EBITDA-driftsindtjeningen, som er målsætningen for koncernen.

Efter det virusplagede og problematiske første halvår af 2020 nåede dette forhold op på 6 – og hvis ISS’ betydelige gæld ikke skal falde til junkstatus, skal der hurtigt demonstreres en klar fremgang – som dog vil blive hjulpet på vej af de planlagte virksomhedssalg.

Netop den neddæmpede vision er en nødvendighed, hvis tilliden til ISS igen skal rettes op, efter at den, trin for trin, er smuldret. Jacob Aarup-Andersens første opgave er ikke at skabe en spændende væksthistorie. Stabilitet og forudsigelighed er nu afgørende.

Læs også i denne udgave interview med Jacob Aarup-Andersen.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Bestyrelsesguiden

Få de vigtigste nyheder om praktisk bestyrelsesarbejde, ledelse og strategi i SMV.
Udkommer hver onsdag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

CEO for Rejsekort & Rejseplan A/S
Region H
Controller/økonomimedarbejder – få den brede vifte af økonomiopgaver
Region H
Finance/Business Controller til Anzet A/S
Region Sjælland
Liftra ApS i Aalborg søger en Finance Controller med ”speciale” i Transfer Pricing
Region Nordjylland

Mere fra ØU Ledelse

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag ØU’s rapport om Top 40 Ledelseskonsulenter gratis.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank