Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Morten W. Langer
Ansvarshavende chefredaktør

Velkommen til Økonomisk Ugebrev

Vores erfarne journalister stiller hver dag skarpt på ...

Ledelse

Klima Rating: Pandora og peers leverer store CO₂-reduktioner

Claus Strue Frederiksen

torsdag 05. november 2026 kl. 17:55

Berta de Pablos-Barbier – CEO hos Pandora
Berta de Pablos-Barbier – CEO hos Pandora

ØU Peer Group Klima Rating 2026: Pandora har over en årrække øget forretningen betragteligt samtidig med, at selskabet har leveret solide CO₂-reduktioner. Det faldende CO₂-aftryk skyldes især, at Pandora har omstillet smykkeproduktion fra klimatung minedrift til genanvendt guld og sølv. Andre globale smykkekoncerner kan også fremvise store CO₂-reduktioner, herunder den amerikanske smykkeproducent Tiffany og østrigske Swarovski, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne analyse.

Smykkeindustrien har generelt leveret solide CO₂-reduktioner de seneste år, viser Økonomisk Ugebrevs undersøgelse af seks globale smykkekoncerners klimaresultater. Siden 2019 har Pandora reduceret det samlede scope 1, 2 og 3 CO₂-aftryk – der inkluderer udledninger fra leverandørkæden – fra 319.000 ton til 263.000 ton i 2025, svarende til en reduktion på 17 pct.

Umiddelbart lyder en gennemsnitlig årlig CO₂-reduktion på knap 3 pct. om året ikke af meget. Men i samme periode er Pandoras omsætning steget 49 pct. Den danske smykkekoncern har altså formået at reducere sit CO₂-aftryk markant, samtidig med at forretningen er vokset betragteligt.

Pandoras intensitetsaftryk, det vil sige tCO₂ pr. omsat million kroner, er faldet med 44 pct., siden 2019 – altså med 7,3 pct. om året i snit. Resultatet var med til at sikre smykkekoncernen en andenplads i Økonomisk Ugebrevs C25 Klima Rating tidligere på året.

De solide CO₂-reduktioner skyldes, at den danske smykkekoncern over en årrække har omstillet smykkeproduktionen fra guld og sølv udvundet via klimatung minedrift til genanvendt guld og sølv. Ifølge Pandora er alle selskabets smykker siden august 2024 fremstillet med 100 pct. genanvendt guld og sølv.

Pandora anslår, at den årlige CO₂-besparelse ved at bruge genanvendt guld og sølv i forhold til nyudvundet guld og sølv er 58.000 ton – altså en større besparelse end de 56.000 ton, som Pandoras klimaaftryk er faldet med siden 2019.

Ifølge selskabets klimaregnskab er der også poster, hvor CO₂-aftrykket er steget, blandt andet transport og distribution, hvor CO₂-aftrykket 2019-25 er øget med 14.000 ton, svarende til en stigning på 82 pct., hvilket kommer i forlængelse af det øgede forretningsomfang.

Omvendt er genanvendt guld og sølv ikke det eneste tiltag, der har medført CO₂-reduktioner. Brug af vedvarende energikilder har også bidraget – læs hele Pandoras klimaregnskab her.

Tiffany og Swarovski leverer solide CO₂-reduktioner

Ligesom Pandora anvender den amerikanske smykkegigant Tiffany og østrigske Swarovski 2019 som baseline i deres klimaregnskab. Begge selskaber har i perioden 2019-25 reduceret CO₂-aftrykket markant, henholdsvis 53 og 54 pct. – altså langt mere end Pandoras reduktion på 17 pct.

Ifølge Tiffanys klimaregnskab kommer det meste af reduktionen fra kategorien ”indkøbte varer og tjenesteydelser”, altså leverandørkæden. Af regnskabet fremgår, at indkøb af rådiamanter er faldet kraftigt det seneste år, hvilket forklarer en del af CO₂-besparelsen, da udvinding af diamanter via minedrift er særdeles CO₂-krævende.

Intet tyder dog på, at Tiffanys har udskiftet de nyudvundne diamanter med mindre klimatunge alternativer som eksempelvis diamanter udviklet i et laboratorium – tværtimod understreger Tiffany, at selskabet kun bruger naturlige diamanter.

Tiffany forklarer også CO₂-reduktionen med leverandørsamarbejder, men er ikke særlig meddelsom omkring samarbejdets konkrete indvirkning på klimaregnskabet. Det har dog formentlig hjulpet en del. Alene ud fra regnskabstallene kan konstateres, at Tiffanys de seneste år har leveret en gigantisk CO₂-reduktion fra leverandørkæden – fra 522.000 ton i 2019 til 203.000 ton i 2025, altså et fald i på 61 pct. i leverandøraftrykket.

