Uddrag fra fredagens udgave af ØU Ledelse:
Kære læser
De seneste år er det blevet mere og mere tydeligt: EU er som et økonomisk fællesskab en kæmpe fiasko, og det bliver politikerne nu nødt til at gøre noget ved. Der er nok ingen, der stiller spørgsmålstegn ved det sikkerhedspolitiske fællesskab. Ikke mindst i disse tider, hvor Putin kæmper for at tage hele eller dele af Ukraine.
Det er godt nok, at statsminister Mette Frederiksen er så optaget af Ukraine med en gigantisk finansiel støtte til Zelensky i form af militærudstyr. Men vi må ikke glemme, hvorfor EU startede i sin tid: Som et handelsfællesskab, et indre marked med fri bevægelighed over landegrænser, og fælles regler for at optimere bevægelser af kapital, arbejdskraft, viden og varer.
De seneste år er det blevet mere og mere klart, at denne store grundbyggeklods bag samarbejdet længe har slået større og større revner. Men det er ikke en debat, nogen i systemet ønsker at tage. Og slet ikke DR og de store medier. For det kunne udfordre befolkningernes støtte til EU. Så denne debat undertrykkes. og fejes ind under gulvtæppet.
Men det er hårdt tiltrængt, at der nu bliver taget hårdt fat om at skabe et mere dynamisk, innovativt og effektivt indre marked. Ellers vil det stille og roligt begynde at krakelere af sig selv, indefra, som det allerede er ved at ske med grænsekontroller inden for EU. Vi vil se flere Brexit’s, og EU bureaukraterne vil slå tilbage med et forstærket krav om øget integration i Europa, med en fælles finanspolitik og en fælles hær. Som om det ville løse noget som helst.
Ja, vi ved godt, at EU har bedt Draghi om at udarbejde en rapport med forslag til, hvad der kan gøre for at forbedre EU’s konkurrenceevne.
Selv Nordeas cheføkonom er særdeles skeptisk overfor det planøkonomiske forslag. Det ligner mest af alt en af de sædvanlige festtaler, hvor der skal kanaliseres flere offentlige penge til at lappe på problemerne i stedet for at tage et opgør med de alvorlige strukturelle problemer: Stivnede statsvirksomheder, et ufleksibelt arbejdsmarked, dysfunktionelle kapitalmarkeder, reelle handelshindringer og en alt for detaljeret myndighedsregulering, som hæmmer effektivitet og innovation i virksomhederne.
Er denne kritik unuanceret og overfladisk? Se selv på realiteterne. Selveste Financial Times gennemgik for nylig centrale nøgletal for USA og Europa, og det er virkelig deprimerende læsning: I 1990 tegnede USA sig for omkring to femtedele af det samlede BNP i G7-gruppen af vestlige lande; i dag er det oppe på omkring halvdelen.
På personbasis er den amerikanske produktion nu omkring 40 pct. højere end i Vesteuropa. Gennemsnitslønningerne i USA’s fattigste stat, Mississippi, er højere end gennemsnittet i Storbritannien og Tyskland. Siden starten af 2020, lige før pandemien, har USA’s reelle vækst været 10 pct. Tre gange gennemsnittet for resten af G7-landene. I år vil den gennemsnitlige amerikanske arbejder generere omkring 171.000 USD i økonomisk output sammenlignet med (på købekraftsparitetsvilkår) 120.000 USD i euroområdet og 118.000 USD i Storbritannien.
Med undtagelse af Israel og Sydkorea investerer USA mere i Forskning & Udvikling end noget andet land med omkring 3,5 pct. af BNP. Fremkomsten af kunstig intelligens viser USA’s overlegenhed som motor for innovation. Det tegner sig for mere end halvdelen af den globale private sektors investeringer i kunstig intelligens.
Kære politikere, tag skyklapperne af og kom i gang.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Chefredaktør