På overfladen ser regnskabstallene for rekrutteringsbranchen i 2020 mindre gode ud, men reelt blev de trukket ned af de første tre-fire måneder af coronakrisen, fortæller Henrik Mårtensson, senior client partner i Korn Ferry, i dette interview. Da optimismen vendte tilbage hos kunderne i løbet af sensommeren 2020, gik det rigtig stærkt. Samtidig har kunderne fået langt større behov for en bredere leadership-rådgivning.
Da coronaen brød ud omkring marts 2020, havde det den umiddelbare effekt, at mange rekrutteringer og jobskifter blev sat på pause. Men omvendt gav situationen også anledning til nogle rekrutteringer – herunder i rekrutteringsbranchen selv.
Henrik Mårtensson er et eksempel på det. Efter 13 år hos SpencerStuart, med base i udlandet det meste af tiden, skiftede han i oktober 2020 til Korn Ferry med base i København. Hos Korn Ferry har han et overordnet leadelsesansvar for executive search-forretningen på tværs af hele EMEA-regionen, udover at han hver dag arbejder med kapitalfonde og industrielle virksomheder kunder.
”Virksomhederne begynder ikke altid med at ansætte ledere. De starter med at kigge på deres forretningsstrategi og se på, hvad der skal ske de næste tre-fem år, og hvilken impact det har på, hvordan deres organisation skal se ud, og hvilke kompetencer de har brug for, inklusive intern succession-planning. Der er ikke en virksomhed, som jeg har kendskab til, der ikke gennem de seneste 18 måneder har været igennem en eller anden form for en strategisk evaluering på grund af coronakrisen og den nye situation, som vi befinder os i.”
”De ved ikke helt præcist, hvad der vil ske, men de kan selvfølgelig se og høre, at forandringerne er i fuld gang omkring dem. En strategi fra 2019 kan de lægge op på hylden, for den holder ikke til fulde”, siger Henrik Mårtensson.
ØU: Ikke desto mindre kan man se, at mange af rekrutteringsfirmaerne, bl.a. Korn Ferry, har tabt betydelig omsætning i 2020. Var jeres branche en af dem, som var hårdt ramt af pandemien? ”Jeg synes ikke, det er det rigtige billede. Tallene siger jo, hvad de gør, men reelt var det tre-fire måneder, fra marts til juni, hvor meget gik i stå. I den periode begyndte man også at bede nogle af de ansatte, der måske ikke havde den bedste long term-performance, om at finde noget andet at lave. Det gælder ikke specifikt for vores branche, men også for den.”
”Måske har man fortrudt en mindre del af restruktureringen i den periode, for fra september 2020 gik aktiviteterne hurtigt i vejret igen. Over det seneste år har der været stærk vækst, man har ansat folk igen, og det betyder også, at der har været stor rotation mellem virksomhederne. Samtidig har der været lidt af et catch up-game, fordi man i de tre-fire måneder (i begyndelsen af coronakrisen, red.) ikke ansatte dem, man skulle. Endelig er der hos mange virksomheder sket en revurdering af rollerne på grund af deres nye strategiske mål, hvilket også betyder, at man også har brug for nogle nye kompetencer i virksomhederne.”
Som bekendt er rejseaktivitet noget af det, der har været besværligt under coronakrisen. Har det betydet, at det er blevet sværere at foretage de rekrutteringer fra udlandet, som der bl.a. på topchefniveau har været mange af i nyere tid? ”Tænk, Jeg synes slet ikke, det har været et stort problem. Har man arbejdet globalt i mange år, som jeg har gjort, er relationerne også så dybe, at man ikke behøver at se hinanden hver eneste gang. Hvis der endelig er nogen, der har insisteret på, at det sidste møde skal være fysisk, har man altid kunnet finde veje til det, selvfølgelig med respekt for restriktionerne. Men generelt er topledelserne blevet langt mere åbne for at foretage ansættelser virtuelt, og teknologien i dag er også så god, at den kan håndtere det. Du skal også tænke på, at den nye generation af ledere, som er godt på vej ind i erhvervslivet, er vokset op med at kommunikere på den mere virtuelle måde.”
I mange brancher har den teknologi, der nu er blevet almindelig, og som f.eks. gør hjemmearbejde muligt, givet et produktivitetsspring. Gælder det også i rekrutteringsbranchen? ”I Korn Ferry er vores kontorer rundt omkring i verden typisk leaset for tre-syv år ad gangen, og lige nu er vores evaluering ved ophør af en leasingperiode mere grundig, end den har været før. Men på nuværende tidspunkt er der ikke noget, der indikerer, at vi kommer til at reducere omkostninger, men nok mere at vi skal indrette vore kontorer på en ny måde.”
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.