Ifølge Swarovskis klimaregnskab finder en stor del af CO₂-reduktionen sted i leverandørkæden. Swarovski oplyser, at genanvendte metaller nu udgør 96 pct. af metallerne til egen smykkeproduktion.

Der findes dog også en yderligere forklaring: I perioden 2019-25 er den østrigske smykkegigants omsætning faldet med 27 pct. – der har altså været mindre gang i forretningen, hvilket har bidraget til et mindre CO₂-aftryk.

Til sammenligning er Pandoras omsætning steget med næsten 50 pct. i samme periode. Forskellen i forretningsvæksten ses tydeligt i de to selskabers intensitetsaftryk – her er Pandoras CO₂-aftryk pr. omsat million kroner faldet med 44 pct., mens Swarovskis intensitetsaftryk er faldet 37 pct. Så hvor Pandora taber i forhold til at levere absolutte CO₂-reduktioner, slår den danske smykkekoncern sin østrigske konkurrent på intensitetsaftryk.

Det samme synes dog ikke at være tilfældet i forhold til Tiffanys, om end det er en smule mere usikkert. Siden Tiffany i starten af 2021 blev overtaget af den enorme franske modekoncern LVMH, der også inkluderer mærker som Christian Dior og Louis Vuitton, har smykkeproducenten ikke udgivet selvstændige omsætningstal – vi har derfor ikke kunne udregne selskabets intensitetsaftryk siden 2019.

Det tyder dog på, at Tiffanys omsætning er steget de seneste år. Den anerkendte franske avis Le Monde anslår Tiffanys omsætning til omkring 5,5 milliarder euro i 2025, en stigning på 38 pct. siden 2019. Bruger man de tal som udgangspunkt, har Tiffany reduceret CO₂-intensiteten med hele 66 pct., altså væsentlig større reduktion end Pandora.

Ud af de seks globale smykkekoncerner, der indgår i dette års peer-rating, er Pandora og Swarovski de eneste selskaber, hvis klimaregnskaber indeholder al den data, som anvendes i denne rating.

I den anden ende af skalaen ligger den Hongkong-baserede smykkegigant Luk Fook. Selskabets rapportering er så mangelfuld, at vi ikke har kunnet vurdere selskabet på ét eneste af de seks målepunkter, der indgår i denne rating.

Luk Fook forsøger ellers at fremstå meget klimabevidst. For nylig udsendte selskabet en pressemeddelelse, hvor bestyrelsesformand og CEO Wong Wai Sheung blandt andet oplyser: “The Group has consistently integrated sustainability principles deeply into its core business strategy. On the environmental front, we are committed to enhancing energy efficiency and climate change mitigation.”

Påstanden klinger hult, helt uden dækning i selskabets rapportering. Heller ikke amerikanske Signet rapporterer på en måde, der gør interessenter i stand til at følge udviklingen i selskabets klimaaftryk. Signet udelader nemlig væsentlige poster i klimaregnskabet, herunder væsentlige scope 3-poster med blandt andet aftrykket fra indkøbte smykker og råmaterialer.

Pandora er med i toppen på et af ratingens centrale parametre: Intensitetsaftryk. Betydelig omsætningsvækst betyder nemlig, at Pandora kan fremvise nogle af gruppens største reduktioner af intensitetsaftrykket, særligt på den lange bane.

I forhold til baselineåret 2019 har Pandora reduceret aftrykket per salgskrone med 44 pct., den største dokumenterbare reduktion blandt de undersøgte selskaber.

Tiffany og Swarovski er i top, hvis man udelukkende fokuserer på CO₂-reduktioner på kort og mellemlangt sigt.

Chow Tai Fook leverer ganske vist gruppens største reduktion 2024-25, hele 28 pct., men selskabet har ikke en sammenlignelig dataserie for det samlede CO₂-aftryk, der går længere tilbage end 2024 – og kan derfor kun vurderes på en begrænset del af denne ratings målepunkter.

De massive CO₂-reduktioner for Chow Tai Fook er ikke en enlig svale. Selskabet har forskudt regnskabsår, og har derfor allerede offentliggjort aftryksdata for 2026. Her fremgår det, at det samlede CO₂-aftryk i 2025-26 er faldet 22 pct.

Med en reduktion på 5 pct. i det samlede CO₂-aftryk det seneste år ligger Pandora i den tunge ende af feltet på det parameter – også i forhold til den lidt længere bane.

Læs: ”Sådan har vi gjort” her

Claus Strue Frederiksen

Klimarating 01

Klimarating 02

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

Studentermedhjælper til Økonomi & Faciliteter i Dansk Sygeplejeråd
Region Hovedstaden
*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag ØU’s rapport om Top 40 Ledelseskonsulenter gratis.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank